Profile
Blog
Photos
Videos
Rumænien, som vi havde glæder os meget til, startede desværre ret uheldigt ud; efter en udmærket nat i nattoget fra Budapest ankom vi ved 8-tiden om morgenen til Brasov. Helt udhvilede var vi ikke, så vi glædede os til at blive hentet ved et aftalt busstoppested af vores couchsurfing-vært, Freddie. Da vi ankom med bybussen var han der ikke og tog heller ikke sin telefon. Noget forbløffede - vores couchsurfing-værter indtil da har været super venlige og helt igennem pålidelige - måtte vi installere os på en café med gratis internet. Som det er sket før på turen, skuffede Anders' billige Acer-computer endnu en gang, så vi måtte ganske enkelt vente på at han ringede. Heldigvis redede Twin Peaks samt en rar beværtning formiddagen. Efter 3-4 timer ringede Freddie endelig: han var taget op i bjergene og var slet ikke hjemme, så vi skulle forsøge at ringe på døren og se om hans flatmate var hjemme. Med nød og næppe fik vi flatmaten op, som dog var sur og tvær, da han ikke vidste noget om, at vi skulle komme. Meget mystisk person ham Freddie. Eftermiddagen brugte vi i den gamle bydel, som er meget flot og charmerende og det skulle hurtigt vise sig, at rumænerne er overordentligt søde og hjælpsomme - stik modsat Freddie, som kom hjem om aftenen med tømmermandsstemme og ikke skyggen af en undskyldning. Vi skrev derefter på couchsurfing og søgte en anden vært, og i løbet af kort tid fik vi allerede ca. 3 tilbud. En af dem tog vi imod og tog over til hende, Diana, fra morgenstunden næste dag. Foruden Diana boede moderen der også og desuden kom kæresten Coco også forbi. De var alle meget søde og gode værter. Dagene i Brasov blev i høj grad brugt i den gamle bydel, hvor vi bl.a. så en rumænsk trækirke og en enorm gotisk kirke kaldet "The Black Church". En af dagene tog vi en kabelbane op til bjerget Tampa, hvis fod Brasov ligger ved. Her var der en suveræn udsigt over byen samt hele lavlandet mellem bjergkæderne. Vi trekkede ned gennem den skovklædte bjergside, hvad Caroline klarede godt trods frygt for berygtede, rumænske bjørne. Det rumænske køkken har vi efterhånden stiftet godt og grundigt bekendtskab med; indledningsvist kan Lonely Planets afsnit herom med rette citeres: "You're on a diet, you say? Best of luck!" Det er tung, traditionel, østeuropæisk mad, ikke altid lige sagen for Caroline. Men sætter man et øjeblik det danske helsehysteri på standby, er rumænsk mad faktisk ganske godt med slet skjulte lån fra græsk og italiensk gastronomi. Særligt en type karamelliseret brød rullet på en stang og vendt over ilden er super lækkert. Desuden lavede Dianas mor en aften traditionelt rumænsk mad til os, en tyk okse-urte-suppe med polenta, meget delikat. Og så må man også give rumænerne, at de trods Lonelys snak om deres mangel på frugt og grønt, har virkelig gode og talrige grøntmarkeder med særligt mange blå- og hindbær til meget behagelige priser, ligesom det gælder for resten af det knapt så velstående land. Rumænien, eller rettere Transsylvanien som er den del af landet, vi besøger, er særpræget på en del andre punkter. Mest iøjefaldende er arkitekturen; selv mange almindelige huse er ren Dracula med masser af tårne, spir, "uhyggelige" detaljer og i det hele taget et asymmetrisk, arbitrært design. Sproget er ligesom italiensk, spansk etc. romansk, hvilket er meget rart efter det komplet uforståelige ungarsk.
Fra Brasov tog vi en heldagstur til landsbyen Bran, som huser en af landets mange borge, der påberåber sig titlen som Draculas borg. Borgen i Bran er meget flot, med masser af bindingsværk og tårne og den typisk vilkårlige, transsylvanske arkitektur. Hvad angår Dracula, eller Vlad Tepes som han i virkeligheden hed, har han dog angiveligt ikke det mindste at gøre med Bran, kun var han eventuelt indespærret her i en årrække.
Rumænien er vi begge faldet pladask for, her er virkelig skønt at være og dejligt uturistet mange steder (hvis man ser bort fra rumænske turister).
- comments