Du ved du er i Bolivia, når du møder op på busterminalen, afleverer din bagage til busselskabet og pænt stiller dig ned til bussen og venter... og venter... og venter... Indtil du en halv time efter planlagt afgang får at vide at bussen ikke kører, fordi der er blokader i hele Bolivia - og altså også på din planlagte rute. Ingen kan dog fortælle dig, hvad blokaderne går ud på, eller hvornår de ender, for de ved ingenting (eller også er de ligeglade).

Bum! Ikke lige hvad vi havde planlagt, men vi tog tilbage til centrum til vores bureau og prøvede at finde ud af, om det virkelig ville blive muligt at tage afsted om aftenen kl. 18, som busselskabet "lovede". Meldingen fra bureauet var klar - blokader i min. 3 dage! Pero no sabemos (men vi ved det ikke) blev de ved med at sige.

Vores løsningsmindede tur-arrangør havde straks en masse nødløsninger på tegnebrættet. Den bedste (mente han) var at køre med hans ven con el periódico - altså en mand, som kørte avisen fra Sucre til en by på den anden side af blokaden. Han skulle have licens til at passere blokaden og kunne muligvis "smugle" os med (på kanten af loven?).

Efter lidt overvejelser besluttede vi os for at tage imod tilbuddet, men desværre var manden med avisen allerede kørt, ØV! Det så altså sort ud med vores tur til saltørkenen, så vi måtte give op og bede om at få vores penge retur. Heldigvis kunne vi få hver en boliviano tilbage. Uforventet god service! Glade over overhovedet at få noget retur, gav vi ham 200 Bs for besværet - han så lykkelig ud.

Når alt andet glipper er det rart at have en ven med gode kontakter - og det har vi faktisk i Sucre. Nemlig vores sprogskolekoordinator Ximena, som taler engelsk (et sprog kun få mestrer) og ovenikøbet er meget sød og hjælpsom. Hun fik skolens chauffør til at køre os tilbage til busterminalen og hente vores rygsække (som vi havde efterladt i håbet om at kunne komme afsted samme aften) og derefter til et hostel, som hun anbefalede.

Vi må nu erkende at vi er strandet i Sucre og må udsætte vores tur til saltørkenen til efter vores sprogskole-ophold fra på søndag og to uger frem. Men i bedste Chris Macdonald-stil siger vi "PYT", griner lidt af Bolivias infrastruktur og glæder os over, at Sucre er fantastisk.

What a day!