Efter et par dage i Sihanoukville, hvor der maaske blev drukket lidt for meget cognac, og sovet lidt for laenge, koerte vi videre til Phnom Pen. Paa turen blev det dog lidt dramatisk, idet at vi blev taget som gidsler...af en elefant! Da vi koerte i vores bus, gik der nemlig en elefant ude i vejkanten styret af nogle cambodianere som red paa den. Efter at have stoppet bussen, og vaeret ude og tage nogle billeder af den, kommanderede den ene cambodianer elefanten hen foran bussen saa vi ikke kunne koere, og forlangte penge for de billeder vi havde taget. Vores guide blev dog temmelig vrissen paa ham, og efter et laengere lavmaelt skaenderi paa cambodiansk, gav han os dog modvilligt lov til at koere videre.

Da vi endeligt naaede Phnom Pen, og sovet godt om natten, tog vi ud og saa S-21 og The Killing Fields. Det var lidt...makabert. S-21 var en tidligere skole, som blev omdannet til torturcenter efter Pol Pot kom til magten i 1975. Nogle af torturmetoderne var b.la. at rive neglene af folks fingre med en tang, holde folks hoved ned i goedningevand til de besvimede, eller skaere et snit i den nederste del af ansigtet, og saa traekke huden op over hele hovedet. The Killing Fields var ikke meget bedre. Det var her ca. 17.000 blev slaaet ihjel og begravet i massegrave. De blev selvfoelgelig ikke draebt med skud, men ved at blive slaet i hovedet med store kaeppe, eller skaaret halsen over ved hjaelp af skarpe palmeblade. Spaedboern blev ogsaa banket ind i store traeer indtil deres hoved blev knust. Alt dette foregik for blot 30 aar siden, hvor ca. 3 millioner cambodianere blev sultede ihjel eller draebt som foelge af Pol Pots raedselsregime. Ja, paa The Killing Fields ligger der endda stadig taender, toej og knogler paa stierne, som endnu ikke er blevet gravet helt op. Relativt klamt sted at spadsere.

Dagen efter satte vi kurs mod Ho Chi Minh City (Saigon) i Vietnam, hvor vores Cambodianske del af turen sluttede. Det blev fejret i stor stil. Efter at have spist ved en form for gaderestaurant (hvor vi bl.a. smagte raa rejer i wasabi-sovs, som var ganske udmaerket faktisk) tog vi hen paa en bar hvor vi festede igennem med de par stykker fra vores gruppe som vi maatte tage afsked med. Da skyggerne begyndte at blive lange, og vi (eller dvs. de sidste 6 personer som endnu ikke var taget hjem) ogsaa saa smaat begyndte at taenke paa at tage hjemad, blev vi lige pludselig enige om at tage paa club istedet. Saa vi fik fat i en taxa, og tog hen paa Apocalypse Now (Netop, ligesom filmen. I love the smell of napalm in the morning) hvor vi festede indtil vi var saa traette at vi naesten ikke kunne bevaege os mere. Anders og en fra vores gruppe naegtede dog at tage med hjem, og tog videre paa en anden bar for at feste endnu mere. Det kommer vel ikke som nogen overraskelse, at dagen efter var der en, som ikke havde det saa godt. Saa jeg maette selv gaa ud og kigge paa Saigon mens Anders laa i sengen med toemmermaend indtil kl. 17.00 hvor han dog blev noedt til at staa op, trods alt.

Kl. 18.00 skulle vi nemlig moedes med vores nye guide, og 2 nye gruppemedlemmer, hvorefter vi startede paa vores vietnamesiske del af turen. Den har indtil videre budt paa en hel del. Bl.a. jungletur, bizar spiritus, og saa er jeg endda ogsaa blevet lidt for bekendt med Mekong floden, som har resulteret i nogle ubehagelige skader. To be continued...