Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom den sidste triste dag med vores bil, og da vi var ved at pakke det hele om, for at finde ud af, hvad der skulle til frelsens hær, hvad der skulle smides ud og hvad der skulle med videre, gik det virkeligt op for os, at nu var vores roadtrip del af turen færdig! Så det var meget bittersweet da vi afleverede bilen. Heldigvis for os, var der ingen problemer med det, og vi fik de penge igen vi havde brugt på syn og olieskift. Så gik turen ellers ind til New York med toget, med alt for tunge tasker og 35 grader. Efter vi havde spist lidt frokost ved Penn Station tog vi hen til vores første couch surfing host i NY. Det var en fyr, der hedder Tim, og som vi havde en rigtigt hyggelig aften med, hvor vi fik snakket om alt imellem himmel og jord. Næste morgen tog vi ud i 37 grader og mødtes med Tau, vores fælles ven og Rasmus's gamle kollega og hyggede os med at gå rundt på The High Line, der er en lille sti, med masser af planter og ting at kigge på. Efter at vi havde vandret rundt i noget tid, var vi endt på Union Square, hvor vi så en lille koncert, med måske 30 mennesker der alle spillede guitar sammen. Da Tau skulle videre tog vi til Ground zero, og så de nye bygninger der er ved at blive bygget der. Vi sluttede dagen med at tage til Times Square da det var blevet mørkt, og så alle lysene, der gjorde alt lyst igen. Det var super overvældende, men også ret fedt. Ved Times Square er der bl.a. En Toys'R'Us butik, hvor der var et helt pariserhjul proppet derind, og det var i det hele taget super fedt! Derefter nød vi igen Tims selskab og så Heats vinde NBA i basketball på tv.
Næste dag var Tim så rar at køre os til Harlem, hvor vores næste host bor, så vi ikke skulle slæbe taskerne igen. Her i Harlem mødte vi så Bethel, der samme dag tog os med ned til downtown Manhatten, hvor der var en svensk fejring af midsommeren, hvor vi dansede rundt og havde det rigtigt sjovt. Om aftenen tog vi igen til Times Square, hvor vi kiggede lidt butikker og mennesker. Da vi kom tilbage til lejligheden snakkede vi igen med Bethel og slappede af i hans lækre lejlighed.
Næste morgen vågnede vi op til at Bethel lavede dejlig morgenmad til os med æg, kalkun bacon, bananer, jordbær og yoghurt, hvilket bare var super lækkert. Derefter tog vi afsted for at mødes med Tau igen på et marked. Her mødte vi også Taus ven canadieren Matt, som vi gik rundt og hyggede med. Efter markedet førsøgte vi at finde et gay pride arrangement, men eftersom vi gik i den forkerte retning, end vi med at gå hele vejen på tværs af Manhatten, og da vi endeligt kom derhen, var der ingen mennesker. Så mødtes vi alle fire op med Bethel, og han tog os med hen til et lotteri, hvor vi prøvede at vinde billetter til Broadway stykket Book Of Mormon, der er totalt udsolgt i hverdage frem til september og i weekenden frem til april næste år. Vi vandt desværre ikke, så vi tog i stedet på en cafe og drak et par øl/varm kakao. Efterfølgende tog vi hjem til Bethel, hvor vi havde en rigtig hyggelig aften.
Så blev det flytte dag igen, og denne gang skulle vi til Sohotel, der lå nede i Soho/Chinatown. Det var et super hyggeligt hotel, der var præcis, hvad vi ville forvente et hotel i New York skulle være. Efter vi var flyttet derhen, tog vi så ud og så gay pride paraden, hvilket var helt vildt sjovt og der var virkeligt gang i den. Efter lidt tid synes Rasmus og Bethel nu at de havde set nok bøsser ryste med røven, så vi gik afsted for at finde noget at spise og vi satte os i parken ved Union Square og spiste. Herefter tog Bethel hjem, og vi satte kursen mod hotellet for at tage en hjemmeaften, hvor vi hvilede vores ømme fødder. Næste morgen satte vi igen ud for at mødes med Tau, denne gang ved MoMA, Museum of Modern Arts. Museet var rigtigt spændende, især fordi vi var sammen med Tau, der vidste meget om moderne kunst og havde stor entusiasme omkring det. Resten af dagen, gik vi rundt i Central Park, så den store Apple Store, og spiste overprisede burgere. Så tog Tau afsted på date og vi gik en lille aftentur, hvor vi blandt andet så Empire State Building. Næste morgen stod det igen igen igen i Taus navn, hvor vi skulle i biografen og se den nye Disney Pixar film Brave, som vi alle var helt vilde med. Derefter stod den på lidt shopping, hvilket også fortsatte efter vi havde sagt farvel til Tau, og vi havde hentet vores glemte telefon hos Bethel.
- comments