Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg er fanget paa mit hotel pga. en kaempe regnbyge, saa jeg taenkte at jeg ligesaa godt kunne opdatere bloggen, mens jeg venter paa lidt toervejr, saa jeg kan begive mig ud for at se Ho Chi Minhs mausoleum. Lyder lidt makabert, men det er een af de ting, man bare skal se, naar man er i Hanoi.
Jeg rejser stadig med Elke, den hollandske pige jeg moedte i Hoi An. Efter en lidt fesen dag i Hue, hvor vi tog den lette loesning og bookede en hel dag med sightseeing i en bus med en masse andre turister, aendrede vi planer og tog til Dong Ha i stedet for Hanoi med meget taetpakket, lokal minibus, hvor jeg naermest sad paa skoedet af pyjamasklaedt, aeldre mand (nogle gange gider de aabenbart ikke skifte toej, og saa gaar de rundt i pyjamas hele dagen), som hele turen talte (eller naermere raabte) i telefon. Ingen i bussen talte et ord engelsk, saa jeg var lykkelig for at jeg ikke var taget afsted alene.
Vi ankom til Dong Ha, som ligger lige syd for Ben Hai floden, der tidligere udgjorde skellet mellem Nord- og Sydvietnam. Absolut ikke en turistvenlig by, hvilket alle andre turister aabenbart var klar over, siden vi var de eneste i hele byen. Vi blev indlogeret paa en lille hotel i et vaerelse som ikke havde vaeret rengjort i dette aartusinde, men som til gengaeld var billigt (og mere eller mindre det eneste hotel i byen). Vi valgte Dong Ha for at kunne booke et par motos og en guide, saa vi kunne undgaa flere busture med alt for mange turister og halvdaarlige guides. Dong Ha var den sydlige base i DMZ (demilitariseret zone) og eftersom byen var paa tabersiden er der ikke ofret saerlig mange penge paa at genopbygge byen efter krigen.
Efter en lang nat i virkelig faelt hotelvaerelse tog vi afsted tidligt om morgenen med vores chauffoerer. Foerste stop var Vinh Moc-tunnellerne. Landsbyen Vinh Moc blev bombet naermest dagligt af amerikanerne, fordi byen laa paa den nordlige side af DMZ, og i stedet for at flygte besluttede de sig for at grave en hel tunnel-landsby. Tunnellerne her er stoerre end Cu Chi-tunnellerne ved Ho Chi Minh City - hoeje nok til at vietnamesere kan staa oprejst derinde, men ikke europaere. Tunnellerne bestaar af lange gange med smaa familierum (de stoerste er 1,5m gange 3-4m og husede familier paa 6-10 personer) paa begge sider af gangene. Derudover var der faelleskoekken og faellestoilet (ja, i ental, for der var kun eet koekken og eet toilet til deling for de 1000 indbyggere). Tunnellerne er godt nok stoerre end Cu Chi-tunnellerne, men til gengaeld var de ogsaa hjem for 1000 mennesker i 4 aar....
Efter et kort stop ved stranden tog vi til en stor kirkegaard for draebte, nordvietnamesiske soldater. Der findes ingen stoerre kirkegaarde for sydvietnamesiske soldater og alle mindesmaerker er til aere for den nordvietnamesiske haer - en tydelig reminder af hvem der vandt krigen. Tusindvis af gravsten staar paa kirkegaarden og naar man kigger naermere paa inskriptionen paa gravstenene kan man se, at de fleste var i 20'erne, da de blev draebt. Den yngste, vi fandt, var 15 aar...
Vi gjorde yderligere et par stop undervejs og endte i Phuong Nha paa den nordlige side af Ben Hai floden. Byen er kendt for sin smukke drypstenshule, som vi ville besoege dagen efter og derefter tage til Dong Hoi (Dong Ha's nordlige udgave, men vaesentlig mere vestlig, dog stort set uden engelsk-talende indbyggere). Drypstenshulen var fantastisk, men derudover var Phuong Nha ikke et turistvenligt sted. Ingen talte et ord engelsk, hvilket gjorde det til en udfordring af dimensioner at skulle finde hotelvaerelse, spisning og transport til Dong Hoi. Vi endte med at foelge med ud i koekkenet for at pege paa de ting, vi gerne ville have at spise, men fik alligevel serveret fuldstaendig uspiselig suppe, og dagen efter gik vi rundt med et lap papir, hvorpaa der stod "Dong Hoi - hvor meget koster det pr. person". Det lykkedes os efter ca. to timer at finde motos, som tilboed en tilpas lav pris - forhandlingen foregik ved at vi skiftevis skrev et beloeb paa papiret. Lang proces, men vi endte i det mindste i Dong Hoi.
Efter et par timer blev vi hentet af en Open Bus, som absolut ikke var af samme kvalitet som de tidligere Open Buses, men vi naaede til Hanoi og fandt et rimeligt hotel her, selvom det kraever en masse taalmodighed at forhandle sig frem til en fair pris.
Jeg havde hoert en masse daarligt om Hanoi - at varmen her er ulidelig, at gaderne er for smalle og fulde af mennesker og at folk her er grove og ikke saerlig venligt indstillede overfor turister - en masse fordomme som alle er blevet gjort til skamme. Hanoi er faktisk en rar by at gaa rundt i og ikke naer saa stresset som HCMC. Regnen kunne jeg selvfoelgelig undvaere, men saa er det i det mindste ikke stegende varmt.
Det regner stadig, men vi har koebt blaa regnslag og er klar til at begive os ud i byen. Maaske vi tager tillader os lidt luksus og tager en taxa. Elkes og mine veje skilles i aften, naar hun tager til Sapa med nattoget. Jeg regner med at tage til Halong Bay i morgen tidlig og bruge 2 eller 3 dage der, lidt afhaengigt af vejret.. Saa venter Laos og lige om lidt er jeg saa hjemme igen...
- comments