Profile
Blog
Photos
Videos
Vi startede dagen oppe i undervisningslokalet, hvor vi havde besøg af nogle grundlæggere af KCC, som er en organisation, der hjælper børn. Pludselig begyndte et voldsomt regnskyl udenfor, men her i Afrika er det vidst "bare" en regnbyge, kunne vi regne ud, da ingen af lærerne reagerede på denne voldsomme larm. Resten af dagen kom der småbyger og der var overskyet, men stadig en behagelig varme.
Kl. 10.30 kom der en lokal guide, som skulle med os ind til Dar es Salaam for at købe simkort og se byen. Turen derind var en oplevelse i sig selv, hvor vi så små boder over alt, cykler med kæmpe læs, tiggere, slum, børn der legede, kvinder med en masse varer bærende på hovedet og en masse gadesælgere. Folk hernede er generelt vildt høflige og hilser konstant ("Mambo vipi", "Salama", "Habari" - og "jambo" fordi vi er hvide). Selve Centrum er en hektisk by med mange mennesker, tusindvis af biler, busser og scootere, som dytter. I gaderne var der generelt meget støv og luften virkede lidt beskidt. Vi fik vores simkort, som kostede 3,50 kr. og taletid for 17 kr. og det skulle holde i pænt lang tid. Det var overraskende billigt, som mange af de andre ting i Afrika J
På vores vej kom vi forbi en rigtig flot kirke, hvor dørene stod åbne og der var høj sang derfra - der var bryllup. Vi gik derind og satte os på de bagerste rækker. Der var simpelthen så flot! Der var det flotteste musik, hvor alle sang rigtig højt, folk klappede og kirken var flot pyntet med tyl og blomster. Det var en virkelig fed oplevelse!
Vi var ved at blive godt sultne, så vi tog en dala dala hen til en restaurant, som vores guide kendte. Vi fik grillet kylling og noget oksekød, samt nogle pomfritter. Det hele stod på tallerkner i midten, og så var det ellers bare at tage for sig af retterne med fingrene! Der kom en mand rundt med varmt vand, så vi kunne vaske vores fingre inden. Vi kom til at snakke med vores guide om Danmark, vinter, sne og jul. Vi viste ham et billede af sne og han var helt imponeret og nærmest i chok. Han havde aldrig set sne før, så han udbrød: "Wauw, do you really live there?!" og grinede meget. Han kunne ikke forstå, hvordan man kunne gå uden for en dør, når der var så koldt. Han så også et juletræ, og hans ansigtsudtryk sagde alt - det var så sjovt! :D
Kristina, Malene, Nicolai, vores guide og vi blev i byen for at gå på et stort marked. De små boder stod side om side, hvor de lokale sad udenfor og ventede på, at nogle skulle komme og købe deres hjemmelavede træfigurer, farverige malerier, tøj osv.. Vi blev stirret meget på, og alle hev nærmest i os, for at få os ind i deres små boder. Vi fik da købt nogle småting som små dyrfigurer, smykker og en kjole. Da vi skulle have en dala dala hjem til platformen, begyndte to chauffører at skændtes, fordi de begge ville have os med. Vi gik til sidst bare ind i den ene bus og nød turen hjem med de mange indtryk på vejen.
Så alt i alt en fantastisk - og indtryksrig dag. Det eneste der præger os, er de satans mange myg, som er her. Vi har fået rigtig mange myggestik på vores ben, fødder og hænder, men mon ikke man vænner sig til det :) I aften tror jeg bare, at den står på afslapning og hygge :) I morgen tidlig skal vi i kirke.
Hils omkring jer og hyg jer!
- comments
Johnny Hvor er det godt skrevet,det er næsten som at være der selv.jeg glæder mig meget til at læse mere.
Flemming Hersbak Hej Maria Hvor er et hyggeligt at følge lidt med i dine oplevelser, det må være lidt af et kultur chok at lande der nede. Vi håber I får nogle gode oplevelser I kan tænke tilbage på med glæde. Kram Susanne og Flemming