Profile
Blog
Photos
Videos
G'day mates
Hermed et nyt blogindlæg om udendørs oplevelser - min opvækst med biologforældre har ikke været forgæves.
En kold og våd fredag mødtes jeg op med Jordan, Vera og Shayna (kendt fra min Great Ocean Roadtrip), samt min til lejligheden erhvervede australske mate James. Ej spøg til side. James mødte jeg på klatreturen i Werribee Gorge, jf. mit forrige blogindlæg. Jeg fortalte ham at jeg planlagde en tur til Wilsons Promontory og han sagde at der kunne han også godt tænke sig at tage på vandretur. Jeg spurgte om han havde en bil til rådighed, og han sagde at det havde han. Og således skete det at James (og hans forældres bil) blev hevet med om bord.
Så tilbage til den kolde og våde fredag eftermiddag på The Potter Cafe i udkanten af uni. Mens resten af mine klassekammerater drak sig ned ved en gratis BBQs bag botanikbygningen planlagde vi en weekends vandretur med afgang 6:30 den næste dag.
Og vi lod handling følge ord. 6:30 den følgende dag pakkede vi alt vores gear ind i James' forældres bil og kørte de 5 timer ned til Wilsons Promontory Nationalpark. Jeg styrede GPS'en og kortet hvilket nok ikke var den bedste plan men vi klarede det uden for meget forsinkelse, og snart så vi de første advarselsskilte med kænguruer, wombats og koalaer over vejen. (og jeg opdagede netop at jeg kan sætte billeder ind her, hvilket gør historien så meget bedre!).
Vores første rigtige stop (med undtagelse af et kort foto-stop) var Squeaky Beach. Sandet her er så fint at det piver når man går i det. Det er tilsyneladende en meget stor attraktion, jeg nænnede næsten ikke at fortælle dem at vi har det samme på Dueodde.
Næste stop var Tidal River, hvor vi parkede bilen, spændte rygsækkene på og bevægede os afsted. Jeg havde pakket et ton tykke trøjer, da vejrudsigten lovede regn og sne(!), men det viste sig ikke at være nødvendigt. Vejret var besynderligt lunefuldt med regnskyer der kom og gik, men rigtig regn fik vi aldrig og min regnjakke forblev fastspændt til min rygsæk.
Den første kilometer gik vi igennem et skovlandskab hvor træerne så ud som om de var vævet sammen af tykke reb. Jordan (som læser til forfatter) beskrev i sin blog at dette sted "var som at være i en Jane Austen roman". Hvis nogen derude læser Jane Austen vil de vide hvad der menes hermed, jeg gør ikke. Men smukt var det.
Efter kort tid kom vi ud til kysten. James og jeg blev enige om at stien så kedelig ud og prøvede i stedet at tage turen rundt om pynten langs klipperne. Det viste sig dog hurtigt at være umuligt med vores tunge rygsække og til sidst gav vi op og vendte tilbage til stien. Herefter fulgte en vandring langs kysten, med en fantastisk udsigt over havet med fjerne øer til den ene side, og træbeklædte bølgende bjerge til den anden. To gange ledte stien ned til en fantastisk snehvid strand. Anden gang dette skete var Oberon Bay, hvor vi (de af os som ikke havde vandrestøvler med) måtte tage sko og strømper af for at krydse et vandløb.
For enden af Oberon Bay ledte stien ind i landet. Kort efter vi havde forladt kysten så vi vores første wombat. Så for de som ikke ved det: en wombat er et særligt australsk dyr. Den ligner mest af alt et tykt marsvin på størrelse med terrier. Og fun fact: Dens rumpe er så hård at ingen dyr kan bide igennem den! Kort efter så vi endnu en wombat. Denne gang kom vi så tæt på at Shayna, James og Jordan nåede at klappe den inden den ikke gad mere og tøffede in i underskoven.
Vores vandring tog os på tværs af halvøen fra den ene kyst til den anden. Landskabet ændrede sig flere gange, fra en form for skov, hvor træerne afgav de mest mystiske knirkelyde til mere åbent landskab hvor der var den mest fantastiske udsigt over bjergene, til sumpområder hvor der var lagt en bro henover vandet og vi forgæves prøvede at finde de frøer der kvækkede til os fra alle sider. Strøet omkring i landskabet var de mest besynderlige kampesten, som så ud som om en kæmpe havde tabt dem der ved en fejl. På hele turen mødte vi kun ganske få mennesker.
Endelig nåede vi ud til østkysten og Waterloo Bay. Og hvilket syn det var! En snehvid strand lå imellem os og der klare turkise vand. Det føltes som at være på en øde tropeø. Vi viste vores begejstring på forskellige vis: Shayna og James kollapsede i sandet, Vera gik ud for at mærke om vandet var værd at bade i, Jordan lavede en meget fin sand-engel og jeg smed sko og rygsæk og løb en tur langs stranden.
Efter noget tid begyndte store tordenskyer at vise sig og vi pakkede hurtigt sammen og skyndte os videre. Før vi vidste af det var vi ved vores teltplads under nogle store træer. Her fandt Jordan og jeg en stor vandrende pind! Det er det første underlige insekt jeg har set siden jeg kom til Australien. Af andre spændende dyr var nogle flotte røde papegøjer og nogle små bitte runde blå fugle kaldet Blue Fairy Wrens.
Vi var sultne så vi spiste vores medbragte pastasalat og gik så ned til stranden som lå 50 meter fra vores teltplads. Her hang vi ud på klipperne indtil det blev for mørkt, og vendte så tilbage til teltene for at spille terninger og spise chokolade indtil jokes'ne blev så dårlige at vi besluttede at det var tid at gå i seng.
Næste morgen vågnede jeg som den første og gik alene ned til stranden, hvor jeg spiste min morgenmad på klipperne. Solen kiggede frem og der var noget utroligt fredfyldt ved at sidde og lytte til bølgerne og betragte de hvide strande og grønne bjerge. Selvom vi oprindeligt havde tænkt af vandre op ad kysten besluttede vi at der nok ikke fandtes smukkere steder end der hvor vi var, så vi blev og hang ud et par timer. Vi spillede terninger og spiste snacks på klipperne, og James og jeg følte at vi som MUMC medlemmer var forpligtede til at klatre lidt rundt så det gjorde vi. Du ville nok ikke have brudt dig om det, mor:) Jeg fandt også en meget fin krabbe i en revne mellem klipperne.
Men alt godt har en ende og på et tidspunkt måtte vi se i øjnene at vi blev nødt til at pakke sammen og bevæge og hjemad. Da vi kom tilbage til Waterloo Bay var himlen så blå, vandet så turkis og stranden så hvid at vi ikke kunne dy os for at holde en længere pause igen, før vi bevægede os tilbage ad stien vi kom. Efter ca to timers vandring går jeg pludselig direkte ind i Jordans arm. Hun havde slynget den ud for at stoppe os fra at jokke på en Tiger Snake som krydsede stien midt imellem hende og Shayna. Tiger Snakes, lærte vi senere, er dødeligt giftige og lynhurtige. Denne her holdt sig heldigvis til at rejse hovedet et par sekunder og dernæst fortsætte sig færd in i underskoven. Jeg fik desværre ikke et billede.
To timer efter det nåede vi tilbage til bilen. Solen var ved at gå ned, og inden vi forlod dette fantastiske sted holdt vi ind ved det vestvendte Picnic Bay hvor vi gav os tid til at se solnedgangen i stilhed fra klipperne.
På turen hjem var vi alle dødtrætte, men de første par kilometer blev vi holdt vågne af wallabies, koalaer, wombatter og en enkelt hjort som krydsede vejen med få minutters mellemrum. Resten af vejen var det kun James der som fører af bilen måtte kæmpe for at holde sig vågen mens vi andre slumrede og drømte os tilbage til hvide strande, tamme wombatter og bølgende grønne bjerge. The end.
- comments
Mor Super fortælling Nanna. Jeg ville nok have været nervøs, hvis jeg set jer klatre der Nanna, men jeg kan jo mærke hvor meget du har nydt det, og det glæder mig så meget :-)
Birte Brøns-Hansen Hvor er det spændende at læse al det, du oplever. Jeg kan mærke, du nyder det, men hvor er jeg glad, du ungik slangen. Slanger i paradiset er der altid. Jeg håber du ikke støder på flere.De kærligste hilsner Mormor