I dag skulle vi på safari i Murchison Falls National Park, og vi glædede os rigtig meget. Det er jo det man kommer til Afrika for. Vi stod op kl. halv 6, da vi havde fået at vide at vores chauffør ville hente os kl. 6 på hotellet. Kl. 6 stod vi derfor og ventede udenfor hotellet, men der kom ingen chauffør. Ole prøvede flere gange at ringe til ham, men mobilen var slukket. Da vi havde ventet tre kvarter kom han endelig igennem og så var planerne åbenbart lavet om, så chaufføren sagde at han ville være der kvart over 7. Vi gik derfor tilbage til lejligheden og læste lidt. Kl. kvart over 7 gik vi igen ud og ventede, og han var der stadig ikke. Da vi ringede til ham denne gang, sagde han at han havde ventet på det forkerte hotel, så der gik lige en halv time mere før han var der. Vi gik tilbage til lejligheden igen, og da der var gået ca. en halv time ringede han og sagde at han holdt udenfor hotellet. Da vi kom derud kunne vi ikke se ham nogen steder, men heldigvis stod han pludselig foran os. Han hed Robert og skulle være vores chauffør begge dage. Vi skulle køre i en minibus, hvor man kunne åbne et vindue, der var i loftet. Men ellers er beskrivelsen minibus meget dækkende, og vi tænkte, at vi skulle skifte køretøj når vi skulle på safari, for den så ikke ligefrem terrængående ud (fortsættes…)

Vi kørte af sted og det var en rigtig lang tur. Vi kørte først ca. 3 timer hen til en tankstation, hvor vi havde mulighed for at få noget vand og gå på toilettet. På denne tankstation mødtes vi med to andre biler, som var fyldt med amerikanere, og det viste sig at vi skulle følges med dem hele turen, selvom vi dog havde en bil helt for os selv. For at komme på toilettet blev man vist om i baggården hvor der stod nogle cementmure. Herinde var der nogle små render som det var meningen man skulle tisse i, som førtes ud til en lang smal rende som førte ned i et hul i jorden. Lidt specielt.

Efter yderligere en lille times kørsel kom vi til Masindi hotel. Her skulle vi spise froskost, og vi blev sat ved et stort bord sammen med amerikanerne. Her fik vi snakket lidt med dem, og de kom alle sammen fra en kirkelig organisation, som var taget til Uganda for at arbejde frivilligt på et børnehjem, hvor de blandt andet byggede en legeplads til dem. De var MEGET troende, og de rådførte sig med Gud før de tog beslutninger som fx hvor de skulle hen for at lave humanitært arbejde.

Da vi havde spist frokost var det af sted igen og ud på en 86 km lang grusvej det gik. Inden længe kom vi til en bom, og dette var indgangen til den største nationalpark i Uganda som er 3600 kvadratkm stor. Kort efter vi var kørt af sted fra indgangen kom vi til et åbent sted hvor vi kunne kigge ud over en del af parken. Det var rigtig flot og vi fik taget nogle billeder. Robert skyndte lidt på os, og vi kørte igen, og Ole havde travlt med at påpege at der altså boede elefanter og løver i det område, og at det var derfor Robert skyndte på os ;) Snart efter kom vi til en regnskov og pludselig sagde det SPLAT! Og en fugl var plattede fuldstændig ud på den ene siderude. Og når vi siger SPLATTET ud mener vi det… fuldstændigt ligesom insekter på forruden - bare STØRRE!

Noget tid efter kom vi forbi en bil der var på vej den anden vej. Alle passagererne stod udenfor og det gjorde chaufføren også. Da vi kom tættere på kunne vi se at det ene bagdæk var fuldstændigt flænset - det så ud som om det var eksploderet - det andet lå nogle meter længere bagude. Vores chauffør sagde at de var "In trouble", og så kørte vi ellers videre.

Da vi havde kørt et godt stykke tid kom vi til Nilen. Den skulle krydses med en lille bilfærge, hvor der kunne være i alt 8 biler på. Det gik ret hurtigt og da vi var kommet over på den anden side, samlede vi en ranger, der hed James og som havde en KÆMPE gun op. Så var det ellers bare om at komme af sted på Game Drive for at se nogen dyr.

Hurtigt efter vi var kørt kom vi ud på savannen. Den var nogen anderledes end vi havde forstillet os. Der var mange bakker og rigtig mange træer og planter. Ikke helt ligesom i løvernes konge J Vores chauffør sørgede for at overhale alle de biler, der var foran os, så vi kunne komme først hen til dyrene, og derved nå at se dem inden de stak af. Vi rejste os op, så vi stod med overkroppen ude af tagvinduet, og erhvervede os derved nogle blå mærker og ømme sider, men det var SÅ meget det værd! Det var rigtig fedt, og meget hurtigt så vi de første giraffer. Her udover så vi vortesvin, bavianer, mange forskellige slags antiloper, en løve, flodheste, nogle aber som ikke rigtig kravler i træer, egern, mange fuglearter og bøfler.

På et tidspunkt stoppede vi ved 'Lake Albert', hvor der lå en masse flodheste. Her stod vi ud af bilen og tog lidt billeder. Rangeren skulle ikke med videre herfra, for nu skulle vi køre mod vores Guesthouse.

Vi var en smule nedtrykte over at vi ikke havde set nogen elefanter, men pludselig råbte Fie: "STOP! An elephant!" Og lige til højre for bilen står en kæmpe hanelefant kun mellem 5 og 10 meter væk. Vi skulle selvfølgelig have en masse billeder af det store dyr og chaufføren, der stod lige med siden til os. En gang imellem tog den et skridt frem, og da den havde retning lige mod vejen skyndte Robert lidt på os. Han ville helst ikke have at den skulle stille sig ud og blokere vejen, for der var ingen mulighed for at vende om. Så vi kørte lidt videre og kom hen til en vinkel hvor vi kunne se den lige forfra, og vi bad Robert om at stoppe igen, men han tog et kig på den og sagde at det var for far ligt, og at vi skulle skynde os at køre videre for ikke at ophidse den. Da vi skal til at køre væk derfra, sidder vi fast og ordet "s***" er det eneste der lyder fra Robert. Han begynder at snakke om at elefanten, hvis den blive vred, vil vende bilen om på siden og trampe på, så der er ikke andet for end, at Ole må ud og skubbe. (…Og her kommer fortsættelsen) Det viser sig atundervognen ikke er høj nok til at komme hen over de gennem tiderne dybere og dybere hjulspor, vi kørte i, og sidder ubehjælpsomt fast, men det lykkes alligevel Ole at få løftet bilen højt nok til at den kan køre fremad, og det alles lettelse kunne vi køre videre.

Der efter var der FYLDT med elefanter. Og en hel masse af dem. Vi så også en hel familie med både store og små elefanter.

Vi kørte et godt stykke tid før vi kom ud af parken og ind i den by vi skulle overnatte i. På vejen til vores Guesthouse kørte vi igennem flere byer fyldt med små lerhytter med stråtag. Det så rigtig hyggeligt ud, men meget stenalder-agtigt.

Hotellet vi skulle bo på lå inde midt imellem disse lerhytter, hvilket virkede lidt underligt eftersom hotellet var helt almindeligt og kun omkring 2 år gammelt. Da vi kom ind og havde fået vores værelser satte vi os ud til bordene og ventede på maden. Robert kom ud til os og spiste sammen med os. Det var rigtig hyggeligt, og maden var rigtig god. Han havde meget travlt med at vi altså blev nødt til at spise op. For ellers ville de onde ånder komme efter os.

Efter maden var det lige på hovedet i seng, selvom kl. kun var halv 9, for vi var virkelig trætte ovenpå alle de oplevelser.