Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag d. 25 - lørdag d. 26. april
Easyrider-Hiep hentede mig på sin ordentlige motorcykel fredag morgen. Vi skulle køre 170km ind i landet op og ned i "the central Highlands" til vi nåede Lak Lake, hvor han havde booket værelser på et hotel.
Inden vi forlod Dalat tog Hiep mig til de fineste gamle franske huse, der bærer præg af de franske provinser, som de datidige indehavere, hver især kom fra.
Han viste mig et meditationscenter, og de dertilhørende pagoder. De buddhistiske pagoder ser anderledes ud end de cambodianske og thailandske. I de sidstnævnte er der altid meget glimmer og spraglede farver, samt et utal af ens buddhaer, der kigger i samme retning. I Vietnam er pagoderne mere kinesiske at se på, og inventaret er store tunge træpaneler, et ryddeligt lokale og et tykt gulvtæppe. Her står en munk og slår på en klokke i en langsom takt ved siden af alteret, som viser en høj skægget herre. Omkring pagoderne ved meditationscentret var en imponerende have med alverdens smukke blomster i velholdte bede. Af og til kunne man skimte en trekantet siv-hat stikke op mellem planterne, tilhørende en arbejdende gartner på hug.
Turen var først og fremmest et indblik i det landlige liv i Vietnam, og det var fantastisk at køre gennem det smukke landskab med udsigt til jungle, floder, bjerge, plantager og marker. Her kunne jeg følge arbejdet på landet, børnene fra skolerne og kvæget. Hiep var god til at stoppe op og forklare mig om de forskellige afgrøder, produktioner og geografiske steder vi passerede. Ved Lak Lake bor to små etniske minoritetsgrupper, den ene hedder Mnong, men jeg har desværre glemt navnet på den anden. De er mørkere i huden end andre vietnamesere, og ligner mere Cambodianere, synes jeg. De taler et selvstændigt sprog, som end ikke Hiep kunne forstå. I landsbyen bor de i træhuse løftet fra jorden vha. træpiller, hvilket dels giver kvæget, hundene og hønsene tag over hovedet (som bor på stueplan), og dels værner mod regnsæsonens høje vandstand. Vi passerede en flod som stiger 25m under monsunen! Her boede 50 mennesker i en flydende landsby, bygget af bambus, som opdrættede fisk i små bambus-kurve, der efterfølgende blev sat fri. De havde endda fjernsyn i bambushytterne, og vi så en mand komme slæbende på et bilbatteri, netop til dette formål.
Vi stødte af og til ind i et heftigt regnvejr, som vi kørte gennem bjergene, og det omskiftelige vejr indgød bjerglandskabet i skiftende farvenuancer.
Over vores fried noodles samme aften på hotellet, fortalte Hiep mig om Vietnam. Han sagde at det nu var velfungerende, men at der var rigtig meget korruption i systemet. Fx på hospitaler, hvor kun de der giver ekstra i lommen, får en god behandling. Dette var afledt af mit kommende job som jordemoder.
Efter at have sovet på et rent hotel med en kæmpe seng og aircondition, begav vi os ud på en 240km lang køretur til Nha Trang. Herfra skulle jeg kl 19 med en natbus til Hoi An. I disse tidlige morgentimer passerede vi adskillige mark-arbejdere, med kurv på ryggen og den umiskendelige trekantede stråhat på hovedet, på vej ud for at høste ris. Disse arbejdere, som gik mange km hver dag langs vejene. Undervejs stoppede vi ved en murstensfabrik, sort peber-plantage, kakaoplantage, røgelsesfabrik m.m. Og vi spiste de lækreste ris-papirskager ved en 84-årig dame, som dag ud og dag ind bagte og tørrede rispapir. Vi passerede et enormt område, med dårligt voksende palmetræer, som under krigen var blevet tilsprøjtet af orange napalm, det yderst giftige kemiske våben, amerikanerne ødelagde kæmpe områder og indbyggere, samt følgende generationer med.
Det var smukt at ende ud ved vandet, hvor hundredevis af fiskebåde malet i blå og røde nuancer lå mellem hinanden. Men jo længere ind i Nha Trang vi kom, des gladere blev jeg for ikke at skulle blive i flere dage, for Nha Trang var ikke andet end turisme på en strand, og store hoteller. Jeg soppede med en mangoshake, og tog bussen kl 19, klar til 13 timer i bus mod Hoi An.
- comments