Profile
Blog
Photos
Videos
On the road again…
Så er vores rejse her i New Zealand rigtig begyndt! Vi har fået vores campervan, og er så småt begyndt at cruise landet tyndt.
Vores sidste dag i Auckland gik med at tage på en lille Lonely Planet gåtur, som faktisk endte med at være rigtig god, for den gav os et lidt bedre og hyggeligere indtryk af Auckland. Vi fik set Women's Suffrage Centenary, universitet, lidt parker og High St, som er hoved shoppegaden i Auckland, og så endte vi nede ved havnefronten, hvor vi også fik os noget dyrt, men godt, aftensmad. Det var rigtig hyggeligt!
Dagen efter stod den så på afhentning af campervan, vi havde bestilt en billig taxa gennem hostlet og blev kørt direkte til Backpacker centralen i Auckland. Vores bil var ikke klar da vi kom, hvilket resulterede i at vi fik en lånebil, som vi kunne køre lidt rundt i i et par timer, hvilket faktisk var rigtig rart, for så fik vi øvet os lidt i at køre. Og gudskelov for det! For allerede dér var Nina ved at få os ud i alvorlige problemer ved at blinke til den forkerte side (blinklyset sad i modsatte side, så det var lidt svært at finde ud af), så da hun skulle dreje var vi lige ved at køre sammen med en anden bil. Men det skete heldigvis ikke - pyha!
Derudover resulterede ventetiden også i en ekstrem god service, for som undskyldning gav Backpackers os en bedre og større bil og de ville også kvittere med en flaske vin, men den glemte vi selvfølgelig. Så nu kører vi rundt i en Nomad i stedet for en Breezer - mega fedt. Vi har valgt at give den/ham navnet William (aka Willy, Wille, vores lille prettyboy). Det betyder også, at når han har lidt svært ved at komme op af bakkerne, hvilket han ofte har, bliver der heppet ivrigt på William! Vi elsker og støtter ham.
Vi fik bilen, og Nanna fik æren af at være den første chauffør. Vi startede med at finde et (billigt - juhu!) supermarked, hvor vi kunne få købt noget mad og andet, så vi kunne starte vores camping-ferie. Derefter valgte vi at køre til Paihia, som er en lille hyggelig by ned mod vandet, hvor vi også besluttede os for at overnatte.
Vejen hertil gik udmærket, Nanna klarede det okay i den store bil. Man skal lige vænne sig til, hvor stor den er - og det gjorde Nanna også på den hårde måde. Hun valgte nemlig lige at køre ind i en kegle, som vi tror har resulteret i en kæmpe ridse, vi har fundet på siden af bilen. Ups. God start!
I Paihia valgte vi at spise aftensmad nede mod vandet, men der var overnatning forbudt (hvilket der er f***ing over det hele!), så vi var nødt til at køre hen på en betalings parkeringsplads og overnatte. Under forberedelsen af aftensmaden, mens Nina gik hen i en kiosk for at købe nogle lys, fik Nanna også lige besøg af en ung herre, som synes han skulle ind og sidde i van'en og hyggesnakke lidt med Nanna. Nanna fik hurtigt snoet sig ud og løb hen til Nina for at fortælle om situationen. Det var meget underligt, og vi endte heldigvis med at få ham jaget ud stille og roligt. Han virkede meget tilforladelig og ville højst sandsynligt bare snakke lidt og tilbyde sine kokkeevner, hvilke vi takkede pænt nej til.
Den næste dag valgte vi så at køre til Russell, som ikke lå langt fra Paihia. Dette er en by som er kendt som "hell's hole", men skulle vist være en udmærket by. Turen hertil gik med færge, så fik vi også lige prøvet det.
I Russell endte vi med at komme til at snakke med dette par, som ejede et hotel, som ville hjælpe os fordi de kunne se vi var to unge piger i en campervan. De hjalp os med at få fyldt vores vandtank, og tilbød os gratis parkering og overnatning lige ved siden af, så det var dejligt. Dog handlede alt dette om, at de ville kunne holde øje med os, så de var sikre på, at vi var i sikkerhed, og de gjorde meget ud af at fortælle os om, hvor forsigtige vi skulle være her i New Zealand. Aldrig campere alene og isolerede, og altid være i nærheden af andre. Så de fik altså gjort os lidt nervøse, for vi var jo taget til New Zealand i den tro, at det er et af de fredeligste lande i verden (hvilket de også siger det er, men der er selvfølgelig nogle sorte får), og hvor vi ville kunne campere hvor som helst, når som helst. Her er vi altså blevet lidt overraskede, for dette par er heller ikke de eneste der efterfølgende har fortalt os om, hvor forsigtige vi skal være. Alle vi har snakket med har stort set advaret os, så vi er lidt nervøse og meget trætte af, hvis vi er nødt til at skal betale for overnatning på campingpladser osv. hver nat, fordi vi netop er taget af sted i den tro (hvilket vi også blev fortalt hjemmefra), at vi kunne campere sikkert og gratis over det hele.
I Russell gik vi os en lille aftentur, hvor vi gik til NZ's ældste kirke, Christ Church, hvilket var et lidt uhyggeligt besøg for det var midt i skumringstimen. Men det var et godt besøg.
Dagen efter gik turen så mod nord, vi ville til spidsen (Cape Reinga), og det kom vi. På vejen kørte vi igennem Puketi Forest, som var virkelig flot, men 15 km på grusvej er ikke særlig fedt, og vi tror heller ikke Wille var for glad det. Men han har det godt, og vi har haft kontakt til roadservice, så alt er under kontrol. Køreturen var lang og alene, og på vej dertil da vi kørte forbi the sand dunes blev vi pludselig overraskede over en pige som stod midt på vejen og blafrede ivrigt med armene. Vi kunne se på hende, at hun var rigtig bange og holdte ind til siden for at finde ud af, hvad der foregik. Hun var så faret vild i sandbakkerne og havde nu gået i 6 timer helt alene og vildfaren og forsøgt at finde tilbage.Hun havde været så dumdristig at splitte sigfra sin kæreste og tage turen alene. Vi kørte hende tilbage til, hvor hun havde startet gåturen og hvor hendes kæreste heldigvis stod og ventede, så alt endte godt (selvom han ikke virkede alt for glad for at se hende).
Vi kørte så til spidsen, hvor vi havde forventet der ville være en lille campingplads, hvilket en mand på en tankstation havde fortalt os, men her var ingenting, så vi synes der var lidt for uhyggeligt til at overnatte. Også fordi mændene på tankstationen havde sagt, at hvis vi skulle op nord på skulle vi passe på og ikke sove alene. (Igen blev vi altså freaked lidt ud af den).
Derfor endte vi altså med at køre hele vejen tilbage igen, i mørke og helt alene på vejen, og endte med at overnatte på en campingplads i Pukenui, hvor vi fik strøm og bad, så det var dejligt.
Næste dag kørte vi til en lille by, der hedder Kerikeri, hvor den største turistattraktion er New Zealands ældste stenbygning, som vi sov ved siden af på en lille grusvej sammen med to andre campervans - hvor vi IGEN blev advaret af manden fra den ene campervan om ikke at være alene og hele tiden sørge for at føle os trygge.
Dagen efter kørte vi til et 27 m flot vandfald i Kerikeri, og så gik turen herefter til Whitianga (Mercury Bay), som var en 4-500 km lang køretur, men vi endte faktisk med at have det rigtig sjovt og fik rigtig følelsen af at være på roadtrip.
Nu er vi så i Whitianga, hvor vi i nat har sovet helt alene (på trods af advarslerne) på en parkeringsplads. Men vi forhørte os inden hos nogle om, det ville være sikkert at sove her og de lød rimelig fortrøstningsfulde, så vi tog chancen og fik os en god nattesøvn uden problemer :-)
I dag skal vi så udforske Whitianga lidt, muligvis ved at køre til Cathedral Cove og Hot Water Beach, som skulle være de største natur attraktioner der er at se her. Hvorefter vi så vil bevæge os øst på.
Vi har det dejligt, og nyder vores nye rejsemåde. Det er dejlgit selv fuldstændig at være herre over, hvad der skal ske og hvornår det skal ske. Vi har allerede styr på at køre i den anden side af vejen, så meget, at hvis man bad os om at køre som derhjemme lige nu, ville vi blive totalt forvirrede. Vi nyder hele tiden at have alt, hvad vi skal bruge lige ved hånden og synes det er skønt at kunne holde ind alle steder og spise aftensmad osv. Dog er vi RIGTIG trætte af, at folk snakker så meget om, hvor forsigtige vi skal være, og vi er DØD trætte af at der ikke er fri camping over det hele, for det havde vi virkelig regnet med. Vi havde regnet med at vores ophold her i New Zealand ville blive stort set uden udgifter for overnatning, men tvært imod. Det er næsten umuligt at undgå. Så her føler vi os faktisk taget lidt ved næsen, men det kan selvfølgelig være, at det bliver bedre når vi kommer længere ned i landet.
Vi savner jer derhjemme - og Nina har lidt ondt i røven over tanken om, at hendes familie nu er på vej på skiferie uden hende, men mon ikke denne rejse slår en enkelt skiferie eller to.
Det er lidt sværere at finde internetmuligheder hernede, så opdateringerne bliver lidt sjældnere end i Australien - så hold ud, alle i nysgerrige sjæle, der sidder derhjemme og tripper efter at høre om vores tur! :-) I er skide gode.
Knussi mussi
- comments