Profile
Blog
Photos
Videos
Bishop - Lake Tahoe - Sacramento
Sikke en flot morgen i Bishop - klar og med fuld sol, og ikke mindst udsigt til imponerende, sneklædte bjerge på begge sider. Vi købte morgenbrød hos Erick Schat's Bakkerÿ som planlagt - og mand, de har ALT indenfor bagværk - og nød det i solen udenfor butikken.
Dagen var endnu en af de lidt seje køredage - efter 180 miles flot køretur i vidde dale med store søer og bjergpas nåede vi til Lake Tahoe. De fleste bjergpas var endnu lukket for vinteren, men vi mødte da nogle store sneryddere, så gætter på at de ville prøve at få åbnet til 1. maj.
Spiste vores madpakke på den østlige side af søen, ved søbredden/havnen i Zephyr Cove, stoppede i South Lake Tahoe for kaffe og internet hos Starbucks og kørte så til Emerald Bay for at tage nogle flotte fotos. På turen derud stoppede vi på udsigtspunkter, og gik rundt i sne med sandaler - men det er jo ikke noget der kan skræmme en viking. Der var ret meget sne endnu, men kunne høre at bækkene klukkede nedenunder.
Vi skulle nå til Sacramento, så tog de sidste ca 100 miles - igen igennem de flotteste bjerge med sne og spirende forår - og nåede frem til Super 8 motellet kl 20. Herefter kørte vi mod downtown og old Sacramento, så lige Capitol "governator's" tidligere tilholdssted inden vi fandt et spisested i old town: Joe's Crab Shack - sjovt sted med fart på, høj musik og udmærket mad. Vi tog resterne med for at give til den sultne hjemløse på parkeringspladsen, men han var gået videre.
- comments