Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Så kommer der en lille opdatering fra os, men det bliver nok en af de sidste, da vi jo snart kommer hjem. Her er lidt beretninger fra sidste weekend, som vi brugte i Halong Bay.
Vi tog afsted torsdag da vi var færdige på hospitalet. Vi skulle med bus til Halong City, og derfra videre med båd til Catba Island, som er den største ø i Halong Bay. Busturen tog lige 1,5 time mere end forventet, og da den endelig stoppede, røg vi lige i armene på nogle søde mænd på motorcykler, som gerne ville lege taxa for os. Vi havde indtil da, slet ikke kørt på motorcykel, da det er ret så farligt. Men da vi ikke så nogen anden mulighed, hoppede vi bag på hver vores lille mand, og kørte afsted. Vi startede lige med nogle meget skarpe sving ned af lidt bjerg, mod kørselsretningen og uden hjelm (Undskyld til alle forældre!!). Men det gik fint, selvom vi lå og kørte lidt om kap. Da vi kom frem til, hvad vi troede var havnen, var den sidste båd sejlet, og så stod vi der og havde ikke rigtig andre muligheder for at komme til Catba end at betale overpris, for at blive sejlet derover i speedbåd. Nå men, over kom vi og det var virkelig en fin tur. Skønt endelig at se noget andet end Hanois grå og triste bygninger! Vi kørte 30-45 min inden vi ankom til hostellet, og så var vi ellers godt trætte, da vi på det tidspunkt havde været 6 timer undervejs. Vi gik ud og kiggede lidt på byen, fik noget at spise og så ellers på hovedet i seng. Vi sov næsten 10 timer den nat, da det var tiltrængt og skønt at sove i en nogenlunde blød seng igen. :)
Vi havde tjekket vejrudsigten inden vi tog afsted, og var blevet lovet sol og 25 grader, så vi havde selvfølgelig pakket bikinien med. Men den skulle vi dog ikke få brug for. Fredagen blev brugt på at gå rundt på Catba, drikke en masse god kaffe, slappe af, og nyde en masse frisk luft. Tro det eller ej, men vi savner ren luft, fordi vi nu er vant til Hanois forurening! Vi havde hørt at der var en stor, flot nationalpark på Catba, og det ville vi selvfølgelig ikke gå glip af. Men da vi kom frem, viste det sig, at det ikke lige helt var, hvad vi havde regnet med. Det blev derfor til en lille trekkingtur i en våd skov, med glatte "trappetrin", mudder og lyde fra alverdens dyr. Ligesom ved sidste udflugt (til Hoa Binh, hvor vi gik op af 1500 trappetrin, for at se en grotte!), viste det sig at Mie og Simone ikke lige er de fødte naturmennesker. Henriette måtte derfor klare turen alene det sidste stykke - hver sine glæder :) Efter et velfortjent bad, gik vi alle ret kolde sidst på eftermiddagen og fik en lang morfar.
Søndagen skulle bruges på en sejltur, da det er dét man laver i Halong Bay. Vi tog derfor på en heldagstur med en masse andre backpackere, hvilket var smadder hyggeligt. Desværre var vejret ikke med os, så det var tåget det meste af dagen. Men ikke desto mindre, var det en utrolig smuk tur! Dagens højdepunkt var dog, da vi stoppede inde i en bugt og skulle ro kajak i en times tid. Der lå vi så og roede rundt med de andre, ind under grotter og nød udsigten. Det var simpelthen så fint! Sejlturen skulle også byde på en tur til en grotte, som vi skulle klatre lidt rundt inde i - igen blev vi overrasket, da vi ikke lige havde læst programmet, inden vi sagde ja til turen. Men det var virkelig også sjovt at prøve, selvom mange af de steder vi skulle igennem var virkelig smalle - da vietnameserne jo er nogle små sylfider! Også ret vildt at stå 20 menensker inde i grotte med slukket lys, helt kold luft og vand dryppende ned om hovedet på os. :)
Søndag aften havde vi sagt til et arrangement på Catba, som var en slags festival med musik, dans, sceneshow, fyrværkeri og hele mulivitten - for at fejre at det var 55 år siden, at Ho Chi Minh havde besøgt Catba. Lidt sjov fejring, synes vi, men det var et super fint show.
Mandag tog vi tilbage til Hanoi. Vi havde heldigvis fået fri fra hospitalet både mandag og tirsdag, så vi kunne bruge dagene på at færdiggøre vores opgave. Onsdag startede vi på intensivafdelingen, hvilket virkelig var en omvæltning fra gyn/obs. Der var vi vant til liv og glade dage, med 11 fødsler på to uger - og pludselig er vi på intensivafdelingen, hvor patienterne virkelig er syge og ligger med alverdens slanger og maskiner tilkoblet. Heldigvis er lægerne og sygeplejerskerne virkelig søde, og vil rigtig gerne lade os prøve en masse ting :) Nu skal vi have færdiggjort de sidste dokumenter, og sendt dem hjem til Danmark. Den kommende weekend skal bruges på at få købt de sidste ting vi mangler. Vi er alle nødt til at købe en lille ekstra kuffert, for at få plads :) Næste fredag går turen til Singapore, og det glæder vi os meget til! Vi er ved at være godt mætte af indtryk og vietnamesisk kultur, så det bliver skønt med lidt luftforandring.
Håber I nyder godt af det danske forår! Vi ses snart
Kh Mie, Henriette og Simone
- comments
Ingeborg Henrichseni Hej alle 3. Jeg skal love for at I oplever meget forskelligt. Jeg kan også godt forstå at der snart ikke er plads til flere indtryk.Kan I nu have det godt alle tre. Hilsen Henriettes Farmor.
Lone Kofoed Jensen FEDEST oplevelser ever!!! Men må være blevet lidt for gammel og helt glemt hvordan det var at være sådan rigitg ung og med på den væreste ;-) For hold nu op hvor har jeg siddet og bidt negle og holdt vejret mens jeg har læst indlægget ;-) Kørt på bag på motorcykel UDEN hjelm på!! Været rundt i en "park" med dyrelyde uber alles !! Været inde i grotter hvor I nærmest ikke kunne stå op!! TOTAL klaustrofobisk!!! Nå men jeg kan læse imellem linjerne at I alle 3 tager det hele i stiv arm - tager tingene lidt som de kommer og så ellers glæder Jer til en mere civiliseret tilværelse meget snart - om ikke andet så bare det at komme væk fra hospitalet , opgaven og så bare få lov at nyde, spise god mad, shoppe fantastiske ting osv. i Singapore - som efter sigenede skulle være en ret hektisk, fin og spændende by ;-) Glæder os til at få Jer alle 3 hjem i god behold og til at se billeder og hører ALT om turen. Hvis der ikke kommer flere indlæg og billeder så vil jeg blot sige fortsat god tur og 1000 TAK for alle billederne og statusopdateringerne. De har været fantastiske og man har til tider følt at man var lige der ved siden af Jer. Syntes I 3 er de sejste tøser i verden;-) <3