Så nåede vi til Mauritanien.

Turen hertil var varm og lang. - Vestsahara har ikke meget at byde på, andet end sand, sand og sand, og et ensomt akacietræ i ny og næ. Ikke desto mindre har det været en stor oplevlese at rejse igennem landet. Der bor kun ca 300.000 mennesker i et land omtrent 30 gange større end Danmark, så der er også langt mellem menneskerne. Og hvilke mennesker: Hvor end vi er kommet frem, er vi blevet mødt med stor venlighed og imødekommenhed.

Græseovergangen til Mauritanien var også noget af en oplevelse - og ikke ubetinget en af de gode! Vi ankom til grænsen kl 9.30 og var igennem på den anden side kl 18! Jeg skal spare Jer for detaljerne, blot fortælle, at de f¤## var grundige og ualmindelig uorganiserede!!! Hurra for vores "velopdragne" børn, som tog oplevelsen med ophøjet ro, og oven i købet evnede at skrige og skabe sig på de rigtige tidspunkter, så det gjorde, at vi, trods alt, kom hurtigere igennem grænsen end mange andre...

Jeg kan godt forstå, at der ikke er mange ægteskaber på tværs af grænsen hernede - man tager ikke bare på besøg i nabolandet til en kop the og en flirt!!!

Lige nu restituerer vi i hovedstaden, Nouakchott. Vi er alle, mere eller mindre, ramt af "rejsemave", så vi tager lige et par dage med toitet indenfor rækkevidde og på hjemmekogte ris!

Jakob har introduceret os for ideen om at tage en tur omkring Mali (jeg tror det er en ide han har haft hjemmefra, men at han har været klog nok til ikke at nævne det så tidligt!), men med grænsekrydsningen så frisk i erindring som den er lige nu, stiller jeg mig dog noget kritisk til forslaget... Vi må se...

Det mest fantastiske jeg endnu har fået ud af denne tur, er oplevelsen af at mennesker hjælper hinanden i langt højere grad end vi er vant til hjemmefra. Folk er meget åbne, både de lokale og de andre rejsende vi møder. Man kører gerne ekstra 100 kilometer for at hjælpe et andet menneske, deler sin sidste flaske vand o.s.v. Det er en skøn oplevelse....