Efter endnu engang at blive vækket af en bondemand som troede vi var kommet galt afsted, efter at have set vores lidt spontane parkering ude i vejgrøften. Vi fik dog sat den lille grønne i R for "Reverse" og kom på retfode op på vejen igen. Turen gik et par hundrede kilometer videre ud gennem ødemarkens land, mod Grampians National Park, som er en meget enestående nationalpark, dog ikke særligt befolket, da det er lidt af en barsk omgang at klatre om ad bjergenes sider. Vi sprang dog til med raskt trav, og vi nåede da også til toppen i løbet af et par timers vandring. Her slog vi lejer over et par sodavand i et stykke tid, og nød udsigten, og at solen begyndte at varme mere og mere.

Turen ned ad, gik sjovt nok lidt hurtigere, trods et lille sidespring fra den oprindelige rute, da den nærmest ikke-eksisterende sti blev endnu mere ikke-eksisterende, og gav en kortvarig "Orrrk forhelvet"-følelse.

Efter at have bestiget Mt. Sturgeon, som det hed, begav vi os ind til en lille nærtliggende "bonde-by", som resulterede i mødet med en yderst snaksagelig gammel dame på byens turistkontor. Damen var uden tvivl yderst ensom, da der nok kun komme forbikørende, en gang om ugen. Hvilket gjorde det meget besværligt at komme derfra igen. Da hun absolut mente at vi behøvede alt viden om området og om planter og dyr. Når vi egentlig bare havde allermest lyst til at komme ud og gå over i det friluftsbad som vi havde set på den anden side af vejen. Efter en 25 minutter hos den gamle kone og hendes hund. Slap vi endelig ud, fik et par is, og hoppede i badebukserne i en fart sjældent set lignende. Resten af eftermiddagen gik med at dase i solen der efterhånden havde varmet op til 32 grader, og gav en god gang brændt hud.

Da det var ved at blive aftenstid, satte vi kursen mod den 2. sidste storby på turen, nemlig Adelaide, som nu blot var 530 kilometer væk. Og efter et godt stykke, fik vi lavet aftensmad, og fundet en rasteplads at tilbringe natten.

Med Venlig Hilsen

Brødrene Andersen