Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der blevet tid og oplevet nok, til at der kan sammensættes endnu et blogindlæg. Jeg har nu været i Melbourne i to uger ca.
Da jeg ankom til Melbourne, blev jeg hentet i lufthavnen, hvilket skolen havde arrangeret for mig. Jeg landede ved midnat, så der var ikke rigtig nogle folk i lufthavnen, og kom derfor hurtigt gennem paskontrol osv. Udenfor stod en mand med mit navn på et skilt, så det kunne ikke være nemmere. Ind i bilen og så blev jeg kørt hen til mit hjem for de næste fire måneder. Jeg var efterhånden lidt spændt på, hvad det var jeg skulle bo i, hvordan området ville være osv. Efter 40 minutters kørsel ankom vi til Bowen St. 40, Malvern East 3145 (tjek det ud på Google Street View). Jeg havde nogle dage tidligere fået en mail, hvor de beklagede, at der ikke ville være internet i huset, da de først lige var blevet færdige med huset. Jeg noterede mig det, men ville ikke glæde mig for tidligt. Jeg ankommer, får mine nøgler og går ind og kigger. Der er mørkt udenfor, men kan godt fornemme at det er nyt. Kommer ind og kigger mig omkring, og bliver grebet af en overvældende glæde. Det er helt vildt - det er det eneste jeg tænker, da jeg går rundt og kigger. Jeg har fået et helt nyt hus helt for mig selv. Duften af nyt, hænger stadig i luften. Jeg går til ro, dog uden en dyne eller pude, som jeg regnede med ville være der, men det kan ikke slå mig ud efter bekendtskabet med mit nye hjem.
Næste morgen da jeg vågner, ruller jeg gardinet op, og bliver mødt af synet af et appelsintræ én meter fra vinduet. Så ved man, at man er et mere eksotisk sted end Danmark. Dog skal det lige siges, at Melbourne på nuværende tidspunkt ikke er helt så eksotisk. De første par dage var shorts mere reglen end undtagelsen, mens der den sidste uges tid, ikke er blevet gået uden for døren uden at jeg har haft jakke på. De lokale siger, at foråret og sommeren er på vej, og vi om en måneds tid kan forvente 25 grader i gennemsnit. Så det ser jeg frem til. Jeg går en tur op i et stort storcenter, som ligger fem minutter herfra. Som chaufføren dagen forinden sagde til mig, så skulle jeg huske at strø korn efter mig, for at kunne finde ud igen. Det er måske ikke så stort, men vil karakterisere det i størrelse med Field's i København. På vej op til centret drejer jeg om to hjørner, og kan konstatere, at en af ynglingsrestauranterne, McDonalds ligger 500 meter fra mit hjem. Jeg får købt dyne og pude, og går hjem igen.
Da jeg kommer hjem hilser jeg på Claus og Morten. De to andre danskere fra skolen i Aalborg. De bor i huset lige ved siden af. Det viser sig, at de også var kommet om natten, én time inden mig. De har lige været oppe og handle ind, så vi snupper en øl, og snakker hinanden efter munden om hvor fedt det er, at vi har fået hver vores hus. Mens vi sidder og får den øl, kommer der pludselig en ældre mand op i indkørslen. Vi ved endnu ikke den dag i dag, hvem han er. På det tidspunkt troede vi, at det var viceværten Henry, hvilken vi senere fik afkræftet. Manden spørger med den vildeste australske accent, jeg endnu har hørt hernede, om vi er Happy Students?! Derefter noget i stil med, om vi kan hjælpe med at få billedet af en bil frem på hans mobil, som han har haft til baggrund, men nu er væk. Vi kunne desværre ikke hjælpe, og vi har ikke set ham siden. Ellers har vi hilst på naboen Allan en enkelt gang, og snakket med en ældre dame ved navn Merl (tror jeg) længere nede af gaden et par gange.
Vi havde en lille uge fra vi ankom til at vi skulle starte i skole. Vi er åbenbart alle tre taget herned med den samme forståelse af opholdet, nemlig at vi er på ferie! Det skal vi nok senere få en anden opfattelse af. Første rigtige skoledag i går kastede da også en opgave på ti siders engelsk af sig. Så engelskkundskaberne skal nok komme på prøve. Efter første fag i går, var den umiddelbare konklusion dog, at vi var overkvalificeret til det fag. Det handlede om styring af flere byggepladser, hvilken vi har en udmærket forståelse af, efter de første to års uddannelse i Danmark. Så vi sender hermed en tak til Walker (Anne.red) fra skolen i Aalborg, for at have sat os på dette fag hernede. I dag har vi så haft Business Management in the Construction Industry. Her skal der vist arbejdes lidt mere, da det ikke lige ligner noget vi har haft i Aalborg tidligere. Skemaet hernede ser sådan her ud: Man-ons 18-21 og torsdag 9-12, og så skal der laves opgaver derudover. Det passer mig glimrende, da jeg godt kan li' at skrive, og derfor nok skal få tid til at udforske Melbourne og Omegn i weekenderne. Indtil videre skal jeg til Sydney næste weekend, vi skal på Surf Camp i slutningen af oktober, og så har vi planer om en weekendtur ned langs Great Ocean Road. Derudover er jeg ved at strikke en tur sammen til Ayers Rock. Med skemaet vi har fået, kan det blive til en lille uge deroppe, så det håber jeg på, bliver til noget. Jeg har også fået en roommate. En dansker fra København, som skal læse samme fag som os hernede. Jørgen er NFL entusiast, så han kickstarter den nye uge med at stå op mandag morgen kl. 6 og ser to kampe i streg, og tirsdag formiddag snupper han Monday Night kampen. Jeg håber han kan få sat min computer op, så jeg kan se FCK's kampe på tv, når de spiller ved midnatstid hernede.
I søndags ville vi en tur ind til centrum og kigge lidt. Vi hopper på metroen, og kører derind af. Det tager ca. 30 minutter at komme fra vores område og derind. Der sidder en del med halstørklæder og fodboldtrøjer. Jeg kaster en bold op, og lufter tanken om, at vi skal følge efter dem, og ind og se australsk fodbold. De griber den heldigvis, og vi hopper af toget, og følger med strømmen. Vi har tidligere fået at vide, at vi ikke kan få billetter til nogle kampe, da det er finaleserien, som de spiller for tiden. Vi er dog heldige, da der er lidt ståpladser tilbage, så vi slår til. 150 kr., det er noget af det eneste billige jeg har stiftet bekendtskab med hernede. Set ud fra en nordjydes perspektiv er alt dyrt hernede! 90 kr for en pizza i området hvor vi bor, 55 kr for en burger udenfor stadion, 450 kr. pr md. for medlemskab i Fitness First, 20 kr for en dåseøl i en kiosk. Men nok om det. Vi fik en billet til 150 kr, hvilket var til at betale. Vi kan se på billetten, at vi skal se Carlton vs Essendon. Kampen bliver domineret af Carlton og er mere eller mindre uden spænding. Men der er til gengæld 90.160 tilskuere, hvilket er med til at imponere mig rimelig meget. Et par timer senere og godt forfrosne begiver vi os hjem. Alle fire godt tilfredse med, at det lykkedes os at få en billet, og komme ind og se en af kampene i finaleserien.
Dette var nogle af de ting, som jeg har stiftet bekendtskab med hernede indtil nu. Dyrelivet skal også lige have et ord med på vejen. Jeg har endnu ikke set kænguruer. Når vejret bliver lidt bedre, tager vi også en tur ned til Phillip Island, hvor der lever pingviner nede. Så det skal vi også lige have med på opleveren. Papegøjer og krager er lige så almindelige som solsorte og gråspurve er det i de danske haver. Papegøjerne er fascinerende, og kragerne skal nok sørge for, at man kommer op om morgenen. Det var alt for nu. Skulle nogle få lyst til at sende en sms, så er jeg at finde på følgende nummer: +61 0432030619. Vi skrives ved.
- comments
Claus Winther Knudsen Hey Niko! Godt at høre du er kommet godt til Australien, og at huset er over al forventning. 500 m til ét af dine foretrukne spisesteder McDonald's. Det var så dét ironman projekt, der røg i vasken dér ;-) . Ha' det godt dernede, og husk at holde golfformen ved lige... Mvh Knudsen.