Profile
Blog
Photos
Videos
Hej hej
Efter at have kørt i bus hele natten ankom vi til Airlie Beach kl. 6.15. Vi var ret trætte, men heldigvis var der ikke langt at gå hen til vores vandrehjem, Magnum's Backpackers. Vi kunne dog først tjekke ind ved 11 tiden, så vi fordrev ventetiden med at få morgenmad og kigge os omkring i byen, som ikke er ret stor. Da det var lørdag blev det ugentlige marked afholdt, så det var hyggeligt at gå rundt og kigge i de små boder.
Efter at have tjekket ind fik vi en hurtig frokost, hvorefter vi tog ned til lagoonen for at bade og slappe af. Lagoonen er et rigtig lækkert sted, det er en stor pool med omkringliggende sand- og græsområder. Her brugte vi et par timer, og faldt vist også lidt i søvn på vores små håndklæder.
Da vi var blevet varmet godt igennem, gik vi en tur for at kigge i de små butikker på Airlie Beach's hovedgade. Vi endte i en Aboriginer butik, med nogle meget venlige ejere. De solgte didgeridoos, boomeranger, aboriginerkunst og nogle flotte opalsmykker. Vi købte en didgeridoo hos dem, og fik efterfølgende lidt undervisning i, hvordan man spiller på den. Det var meget underholdende at være derinde, og nu ved vi i hvert fald, hvordan man får noget lyd ud af den.
Vi spiste aftensmad på vandrehjemmet, og bagefter blev vi siddende lidt og drak en øl. Der var live musik og rigtig god stemning på baren, men vi var lidt trætte efter busturen, så vi gik lidt tidlig ned på vores værelse for at sove.
Nicoline og Allan
- comments


