Bijanbari Fredag d. 11. februar 2011

Nå så er det vist tid til en lille opdatering igen, det er muligvis lidt gammelt når det bliver lagt ind, men tænker at det var meget godt at få skrevet noget ned nu, mens det er forholdsvist nyt det hele - inden der går for meget hverdag i den. Vi ankom til Bijanbari mandag aften, da mørket var faldet på, efter en meget lang togtur, med et par irriterende smarte inderfyre, der havde været i militæret og derfor troede de kunne klare hele verden. De spillede høj vestlig + indisk musik fra deres telefoner, bød os på øl og ville konstant kigge med i vores bøger osv. Vi blev hentet på stationen i en jeepagtig bil, hvorefter det gik over stok og sten. Det var kun i meget kort stykke tid, at vejen var nogen lunde, det meste af tiden var det en virkelig "Bumpy ride". Det var på de smalleste veje, i de højeste bjerge, og jeg var ved at skide i bukserne af skræk, så nåede ikke rigtig at nyde det flotte landskab, da det meste af turen foregik med lukkede øjne. I en af de små bjerglandsbyer vi skulle igennem var al trafik stoppet, så vi holdt og kukkelurede i vores bil i tre timer, mens nogen galhovedede indere stod og råbte "we want justice" og en masse andet på nepalesisk. De ønsker at løsrive sig fra West Bengal og danne en ny delstat, der skal hedder Ghorkaland eller noget i den dur - så vidt jeg har forstået. De er ret ivrige for at få det gennemført, så siden vi kom mandag har området her været ramt af strejke, butikker og skoler holder lukket. Så hele tirsdag og onsdag lavede meget meget lidt her i Trekkers Hut. Men det har også været ganske rart at have noget tid til at komme rigtig på plads her. Vi sover i et rum alle syv piger, men vi har fået gjort det ret hyggeligt her, vi har hver vores lille reol til tøj, så det er heldigvis slut med at bo i rygsæk for et godt stykke tid nu - dejligt, hver vores meget meget hårde seng, føler at hele min krop er fyldt med blå mærker hver morgen jeg vågner. Og så har vi en lille hyggeafdeling, som vi har gjort lidt hjemlig med reklamer fra dameblade, så det ikke bare er de bare gule vægge. Men det var nu en lidt sjov fornemmelse at gå og indrette her, det føltes meget som dengang man var mindre og indrettede huler ovre i stalden med gamle møbler, og forsøgte at gøre det hyggeligt med nogen gamle tæpper osv. bortset fra at nu skulle vi rent faktisk sove her og bo her rigtig. Men man har allerede vænnet sig til omgivelserne og det er faktisk et ret hyggeligt værelse vi har os (:

Noget der er med at gøre det ekstra hjemligt her er Jasmin, vores køkkenpige. Hun laver den aller bedste mad til os, det er noget nyt til hver eneste måltid og hver gang smager det himmelsk. Jeg tror hun kan lave alle former for mad, så det er ikke specielt indisk til hvert måltid, men det passer mig også helt fint, ris er altså ikke det mest spændende, hvis man får det tre gange om dagen.. Desuden er der en mand her Radju, som hjælper til med forfaldende arbejde. Det er bl.a. ham, der sørger for at lave varmt vand til at tage bad i - skønt :o) Og så er der Roshni, som er hende, der styrer slagets gang. Hende der har styr på hvornår vi skal undervise og ved hvad situationen er i landsbyen osv.

Landsbyen har som sagt været ramt at strejke et stykke tid nu, og der har også været lidt tumult. Tirsdag aften, var der nogen der smadrede ruderne i underetagen - da det er en offentlig bygning, der er nedenunder Trekkers hut. Det var lidt væmmeligt og rundt omkring i landsbyen er bygninger blevet ødelagt eller sat ild til. Men det skulle vist efterhånden været faldet lidt til ro igen. Og folk i byen støtter alle sammen op om, at vi er her, så vi skulle også være i sikkerhed.

Pga. strejken er hele byen lukket ned, og det gælder derfor også skolerne vi skal undervise på. Men torsdag morgen kom, der er en del børn her til Trekkers hut, i alle aldre, som vi skulle undervise. De små i 1-3 klasse underviser vi i matematik om morgenen og om eftermiddagen kommer de lidt større børn 3-8 klasse og dem underviser vi i engelsk, niveauet er ikke så højt selvom de er lidt gamle, børnene. Så det er det helt basic engelske grammatik og udtale af ordene der bliver undervist i. Efter undervisningen, der tager omkring to timer, er det tid til eftermiddagsleg. Så den står på Uno, sjipning, badminton og fodbold nede foran Trekkers hut i et par timer. Det er meget hyggeligt at gå lidt i barndommen igen, og dejligt at selv de store drenge i 8.klasse gerne vil være med til at lege limbo - men de er også sindssyge til det.

Så vi har efterhånden fået noget, der ligner en hverdag på trods af strejke og alt det andet tumult, der har været her. Men det er jo kun en midlertidig en af slagsen (forhåbentlig), så vi glæder os vist alle sammen til at vi får lov til at opleve den virkelige hverdag her i landsbyen. Det er lidt spændende, hvornår det kan lade sig gøre.

Kram fra Monica, der nu bor virkelig laaangt ude! - for alvor J