Fra Montanita gik turen mod Colombia. Og det med hoeje forventninger. Jeg havde hoert rigtig meget godt om landet og den ekstra rejse gav jo pludselig mulighed for selv at tage derop.

Jeg fulgtes med Malene fra Montanita til Guyaquill i Ecuador, hvor vi skulle skilles efter lidt over to fantastiske uger sammen. Heldigvis kunne vi troeste hinanden med, at vi ses igen i DK. Modsat mange af de andre skoenne mennesker jeg moeder :(

Turen gik for mit vedkommende fra Guyaqill til graensebyen Tulcan. 14 timer i standard bus.. Min foerste sidekammerat var en lokal mand, der besluttede at falde i soevn oven i mig. Selvom ha havde vinduespladsen var det en bedre ide at laene sig op af mig. Det kunne have vaeret rigtig hyggeligt hvis det nu havde vaeret Bradley Cooper eller en anden laekker steg, men det her var bare en anelse irriterende.

Da vi skiftede bus i Quito fik jeg en ny sidemand, der fik mig til at oenske den sovende mand tilbage. Vi sagde lige hola til hinanden og saa ville jeg mene vi ikke havde saa meget mere at snakke om, og jeg var traet. Han var i midlertidigt af en anden opfattelse. Han blev ved med at snakke til mig paa spansk. Jeg forstaar spansk, men ikke saa meget. Og det kunne han slet ikke forstaa. Jeg blev ved med at sige at jeg ikke forstod ham.. han snakkede om noget med hvor min familie boede i Ecuador og jeg blev ved med at sige at jeg ikke boede i Ecuador.. Til sidst smilede jeg paent til ham mens jeg tog mine oerepropper i, og synes selv at jeg sendte et temmeligt klart signal. Gudhjaelpemig om han saa ikke begynder at prikke til mig. Sikke da en pestilens. Og han gjorde det ikke bare en gang, han blev ved selv om jeg blev ved med at ligne et meget irriteret spoergsmaalstegn. Det kunne vaere rigtig hyggeligt hvis nu jeg kunne snakke spansk paa det niveau, men det kan jeg bare ikke og det kunne han aabenbart ikke forstaa. Sikke en tur.

Da jeg ankommer til graensen naeste dag omkring kl 13.30 moeder der mig et syn uden lige. Der er koe rundt om hele immigrationsbygningen. Jeg finder nogle unge gringos i koen og spoerger hvad der sker, men de kan kun sige at de allerede har staaet i koe i 4 timer og rykket sig ca. 6-7 meter.. f*** taenkte jeg bare. Hvis jeg skulle bagest i koeen ville det tage mig 5-6 timer alene at komme frem til der hvor de stod. De var heldigvis soede og sagde at jeg bare kunne lade som om jeg kendte dem og snige mig ind i deres gruppe. Det sparede mig for en del timer! Efter ca. 1 times tid begynder det saa at regne.. og lad mig lige paapege at vi stod udenfor. Jeg fandt mit regncover til min backpack frem og bad til Gud om at det ville stoppe, men det blev bare vaerre. Og hvad der bare skulle have taget ti minutter kom pludselig til at tage seks timer i silende regn. Jeg var kold og gennembloedt da jeg endelig kom ind og fik mig stemplet ud af Ecuador og saa skulle jeg saa lige igennem to timer paa den Colombianske side. Jeg var helt faerdig. Kunne ikke maerke hverken taeer eller fingre, min ryg var helt oedelagt og min daypack var helt gennembloedt. Saa i stedet for at tage direkte til Pasto, som den oprindelige plan var, saa overnattede jeg en nat ved graensen. Det var et forholdsvis dyrt hotel med stor dobbeltseng, privat bad og kabel tv, og det var det hele vaerd!

Jeg drog saa mod Pasto naeste morgen. Turen tog omkring tre timer, men det tog mig ikke mere end et par minutter at forstaa hvad alle havde snakket om - Columbia er et usaedvanligt smukt land. De landskaber jeg passerede var helt enestaaende, som intet andet jeg hidtil har set i Sydamerika. Saa utroligt groent og frodigt og store bjerge der bare fletter ind mellem hinanden. Mange af de ture jeg har taget indtil videre har vaeret dagsbusser og det er det hele vaerd!

Da jeg naermede mig Pasto by blev vi fanget af et kaempe begravelsesoptog. Det var vaeldig stort og meget smukt, men dekorerede biler og folk i sort. Som den sidste deltager i optoget, for ligesom at runde det af med stil taenker jeg, kom der saa en tyk sur mand koerende paa en lille Yamaha knallert med en kaempe stor buket blomster i frontkurven. Stilet!

Jeg vidste, at der i dagene jeg skulle vaere i Pasto, ville vaere noget karneval og at det var noget med sort maling, talkum og skum, men jeg havde aldrig i livet droemt om omfanget! Selv taxachauffoeren fra busterminalen havde det daarligt med at skulle koere mig til centrum af hensyn til taxaens udseende. Folk var i gaderne, beredte med skumpistoler og maling og det tog lige en ekstra indaandign at fatte mod til at forlade taxaen. Men jeg kom i sikkerhed paa hostlet og brugte den foerste dag indendoere. Ville egentlig gerne ud at opleve det, men det var lidt kedeligt alene saa jeg ventede paa at Maik, en tysk gut vi moedte i Montanita, skulle komme naeste aften.

Min roomie paa vaerelset havde saa planer om at besoege en kirke den kommende dag, saa det hoppede jeg med paa og heldigvis for det da.

Vi tog afsted meget tidligt. Paa billederne lignede kirken en kulisse fra Ringenes Herre. Ikke en almindelig kirke. Saa da vi kom frem og og overhovedet ikke kunne se den undrede vi os noget.. Den viste sig saa at vaere lidt gemt bag en klippevaeg og det var et helt vildt syn. Den var kaempe stor, bygget i gammel gotisk stil, selvom den kun er fra 1920'erne. Modsat mange andre kirker, der ligger i bymidter, skilte denne sig ud fordi den var ude midt i naturen, med nogle smukke smukke omgivelser.

Den er bygget ud fra en lodret klippevaeg, hvor en mand eftersigende skulle have set Jomfru Maria traede frem for sig. Alteret er saalees bygget omkring netop dette sted. Et meget unikt byggeri. Paa vejen ned til kirken var alle klippevaegge fyldt op med platter fra forskellige familier, der i, eller gennem denne kirke har oplevet mirakler. Jeg koebte ogsaa et lys paa vejen som jeg taendte inde i et lille hus. Jeg sendte hermed en hilsen til farmor, farfar, mormor, morfar og Frida.. Det var saa roerende at jeg maatte knibe en lille taare, men det foeltes rigtig godt. Som om de faktisk var hos mig et oejeblik!

Under kirken var der et rum med seks skriftestole. Der var en helt speciel stemning derinde. Der var stille musik og duftelys, der gav en helt meditativ atmosfaere. Og det var en helt underlig foelelse at sidde paa baenken foran det lille alter og bare hoere paa folk der sad og skriftede. Lukkede man oejnene hoerte man kun en stille hvisken. En hvisken der indeholdt saa meget mere en ord. Det var personlige foelelser, bekendelser, tanker, hemmeligheder og synder der bare floej rundt i luften som stoev og tillagde rummet en enorm spirituel energi. Jeg foelte mig helt forlegen ved at sidde der i midten og lytte, selvom jeg jo intet forstod. Og trods det jo er en meget personlig ting, saa var det ikke mere anonymt, end at det taeppe der var for praesten var trukket fra og nogle sad og snakkede med ham face to face. En meget specielt oplevelse.

Da jeg kom hjem fra kirken gik Jonathan og jeg i supermarkedet. Vi slap med en anelse skum hist og her saa det var til at komme sig over, og da jeg kom tilbage til hostlet staar Zach Og Casey ude foran. Jeg var helt rundt paa gulvet, for det sidste jeg havde hoert var at de ikke ville tage til Pasto. Men jeg blev da bare glaedeligt overrasket og til aften skulle vi naturligvis ud og fejre gensynet.

Det var en stor gadefest, der mindede mig lidt om en udviddet udgave af sidste skoledag, bare minus karameller, og som gringoer var vi baade meget udsat og meget populaere. Vi blev fuldstaendigt oversproejtet med alt deres l***, men samtidig ville alle have billeder med os. Vi fandt en flok unge colombianere der tog os med til et diskotek, hvor vi tilbragte det meste af natten.

Naeste morgen tog drengene afsted og Maik ankom. Maik ville naturligvis gerne feste, idet han lige var ankommet, men jeg var bare helt faerdig, saa selvom jeg havde lidt ondt af ham, saa valgte jeg at gaa tideligt i seng. Jeg havde efterhaanden ogsaa faaet nok efter tre dage. Det er det samme hver dag - man kan ikke gaa uden for en doer uden at blive helt moejet til.. Saa jeg tog mig et bad og var klar til gaa i seng og laese. Kommer saa pludselig i tanker om at jeg ikke har faaet noget aftensmad.. jeg kunne slet ikke overskue at skulle udenfor for at finde noget, saa min eneste mulighed var den lille gadebod lige nede foran hostlet. Jeg taenkte at det paa den maade var muligt at undgaa at blive oversproejtet, men der tog jeg fejl. Der var en gut fra hostlet der stod og roeg i doeraabningen. Mens jeg venter paa mine byttepenge inde i trappeopgangen vender han sig pludselig mod mig og siger at jeg er alt for ren og saa sproejter han bare skum. Naar at vende mig rundt saa det meste ender paa min ryg og paa min oev, men hold kaeft jeg blev sur. Var bare slet ikke oplagt til det, naar jeg nu endelig var blevet ren og bare ville i seng. Saa jeg loeber bare op i sikkerhed med min poelse paa pind som blev min aftensmad. Foej...

Naeste morgen var festlighederne heldigvis ovre og man kunne endelig bevaege sig frit rundt. Maik og jeg skulle foelges til San Augustin om morgenen, men han havde vaeret i byen saa vi kom naturligvis ikke afsted foer kl 10.30. Ikke lige min plan, men saadan blev det nu engang.

Og det blev en laengere tur, for San Augustin ligger et skoert sted uden nogen saerlig gode forbindelser. Foerst skulle vi med en truckerbus til Mocoa via en ikke-asfalteret, meget kurvet vej, naturligvis med meget dybe afgrunde, men igen meget smuk tur. Fra Mocoa skulle vi med taxa til en by vi aldrig fandt ud af at udtale og derfra med ny taxa til San Augustin. Selv om det ikke var fredag fik vi os en burger til aftensmad.. en totalt klammo burger. 100% stift rottekoed, helt lyseroed dressing, fyldt med bloede loeg.. Forfaerdeligt. Vi var helt overbeviste om at vi ville blive syge, men intet skete. Heldigvis! Da vi kom til SA og fandt et hostel var det bare paa hovedet i seng.

Naeste morgen efter morgenmad tog vi afsted til Parque Arqueologique. SA er kendt for en masse statuer der er fundet forskellige steder og nogle af dem er der saa bygget en park over. Her gik vi rundt i et par timer.. Ikke vildt ophidsende, men dejligt med lidt motion! Jeg er sgu lidt traet af ruiner.. Efter parken tog vi tilbage til SA og spiste frokost paa en vegetarisk restaurant ejet af en tysker og eftersom Maik er tysker fik de sig en lille snak der resulterede i at vi fik et stykke gratis rugbroed!!! Med smoereost. Det var himmelsk. Klart dagens hoejdepunkt!

Herefter var det op paa hesten igen.. Bogstaveligt talt. Der var flere arkaeologiske sites i omraadet og en klassisk tur var saa at ride rundt. Saa vi fandt os et par heste og en guide. Det var skoent at ride igen, og eftersom det her var lidt mere jaevnt terraen end min sidste oplevelse, saa gav det mulighed for et par gallopture. Det er nu sjovt. Min hest var tilmed foererhest saa hun ville bare gaa forrest hele tiden, saa vi satte et godt tempo. Skide vaere med statuerne, men det var smuk natur og dejligt med en ridetur. Vi fulgtes rundt med en aldrende lidt dullet dame og hendes doetre. De havde sjusser med, saa hver gang vi stoppede et sted saa fik vi os lige et lille shot. Meget festligt!

Naeste blog indlaeg bliver nok fra Salento og Medellin. Saa, stay tuned!