Profile
Blog
Photos
Videos
Vel ankommet til Israel, Tel Aviv og det skønneste hjem i den gamle bydel Yafo, skal starten på denne rejseblog nu formes.
Vi landede i Ben Gurion lufthavnen for snart 48 timer siden og blev mødt af en forventet og alligevel overraskende varme. Der var mange mennesker, både rejsende, modtagende og medarbejdere. Vi var blevet forberedt på et grundigt sikkerhedstjek hjemmefra og der var da også lange køer ved paskontrollen. Det viste sig dog at gå ret hurtigt med køerne og vi blev kun adspurgt hvor længe vi skulle være her og fik så et stempel i passet. Det var overraskende smertefrit og føltes som en god start på mødet med Israel. Hurtigt fik vi en taxa og var på vej mod Yafo, den gamle del af Tel Aviv, og den lejlighed som vi har været så heldige at få lov at låne af vores gode ven David og hans familie.
Da vi ankommer til lejligheden kl 4.30 natten mellem tirsdag og onsdag, er det en dejlig overraskelse der venter os. De billeder vi har set beskriver slet ikke hvor dejligt, hyggeligt, hjemligt, autentisk og helt igennem luksus her er. Vi kunne ikke have ønsket en bedre start på vores rejse og eventyr i Israel end at opleve Tel Aviv med base her. Kvarteret er en blanding af marskandisere, kræmmere og andre loppegøglere iblandet moderne butikker med kunsthåndværk og design og hyggelige cafeer og fallaffelboder.
Vi var godt trætte ved ankomsten men da det allerede så småt var ved at blive lyst, virkede det mærkeligt at gå i seng og vi satte os istedet ud på terrassen for at fordøje oplevelserne indtil videre. Her erfarede vi hurtigt, at beskrivelsen af at livet i gaderne starter ved solopgang var helt bogstavlig. Kort efter vi har sat os, trasker den første kone ud på gaden neden for altanen, med sin stol, pude og kaffe og sætter sig godt til rette med udsyn over hele arrangementet. Herefter følger de resterende butikker og langsom åbner alle loppemarkedsboderne og marksandiserforretningerne og kl 7.00 var de fleste i stødet og stemningen på sit højeste. Vi var for trætte til at trække den længere og valgte at tage et par timers søvn, inden vi skulle mod Tel Aviv centrum og Kibbutz Program Centre kontoret og have ordnet nogle praktiske ting inden vi rejser videre.
Vi valgte at tage cyklerne og kørte langs den flotte strandpromenade og nød både varmen, havet og stemningen med masser af folk og liv. Ingen problemer på kibbutz kontoret, så vi kunne hurtigt komme videre i vores planer, nemlig en dukkert i Midelhavet. Helt i orden varmt vand og blødt sand og kunne sagtens gå hen at blive en daglig rutine.
Vi har også været på det lokale madmarked og proviantere, faret vild 4 gange, mødt en Dansk/Israeler der kunne kende vores sprog og vendte sig om på gaden og ville hilse, har spist en durumrulle med fallaffel/shawarma på næsten 1 kg, hilst på naboen Shoesanna, set flere par blive gift på gaden, oplvet lysmasten ud for altanen blive pillet ned kl 23 i aftes af nogle der ikke så helt autoriserede ud, spist brød fra familiebageri gennem mere end 100 år og så mange flere ting at det ikke er til at tro hvor kort tid vi har været her.
Nu vil vi gå ud og nyde aftenen i det tiltagende natteliv i de omkringliggende gader. Shalom og kærlighed for nu
- comments



Morten Det lyder fantastisk, godt med så god en start på eventyret. Og rart at læse om, for os herhjemme i den begyndende kulde og det snigende vintermørke. Skriv mer'..........
Kristine Dejlig dejlig beretning...!!! Vil høre mere og se billeder! :)
Celina Hej Rikke og Mads hvorfor hænger træet i snore? Hilsen Buster, Morten og Celina <3
Christina Har lige siddet og set billeder - og drømt mig væk fra gråt efterårsvejr... Ih hvor ser det bare dejligt ud. Det er så vildt at I er kommet afsted!!! Og fantastisk at kunne følge jer så tæt.
Frank Kevings Det var en flot start,godt gået al held og lykke til jer Sir Kevings III
benedikte kevings Hej skat, hold da op hvor ser det dejligt ud.Mads i vandet i oktober. Grin.Er skønt at høre I har det godt.Glæder mig til at følge jer. knus mutti/benedikte
Maja Nørregaard JAAAHHH!!!!!! Skriv snart igen<3