Profile
Blog
Photos
Videos
Xi'an - byen kom vi til med tog fra Beijing. En strækning på cirka 11-1200 km. Vi stod på toget sent aften og ankom tidlig morgen - faktisk en overraskende behagelig rejse selvom den var på 'hard sleeper' - 2 klasse. Det vil altså sige vi boede 6 i en 4 mands kupé. Det betød dog ikke det store, da de kinesere vi boede med var rigtig flinke. Vi ankom kl. 9:30 og blev straks kørt til vores hostel - et rigtig hyggeligt sted. Dét femte bedste hostel i Kina iflg. Hostelworld. Den første dag gik primært med at falde til og slappe lidt af oven på togturen. Dagens frokost vil jeg dog sent glemme - vi besluttede os for at spise på en restaurant ved siden af vores hostel. Desværre havde de intet engelsk menukort. En af servitricerne kunne dog lige akkurat fremstamme 'fish' og pegede på nogle kinesiske tegn. Fint tænkte vi. En ung fyr kommer derefter gående hen til os med en levende/sprællende fisk i en kasse - vi skulle lige godkende den før de lavede den. Der var jeg klar til at smutte, men da de serverede den, var den faktisk overraskende god. Vi vidste da den var frisk i hvert fald.
På andendagen havde vi booket en tur på vores hostel. Turen inkluderede i alt 4 seværdigheder. Det første stop på turen var 'Banpu museet'. Umiddelbart havde vi ikke de store forventninger, men det viste sig at være overraskende spændene. Banpu museet var ikke et museum som vi kender det - men i stedet en landsby, som havde sin storhedstid 4000 år f.kr. Selve byen var unik og ligeså var dens historie. Desuden kunne man se nogle få eksemplarer af byens indbyggere - skeletter. Efter besøget på Banpu museet gik turen til et værksted, hvor de fremstillede terrakotta krigere. Meningen var helt sikkert, at vi skulle købe nogle, men vi havde hverken penge eller plads for den sags skyld.
Tiden var nu kommet til turens helt store højdepunkt - Terracotta Warriors! De var imponerende flotte, men arbejdet med at udgrave dem alle var fortsat i fuld gang. Det vil helt sikkert være spændene at vende tilbage om et par år og se resultatet. Det var dem vi var kommet til Xi'an for at se og vi blev ikke skuffede. Vi var endda så heldige, at den farmer der fandt dem tilbage i 76 sad bag et bord og gav autografer. Han besøger ellers kun krigerne en gang hver anden måned. Ergo, vi var heldige. '
Den anden sidste seværdighed på turen var en kejsers grav. Navnet har jeg glemt og det var knap så imponerende, som det vi lige havde set. Det var et 'must-see', men personligt kunne jeg have været det foruden.
Klokken nærmede sig nu 16:00 og det var blevet tid til turens sidste stop. 'Hua Qin Hot Springs'. Det lagde i udkanten af byen - forenden af Hua bjerget. Det var et gammelt palads - faktisk et ganske stort palads - hvor mange af husene var badehuse. De fik alle leveret 43 grader varmt vand fra nogle hot springs der løb ned af bjerget. Det viste sig at være en meget stor attraktion for kineserne - de stod i hvert fald alle i kø for at kunne få vasket tær i det varme vand.
De sidste dage i Xi'an gik med at skifte hostel fra Xiangmen til 7 sages. Sidstnævnte et helt fantastisk hostel - nok det bedste vi hidtil har boet på. Rigtig god stemning og en god atmosfære. Derudover så vi byen by night og gik en lang tur på byens velbevarede bymur.Vi besøgte også 'big wild goose pagoda', 'drum tower', 'bell tower', det muslimske kvarter og Kinas største moské. Det muslimske kvarter var noget helt specielt - midt i storbyen omgivet af skyskrabere kunne man bevæge sig gennem smalle gader, hvor butikker og gadehandlere forsøgte at sælge ubrugelige souvenirs mv.
Xi'an har været en rigtig positiv oplevelse - men lige nu glæder vi os vildt til Shanghai - Kinas metropol, hvis ikke hele Asiens.
- comments