Profile
Blog
Photos
Videos
Tasmanien er smuk. Rigtig smuk. Det mest af Tasmanien er naturområder, dvs. det er fredet, og derfor er det meget uberørt. Tasmanien er smuk på sin egen måde. Det er meget tørt, fordi de har haft mange skovbrande. På Tasmanien bor der 500.000, 200.000 af dem bor i Hobart.
Jeg ankom til Hobart onsdag eftermiddag og fandt mit hostel og mit værelse. Her slappede jeg bare af og ventede på af skulle afsted tidligt næste morgen.
Torsdag morgen blev vi hentet kvart i otte (vi skulle rigtig være hentet halv otte..) Men så var standarden ligesom lagt og efter at have været i Brasilien, er jeg blevet mere tålmodig med den slags.. Det var en meget lille bus. Ligesom den vi kørte i på the great Ocean road. Jep, og vi var fuldstændig fyldt op.. Det var for meget, og da vejret ikke viste sig fra sin bedste side den dag, skulle jeg virkelig finde overskuddet frem. Vi kørte ud til Vestkysten, hvor vi så Russell Falls, og derefter skulle vi til Lake st. Clair. I forhold til New Zealand er det her mere en tur, hvor vi kommer ud at gå, hvilket er super fedt, fordi så føler jeg også, at jeg får rørt mig bare lidt. J Sidst på eftermiddagen ankom vi til vores hostel i Strahan. Her skulle vi være på de mindste værelse, jeg har set. Selv ikke Fox Glacier i New Zealand, kan konkurrere med dette. Det var meget koldt, og da vi skulle gå ud for at komme på toilet og i bad, var der ingen, der gik op om natten for at tisse, for det var for koldt!
Fredag var der nogle, som tog på en cruise, men jeg valgte, sammen med andre, at tage ud at gå til Ocean beach. Rent vejrmæssigt minder det om vestkysten i DK om sommeren. Det blæser rigtig meget, og det er koldt, selvom solen skinner. Men det var rigtig flot! Vores guide ved enormt meget om planter, og han fortalte om en plante, som man kunne spise, hvis man blev dehydreret, så mange valgte at smage den, hvorefter han fortæller, at det også er her, dyrene tisser.. Det kom ret hurtigt ud igen! Om eftermiddagen slappede jeg bare af og gik mig en tur rundt omkring og derefter skulle vi hen for at se et stykke. Det var om Sarah Island, en historie, der hedder "The ship that never was". Det var om, hvordan Tasmanien blev opdaget. Det var rigtig koldt at sidde udenfor, selvom vi fik udleveret tæpper, men heldigvis var det nogle sjove skuespillere, og de var gode til at få publikum med, så det hjalp lidt på det.
Lørdag skulle vi tidligt op og afsted. (jep, jeg er stadig ikke på nogen ferie. Dagen starter kl. 6 hver morgen!). Herefter kørte vi til Cradle Valley, hvor vi skulle gå inde i Cradle Mountain National Park. Her kunne vi vælge mellem at gå nogle forskellige gåture, og jeg valget at gå rundt om søen sammen med nogle af de andre. Det var en meget smuk sø og fantastisk natur. Vandet er meget klart her, og hvis I elsker natur, kan jeg kun anbefale jer at komme hertil. Det er fantastisk! Vi brugte det meste af dagen her. Norman, en spanier, og jeg blev enige om på den første dag, at vi er kommet på en "supermarket-tour", fordi hver gang vores guide vil holde en pause, er der et supermarked. Vi sulter i hvert fald ikke! (medmindre man ikke har nogen penge selvfølgelig..) Men det er meget rart at komme ud indimellem. Vi kører heller ikke så meget som på New Zealand (det er også meget begrænset afstande i forhold til..), hvilket er rigtig skønt! Om aftenen var der nogle, der skulle forlade os i Lanceston, så vi tog på en irsk pub for at sige farvel. Vi havde fået af vide, at maden var rigtig god, men jeg blev rigtig skuffet… Det var ret ærgerligt, for prisen var ellers høj nok (!).
Søndag startede vi igen med en gåtur, hvor vi egentlig skulle have taget 45-60 min at gå, men det tog os 25 min at gå. En pensionist fra Auckland, er vant til at gå og går 6 gange om ugen, og det var hende, der satte tempoet. Hun var bare klar til at gå! Hendes mand fortalte mig, at han ofte havde svært ved at følge med.. Det havde vi andre også.. Derefter kørte vi ud til Bay of Fires, hvilket er en meget smuk strand på østkysten. Her brugte vi nogle timer, hvor nogle badede og andre gik en tur. I dag fik vi også nogle nye på, hvor der blandt andet var et dansk ægtepar med. De var i Australien for at besøge deres søn og svigerdatter, og så ville de lige en tur til Tasmanien. Jeg fik en lang snak med dem om religion, og det viste sig, at de er jehovas vidner. Det var en meget lang snak, vi fik os. Og enige blev vi aldrig, så derfor stoppede vi den. ;) Om aftenen kunne vi vælge at komme ud at se pingviner, men da jeg har set dem, og det var 25 dollars for en time, synes jeg, det var rigtig dyrt, så jeg blev hjemme med nogle af de andre, og så hyggede vi i stedet.
Mandag startede endnu tidligere, fordi vi skulle ud til Wineglass Bay. Hvi sI nogensinde har set postkorts fra Tasmanien, så er det den, der er på her. Den eneste mulighed for at komme ned på starnden er at gå. Så vi måtte igen i gang fra morgenstunden, hvilket er super skønt! Det var en meget hård tur, for det gik med op ad for at komme op til udsigtspunktet, og derefter ned til stranden. Men hvad vi går ned af, skal vi også op af igen. Så vi måtte den samme vej tilbage. Stranden var rigtig smuk, men for mig var det ikke det smukkeste. Jeg blev lidt skuffet over det, for jeg havde nok forventet et eller andet mere, selvom det var rigtig smukt! Ian, en pensionist fra Auckland, faldt og slog sig, så han begyndte at bløde, og da hans hud er meget tynd, måtte han lige til lægen for at syes. Så han fik sting i, og han skal nu tjekkes hver anden dag. Det er rigtig synd for ham, for ham, fordi han, hans kone, hans søster og hans bror har stadig 11 dage endnu her nede, og han kan ikke gå så meget. Men han er en stædig mand, så der var ingen piveri fra ham. Derefter kørte vi til Hobart, hvor vi skulle overnatte, og her købte vi bare noget mad i supermarkedet, fordi vi var alle for trætte til at gå ud, selvom det var vores sidste aften sammen.
Tirsdag skulle vi først afsted kl. 8, så vi kunne sove lidt længe. Derefter gik turen til Port Arthur, som er et sted, hvor de holdte fanger og nærmede havde opbygget en lille landsby. Det var en fantastisk smuk dag og et meget smukt sted. Men også et sted, hvor jeg får myrekryp af at vide, hvor mange ting, der er foregået her...
Tasmanien har været godt. Smukt, fantastisk vejr og rigtig søde mennesker! Dette er den sidste opdatering i får, for nu kommer jeg snart hjem, og jeg glæder mig til at se jer alle igen. I morgen går turen til Sydney, hvor jeg har hørt, at det regner, men jeg håber, at vejret vil opføre sig pænt, når jeg kommer. Her skal jeg mødes med en, som jeg mødte på New Zealand, og så skal jeg shoppe og købe de sidste gaver og slappe af, inden turen går hjem.
Anette? Jeg er klar den 11, 13, 14 og 15. i den uge, da min far fylder rund tirsdag den 12., og det vil jeg gerne fejrer med ham. J Jeg lander søndag formiddag, så vi kan lige skrives ved. Glæder mig til at se jer alle sammen igen!
Jeg har lært mange ting ved at være ude at rejse. Jeg har lært at være tro mod mig selv. At tro på mig selv, og så har jeg lært, at livet handler om valg. De valg, jeg træffer, gør mig til den person, jeg er. Da jeg mistede Anne, var jeg klar til at tage hjem. Det var rigtig hårdt. Men efter nogle snakke med mor, far og cam, valgte jeg at blive. Det betød, at der var noget andet, der blev nedprioriteret. Blandt andet det at holde mig i form. Jeg glæder mig til at komme hjem at starte igen, men for mig var det vigtigste, at jeg skulle videre med det her i rygsækken. Det var hårdt, og jeg har også grædt, men jeg er glad for, at jeg blev. For det har gjort, at jeg er blevet stærkere, og jeg har lært nogle ting om livet. At være til stede der, hvor jeg er. At selvom jeg ikke har 100 procent styr på det hele, er jeg nødt til at stole på, at det nok skal gå alligevel. Men vigtigst af alt, har det lært mig, at jeg skal tro på mig selv.
Derudover har jeg mødt en masse fantastiske mennesker, som jeg håber på at se igen en skønne dag. Og hvis I spørger mig, hvad jeg skal nu? Så skal jeg videre. Videre i livets skole ;)
- comments