Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen,
Efter indlogering på værelset i går gik vi en tur gennem byen. Heldigvis ligger vandrehjemmet placeret, så det ikke er noget problem for os at gå rundt til det hele. Det første imponerende syn var Sydney Tower, som med sine 305 meter ikke er til at undgå at få øje på. Vi gik ned til Hyde Park, en af de store grønne parker i Sydney, hvori St. Mary's Cathedral ligger. Fra Hyde Park gik vi hen imod Royal Botanic Garden. Der så vi foruden en masse eksotiske planter også nogle sovende flagermus, som hang med hovederne nedad oppe fra træernes grene. Den botaniske have er meget fredfyldt og virker som et dejligt pusterum fra det travle byliv.
Fra haven går der en sti langs vandet direkte ned til Operahuset. Det var fantastisk, at se Operahuset i virkeligheden, og vi brugte da også en del tid både indeni og udenfor det. Bagefter gik vi en tur langs kajen, hvor vi bl.a. så lokale aboriginere, som sad og spillede på didgeridoo.
Lidt ramt af jetlag og trætte efter den lange gåtur og de mange nye indtryk fra en spændende by, gik turen hjemad til vandrehjemmet, hvor vi gik direkte i seng.
- comments