Slut på borneo! Desværre! Som ventet blev borneo en af højdepunkterne på vores snart lange rejse. Vi glædede os rigtig meget og forventningerne var i sky. Og de blev indfriet! Med stor tilfredshed kan vi se tilbage på ti ubeskrivelig gode dage, med de største naturoplevelser vi kunne forestille os.
Turen startede dog lidt sløv, For vores bus var gået i stykker allerede inden den skulle samle gruppen op på hotellet. Det gjorde nu ikke så meget der blev bare ringet efter to minivans og så var vi på vej. Den første dag gik med lidt Info om turen og forløbet. Vores guide, omar, var en lidt forvirret mand som fik blandet de mange dage og oplevelser sammen i et stor plørre når han fortalte om hvad der skulle ske. Vi skulle havde startet med en gåtur i junglen da vi havde fundet os tilpas på vores værelser. Dette blev dog aflyst da Omar syntes det var for smattet og vådt. Vi gik dog turen alligevel sammen med en gut fra djævleøen ved navn Anders. Vi fandt hurtigt denne herre og hans sjove bemærkninger som godt selskab. Hans tro følgesvend og rejsekamerat, Jacob, var kommet lidt træls fra start med en god influenza. Nå men vi gik en kort tur igennem junglen og fik en god smag af hvad borneo ville byde på.
Nu var dagen kommet! Bjerget! Mount kinabulu! En test af dimensioner stod i vente. Vi havde alle pakket og gjort os klar til at bestige bjerget fra morgenstunden. Afsted det gik. Og f..k det var hårdt fra det første sec. Op op op og så lidt mere op. De første 500 meter føltes som en hel fodboldkamp. Og der var stadig 7,5 kilometer tilbage. Vi fik hele tiden besked om at tage det slow and steady. Og det blev også nødvendigt. I seks stive timer gik det op! Og det var på trin på højde med ens knæ. Som dagen gik begyndte man at mærke benene dingle lidt under en. Det var til tider svært at nyde den ellers fantastiske udsigt. Omgivelserne ændrede sig i takt med at vi kom op i de tyndere luftlag og det var også her at jeg (mik) blev ramt at de første tegn på altitude sickness (højdesyge). Kunne mærke at jeg hurtigt blev forpustet og måtte tage det lidt roligt. Slow and steady. Nu forstod jeg hvorfor han sagde det hele tiden! Nå men vi nåede til vores Camp oppe på bjerget ca. 2 km fra toppen. Benene var ømme og kroppen var træt. Vi fik lidt tidlig aftensmad og tænkte på at se dyner snarest muligt. Vi fik Info om morgendagens klatretur mod toppen, og fik afvide at vi skulle være klar til afgang kl 02:30. Som sagt så gjort. Op kl 01:45 og spise en let morgenmad. Nu var vi klar til at nå toppen. Desværre for vores gode selskab, Anders, måtte han se sig slået af bjerget. ;-) han valgte at besvime lige inden vi skulle afsted og måtte have lægehjælp. Heldigvis havde tossen bare glemt at drikke nok vand. Turen mod toppen blev hårdt arbejde. Vi havde alle pandelamper på hovedet for det var mørkt som bare fanden. De sidste to kilometer op var markeret med et tykt Hvidt reb som man skulle følge helt til toppen. Rebet var også nødvendigt visse steder da der var meget stejlt og glat. Flere steder var det som om man gik op af et lillevandfald. Vi skulle nå toppen inden solopgang. Og det blev en kamp hele vejen. Det var så hårdt at jeg ikke har taget et eneste godt billede. Tog tre billeder, de blev bare ikke ret gode. Pernille derimod løb nærmest hele vejen op. Hun forlod mig godt 300 meter fra hytten og jeg så hende først på toppen. Min egen lille jernlady! :-) jeg må se mig slået! Hun var på toppen næsten en halv time før mig. Pinligt men sandt. Vi nåede det da heldigvis til toppen i tide. Og her var belønningen. En utrolig udsigt over hele borneo. 4095 meter! Udsigten var så smuk! Og blandet med den fede følelse af at have klaret, det var ubeskrivelig. Vi kunne dog ikke blive for længe på toppen, for temperaturen var tæt på 0 grader og Pernille var begyndt at fryse. Hun havde jo ventet på hendes kæreste i 30 min :-) nu var det ned. Ned ned ned. Her kom Pernille Olesen så til kort. Mik var på toppen igen!!! Til tider løb han endda! :-) vi skulle nå ned til foden af bjerget, og det ville blive hårdt! Nogle sagde at det ville blive hårdere at komme ned end op. Det er pga belastningen på ens knæ når man går ned af. Det gik nu fint, men Pernille endte nu med at gå som om hun havde lavet i bukserne ;-) det havde hun jo ikke. Vel? Et bjerg er ikke besteget før man er nede igen. Vi nåede foden af bjerget og blev kørt til en resturant hvor vi fik vores frokost. Alle på resturanten gik som gamle mennesker og var lidt blanke i øjnene. Først her gik det op for os, hvad vi havde opnået.
Dagen efter kom vi til Kinabatangan river. Her skulle vi bo i hytter ude i junglen. Det var rigtig hyggeligt her. Det var godt nok os her, vi betalte aller mest for at få ordnet vores lugtende vasketøj efter bjerget. 100 danske kroner.
Men vi havde 4 bådture ud på floden i junglen. Vi fik afvide at det jo var naturen, så de ville ikk love at vi så nogen dyr. Men der var mulighed for at se orangutanger og 1% chance for at se pygmæ elefanter. Allerede på første tur, fik vi set det vi kom for. Der helt øverst oppe i et træ sad der en orangutang med sin lille unge. Det var så fascinerende at se. Det var virkelig en stor oplevelse. Vi endte med at se 4 orangutanger. Vi så også en masse makak og næse aber. Vores guide på båden fortalte at en gruppe på 40 elefanter havde passeret floden fra den ene side til den anden dagen før. Det var en utrolig, at se hvor meget de havde de væltet for at komme op. Lige pludselig stod de der bare. 5 elefanter som vi kunne se og vi kunne høre der var mange flere inde bag træerne. Det var bare så vildt at se. Vi så også slanger, øgler, fugle og meget mere. Det var bare en vildt fed oplevelse. Og de næste 3 båd ture blev lige så fantastiske. Der var bla. en nat tur og en morgen tur. Vi skulle også have gået en tur ind i junglen, men det blev desværre frarådet meget kraftig nu hvor elefanter var så tæt på..
Efter vores to dage i junglen skulle vi til sepilok orangutang rehabiliterings center, hvor vi skulle se de semi vilde orangutanger blive fodret. Vi skulle gå en kort tur ind i junglen til en fodreplatform hvor de røde menneskeaber skulle vise sig. Vi stod og ventede i en lille halv time inden der skete noget. Men pludselig kom der en skiggelse gående tæt ved platformen. Snydt! Det var bare en af dyrepasserne. Ret hurtigt efter viste den første og eneste orangutang sig dog. En ung han som stadig holdt sig tæt til platformen. Sød lille fætter. Vi skulle besøge fodrestedet igen senere, og denne gang var der mere liv. Omkring seks aber kom for at spise hen sidst på dagen, de var rigtig søde. Den ene han stod og poserede næsten som et menneske. Om aftenen skulle vi på en tur for at se og høre dyrene om aftenen. Vi fandt et sted hvor vi skulle se flyvende egern og høre cikaderne synge. De møgdyr larmer som en hel motorvej i regnvejr! Ufatteligt hvad så lille en Bille kan lave af larm! Vi så slanger, frøer og jungle krapper. Fik vist også vores potion myggestik.
De sidste to dage skulle bruges på turtle Island. En af tre øer som er blevet fredet sammen med et stort areal af det omkringliggende hav. Kun for at sørge for havskilpaddens overlevelse.
Vi blev sat af på øen og kunne bruge eftermiddagen som vi havde lyst til. Så vi lagde os på stranden og lejede noget snorkeludstyr. Vi fandt søslanger og nemofisk. Stranden var helt fyldt med huller. Disse kom fra alle skildpadderne som hver nat kommer op på stranden for at ligge deres æg. Om aftenen skulle vi vente i spisesalen efter maden. Vi så en film om centerets store arbejde for at rede skildpadderne. Vi blev derefter bedt om at vente på at en af de mange rangers skulle komme og råbe skildpadde, for så var det tid til at se en ligge sine æg på stranden. Vi gik i samlet flok til stedet, hvor en stor green turtle var ved at ligge sine æg. Vi fik alle taget nogle gode billeder og så gutterne måle hende op og gøre hende ren for diverse muslinger. Efter æggene var samlet ind skulle vi hjælpe med at få dem lagt i et hul inde i en indhegning. Denne skulle beskytte de små hatchlings fra at blive spist at rovdyr som fulge og øgler. Skildpadden havde lagt 161 æg og de blev alle lagt i den samme rede så man kan holde styr på hvornår de ca. klækker. Kønnet af de små hatchlings bestemmes af sandets temperatur. Så der var både reder i skyggen og i direkte sollys. Nu kom sidste fase af vores skildpadde eventyr, men måske også den bedste. Vi skulle sætte nyudklækkede små skildpadde unger (hatchlings) fri på stranden. De havde samlet alle ungerne i en indkøbskurv. De var helt vilde. Baskede med deres små finner for at komme i vandet. Vi fulgte dem hver og en til de alle var i vandet. De vendte om mange af dem for de syntes at vandet er koldt når de lige kommer i. Held og lykke små venner. I får brug for det. (kun1 % af alle ungerne overlever til de er kønsmodne. ) :-(
Det var så slut på vores tur på borneo. Et mindeværdigt sted. Hvis nogle af jer overvejer at tage til borneo, kan vi kun sige. GØR DET!!!!! et utroligt sted. Ses