Fra Tegucigalpa tog vi en bus mod Choluteca, som er den eneste "større" by i Sydhonduras. Heldigvis fulgtes vi med Arely, som vi skal arbejde sammen med og bo hos, så vi var i gode hænder. Faktisk var bussen overraskende luksuriøs, med aircondition og udmærkede sæder. Der var dog en ting, der adskilte den meget fra de turistbusser, vi ellers har kørt med - nemlig alle de sælgere, der løber ind og ud af bussen med alt lige fra hårspænder og piratfilm til "vand på pose" og tortillas. De stiger på et sted, og så kører de med videre, indtil de synes de har solgt nok, og så hopper de af igen. De betaler ikke for bussen - en meget god forretning sådan set - og så sælger de faktisk ret godt!

Da vi ankom til Choluteca måtte vi gå et stykke for at fange bussen videre mod Cedeño, den lille landsby vi skal bo og arbejde i. Bussen dertil var en chicken-bus, som man kalder dem - vist fordi der plejer at blive transporteret kyllinger på taget af dem. Det er importerede, gamle amerikanske skolebusser i forfærdelig stand (de burde pensioneres), og de findes overalt i Central-Amerika. Sådan en havde vi ikke prøvet før på en længere strækning, men det var slet ikke så slemt, bortset fra den meget høje honduranske musik og lidt for mange mennesker. :) Og så var der et hul i bunden af bussen, så man kunne følge med på vejen!

Da vi ankom til Cedeño tirsdag aften, var det allerede blevet mørkt. Det var lidt svært at forestille sig, hvordan landsbyen så ud på det tidspunkt.

Vores første møde med vores nye "hjem" for den næste måned var overraskende positivt. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os - måske en lerhytte med jordgulv og et par madrasser på gulvet. I stedet blev vi mødt af et murstenshus med fast gulv, som både rummede en lille boghandel, et køkken, en stue og soveværelser - og vigtigst af alt; vores eget værelse med en rigtig seng. Fantastisk! Der var oven i købet elektricitet. Så tænker I måske; Jamen, hvad så med et badeværelse? Det var her den dårlige nyhed kom. Der var et toilet (eller skal vi kalde det et das) uden vandtilslutning bagerst i haven, men for at komme derned skulle man passere deres meget aggressive hunhund. Arely blev nødt til at gå med os derned, for at hun ikke skulle angribe os. Spændende, ikke? - og som om det ikke skulle være nok, sad der en kæmpe-bille på toiletbrættet. Vi nåede at spekulere meget ovre, hvordan vi mon skulle klare en måned under sådanne forhold, indtil vi samme aften mødte Arelys mand Josué, som havde nøglen til sin mors værelse, som lå ved siden af vores - og der var sørme et toilet! Hans mor var lige på sygehuset, men ville komme hjem inden for et par dage. Men det betød altså, at vi ikke var nødsaget til at risikere vores liv for at komme på toilet den næste måned!

Næste morgen vågnede vi ved varmen. Knap 40 grader er altså lige i overkanten for os tykhudede danskere. Vi skulle hen på skolen og mødes med de to andre lærere i førskolen. Det viste sig, at førskolebørnene holdt ferie indtil om mandagen. Det var der bare ikke nogen, der havde fortalt os. Men det der med manglende informationer - det tager vi ikke så tungt længere! J

Arbejdet for den første uge var altså at forberede skolestart og udtænke ideer til aktiviteterne med børnene. En af forberedelserne gik ud på at lave 53 navnekort med forskellige figurer på, så børnene kan lære at identificere deres navn med en figur. Skolen ligger 10 minutters gang fra vores hus, på stier forbi de huse vi havde forestillet os, vi skulle bo i - nemlig små hytter af jord, træ og plastic. Selve skolen var dog i et murstenshus med tegltag. De to andre lærere vi skal arbejde sammen med, Tita og Maria, var rigtig søde og imødekommende.

De første dage i Cedeño gik med at lære byen at kende, slappe af, skrive postkort, holde møde med lærerne og skrive ideer ned til førskolen - og ikke mindst: vænne sig til varmen!

Cedeño er en lille landsby med 1200 indbyggere, som ligger i Sydhonduras, helt ud til Golfo de Fonseca, som leder ud i Stillehavet. Hele året rundt er der sol og mellem 35-40 grader - aldrig regn. Som I nok kan tænke jer til er her ret tørt og støvet, men til gengæld er der også utallige mango- og appelsintræer samt kokos- og bananpalmer - lækkert! Der kommer stort set ingen turister hertil, udover de lokale der kommer i Påsken, hvilket betyder, at vi er en stor attraktion for alle, der tør kigge. De kalder os "gringos", som egentlig betyder "fremmede fra USA", men her tror de vist, at alle "hvide" kommer fra USA. J Måske fordi der har været mange frivillige fra USA og arbejde i Cedeño, fx mormoner, der missionerer.

Det er en interessant oplevelse for os at komme hertil - man må sige, at det er det sted, vi har besøgt indtil nu, som synes allerlængst hjemmefra. Men måske også det allermest autentiske sted, vi har besøgt, fordi der ikke er turister, og byen derfor heller ikke er tilpasset turister, men kun afspejler lokalbefolkningen. Alle de andre steder, vi har været, har det været svært at skelne, hvad der har eksisteret for turisternes skyld, og hvad der rent faktisk var til for lokalbefolkningen.

Her er ingen internet i hele byen, heller ikke hæveautomater og intet postkontor - man tænker: hvordan klarer de sig? Man skal til nærliggende landsby Monjaras for at finde internet og helt til Choluteca (1 time i Chicken-bus) for at finde et postkontor og en hæveautomat. Vi har været alt for priviligerede på den første del af vores rejse. Nu var det sådan, at vi faktisk havde behov for internet til arbejdet med førskolen, fordi vi skal sende informationer til kontoret i Tegucigalpa. For ikke at skulle tage bussen til Monjaras eller Choluteca hele tiden besluttede vi os for at forsøge at købe et modem. Fredag tog vi bussen sammen med Arely til Choluteca. Her kunne vi få sendt nogle postkort, og vi fik købt et modem med internet til en måned - sådan! Vi skulle egentlig besøge en fra Arelys familie på hospitalet, så vi fik set et statsejet hospital... - og de klager over ikke altid at kunne ligge på enestuer i Danmark? Interessant oplevelse.

Lørdag var store vaskedag, både for os selv, vores tøj og vores værelse. Som I nok kan regne ud måtte vi vaske al tøjet i hånden. Vi syntes egentlig det gik meget godt, men Arely syntes åbenbart, vi var helt håbløse, så hun tog over og ville ikke lade os hjælpe hende. Senere på eftermiddagen var vi blevet inviteret til et bryllup sammen med Arelys søster hos hendes veninde (bryllupper er åbenbart åbne fester her). Først tog vi i kirke med Mina, Arelys svigermor, som bor i huset. Det var en sjov oplevelse (ikke så kedeligt som i Danmark), for der var virkelig god musik med guitar og marracas. Sådan noget musik vil vi også have i kirkerne i Danmark. Til sidst skulle man rundt til alle i kirken og give et knus - ret hyggeligt. Vi ventede igennem hele gudstjenesten på, at brudeparret skulle dukke op, men de kom aldrig. Det var først da vi tog til bryllupsfesten bagefter, at vi fandt ud af, at gudstjenesten, vi havde været til, slet ikke havde noget med brylluppet at gøre. Der er mange par, der vælger bare at få noget ala hvad vi i Danmark kender som "registreret partnerskab" og så holde bryllupsfest, fordi det er alt for dyrt at blive viet i kirken. Brudeparret var kun 19 år, men det er ikke unormalt her, ligesom nogle får børn allerede når de er 13 år. Det var interessant at være med til sådan et landsbybryllup med plasticstole og - borde med plasticblomster og lækker mad på plastictallerkner og cola i plastikkrus. Ind imellem blev vi lidt bange for at stjæle opmærksomheden fra brudeparret.

Apropos alt det plastic, så bruger de virkelig meget plastic her, og de har heller ikke nogen skraldespande eller en genbrugsplads, så de smider affald overalt eller brænder det i baghaven. Rimelig usundt med al den plastic, de brænder af, men jeg tror slet ikke de ved, at det er giftigt. De kunne virkelig godt bruge nogle skraldespande og et affaldssystem. Det er ret ulækkert med affald over det hele, også på stranden, hvor vi brugte søndag formiddag på at sole og bade, så vi blev helt røde - ups! Vi fandt et sted uden affald lidt uden for byen J

Sådan gik den første uge i den lille fiskerlandsby altså, og vi synes allerede at have vænnet os en smule mere til varmen - og til maden, som altid består af enten bønner, æg eller tortillas eller alle tre, desværre tilberedt med lidt for meget olie. Det smager godt, især bønnerne, det er bare lidt for fedt for os!

- Los Gringos