Profile
Blog
Photos
Videos
Vores nye destination er nu Sydney. Vi har indlogeret os på Wake up! hostel, hvor vi skal sove de næste 5 nætter, mens vi skal opleve Sydney. Vi håber det bliver godt, og glæder os til de mange indtryk.
De sidste 3 dage har gået med at rejse med Oz Experience her til Sydney. Det har været rigtig godt, vi er glade for at have valgt Oz Experience at rejse med. Det er rart, at det hele stort set bliver planlagt for en, og vi føler også at vi får oplevet mere, frem for hvis vi havde været på egen hånd. Vi kommer steder hen, som vi måske ikke lige ville have valgt, hvis det stod udelukkende til os selv.Derudover mødte vi også en flok mennesker, som vi har tilbragt de sidste 3 dage med. Det var egentlig rigtig dejligt at møde nogle andre, men det var også lidt svært, for de fleste rejste alene, og vi to har jo hinanden. Så vi tror at folk lod sig lidt skubbe væk af, at vi havde hinanden at snakke med. Derfor var det lidt svært at komme til at snakke ordentligt med dem. Men mon ikke vi nok skal få mødt nogle flere! :-)
Vores første udflugt med Oz gik mod Wilson Promonotory nationalpark, hvor vi gik en 3-4 km lang vandretur, og vi svedte som svin! Det var mega varmt, og vi blev solbrændte, men det var en god tur. De eneste dyr vi fik set var dog kun et par giftige edderkopper og en eller anden slags pindsvin/pigdyr som vi ikke lige kan huske, hvad hedder. Vi havde håbet på at se nogle kænguruer, men vejret var så varmt, så de gemte sig i skyggen. Turen endte på den skønneste strand med det dejligste vejr - desværre havde vi ikke badetøj med, så vi kunne ikke rigtig nyde det skønne vand. Derudover var der også udsigt til Tasmanien, da vi befandt os på Australiens sydligste punkt.
Aftenen og natten blev tilbragt i Lake Entrance, som er en lille havneby. Her var der små caféer, og restauranter, som primært serverede fisk, så det var en rigtig lugteby. Vi gik os en tur, tog os et lille spil minigolf (selvfølgelig vandt Nina, men Nanna var tæt på - 2 point), det var meget hyggeligt, og vi vendte derefter tilbage på hotellet. Vejen tilbage mod hotellet var måske mindre hyggelig, da det var en lidt skummel strækning og den samme bil blev ved med at køre forbi os 4-5 gange og dyttede og fløjtede hver gang. Vi blev mega bange, så vi endte med at løbe tilbage. Ikke nok med dét, da vi så ankommer løber der en KÆMPE edderkop mellem vores fødder lige uden for vores værelse. Klammiiiii.
Næste dag (kl. 5.45!) gik turen mod Snowie Mountains ("The Snowies", som de bliver kaldt), som er Australiens alper. Køreturen hertil var noget af en oplevelse, da det var bjerg terræn med skarpe sving hele tiden og chaufføren kørte virkelig hurtigt (90-100 km/t), så vi blev kastet rundt i bussen. Men det var nu alligevel en god køretur, for vi fik set et par koala bjørne og kænguruer på vejen, som vi stoppede op for at se på.
Da vi så var fremme skulle vi på en vandretur op ad bjerget Mt Kosciuszko, som er 2248 m højt. Turen startede med en stole-lift tur, hvorefter fødderne ellers bare skulle i gang de næste mange kilometer. Vi endte med at gå så højt oppe, at vi gik mellem skyerne, og der var faktisk ret koldt. Dog kom vi ikke helt til tops, da vi var bange for at misse stoleliften ned, vi var enormt trætte og det begyndte at regne og være megt overskyet, så vi var i tvivl om vi overhovedet ville kunne se noget. Men vi fik nu alligevel gået 12-13 km i alt, så vi var næsten grædefærdige på vejen tilbage. Heldigvis havde vi et skønt hostel at overnatte på, bl.a. med jacuzzi.
I dag er turen så gået mod Sydney, og vores eneste stop hertil var Canberra (Australiens hovedstad). Her fik vi en rundvisning i det nye parlament, og det var såmænd meget fint, selvom det nu var lidt kedeligt. Men så er vi den oplevelse rigere.
Nu sidder vi i Sydney og har forsøgt, for første gang på turen, at vaske vores tøj. Vi er for nærige til at bruge penge på tørretumbler, så vores senge er propfyldt med vådt vasketøj.
Vi er lidt bekymrede for vores ophold her i Australien, for for det første, ser det måske ikke alt for godt ud med regnvejret længere oppe nord på. Lige nu er der et par veje på Oz Experience-ruten, der er spærrede, men de skulle gerne nå at åbne igen inden vi kommer dertil. For det andet har vi for meget tid at bruge. Så vi overvejer faktisk at finde ud af, om vi måske kan komme til New Zealand lidt før, for vi ved ikke, hvad vi skal bruge tiden til her i Australien.
Vi håber på snart at få et bedre overblik og finde en løsning på tingene. Men det bliver nok først efter vi har fået oplevet Sydney.
Vi savner jer derhjemme! Knus
- comments
mor tina Hej piger , først vil jeg lige sige vi savner også jer her hjem, men det er da fantastisk hvad i oplever, og syntes det vil være godt hvis i kunne komme vidre, for det ser jo ikke for godt ud med det vejr, men det virker til i har hel styr på det hele, kan i ha det godt vi er med jer hele tiden,,