Profile
Blog
Photos
Videos
Hold da op, jeg ender jo med rent faktisk at blive helt god til det her med at "blogge" - om ikke andet begynder jeg så småt at være bedre til rent faktisk at følge med i forhold til at få skrevet om mine eventyr.
I disse dage befinder vi os i Airlie Beach ved Whitsunday og Whitsunday Islands. Siden sidst har vi nedlagt godt 815 kilometer, mens vi fra Sydney nu har nedlagt i alt 1700 kilometer. Altså har vi haft nogle ret lange og hårde køredage siden sidst, men med godt musik, diverse snacks og godt selskab er det alligevel gået ret smertefrit.
Lørdag kørte vi videre fra Noosa til Hervey Bay, hvorfra vi søndag havde bestilt en tur til Fraser Island. Fraser Island er verdens største sandø, som er på Verdens Naturfredningsliste lavet af UNESCO. Vejene herpå er derfor også af sand, hvorfor det eneste egnede transportmiddel er en firhjulstrækker. Vores tur foregik da også i en firhjulstrukken bus, og turen var meget turbulent grundet vejenes meget hårde tilstand efter lang tid uden regn. Fra starten af advarede vores chauffør os i forhold til vigtigheden af at bruge sikkerhedsselen, da han før havde haft nogen med i bussen som syntes, at de var for smarte til at bruge sikkerhedssele; da bussen ramte nogle af de ufatteligt mange huller og bump, hoppede de fra deres sæde med hovedet op i taget og ned igen!
Fra færgen var første stop øens regnskov, hvilket faktisk er en af grundene til at øen er på UNESCO's liste, da det jo er ret atypisk, ja nogen ville sige umuligt, for en regnskov at gro i sand. Her gik vi en lille tur, mens vores guide fortalte os om alle dyrene og planterne. Derfra kørte vi videre til 75 Mile Beach, som rent faktisk agerer såkaldt motorvej på øen. Så her kørte vi et godt stykke vej på, hvor vi blandt andet så dingoer komme helt tæt på bussen.
Dingoerne er egentlig vilde hunde, som i sin tid blev taget med til Australien fra Asien af asiaterne (no s***, Sherlock), da de brugte dem som jagthunde. Det så aboriginal stammerne, og de købte nogle dingoer af asiaterne til sig selv. Men eftersom aboriginals er nomader, altså at de flytter fra sted til sted, endte dingoerne med at blive vilde, hvormed de faktisk nærmere er blevet en trussel for mennesker, da de kan angribe mennesker.
På 75 Mile Beach kørte vi ud til skibsvraget Mahino, et britisk skib, der strandede på stranden mange år tilbage. Kontrasten af det helt lyse sand, det blå hav og det rustne vrag var helt vildt smukt - billedet til dette indlæg er af lige netop det.
Efter Mahino kørte vi videre ned af stranden indtil vi kom til to små fly, der holdt parkeret i sandet. Her blev vi tilbudt de 12 pladser i de to fly, som en flyvetur over øen - her var vi hurtige og slog til! Vi var så heldige at komme op i det lille fly, bare os fire og piloten, som samtidig var ejeren af flyene. Han fløj os ud over vandet, som var lige så krystalklart, som vi rent faktisk kunne se de store rokker, der lå i landet ud for stranden. Desværre så vi ingen af de berygtede hajer, som svømmer i massevis udenfor Fraser Island og derfor gør det farligt at svømme i havet ved stranden. Fra havet fløj vi videre ind over øen, hvor vi så en hel masse af de ferskvandssøer, der er på øen, samt de store sanddynger. Flyveturen er blevet kåret som den anden bedste sceniske flyvetur ud af 300 i Australien, og vi kunne også kun give ret i denne kåring. For blot $75 fik vi en helt vildt smuk flyvetur over noget af det smukkeste og mest enestående natur, jeg nogensinde har set!
Efter flyveturen landede vi på 75 Mile Beach ved Eli Creek, en ferskvandsflod, hvor vi mødtes med resten af menneskerne på turen igen. Her fik vi lige dyppet fødderne, og vi fik da også fyldt vandflaskerne med "det reneste vand i Australien" - vi blev dog enige om, at det altså bare smagte af dansk vand.
Herefter kørte vi videre på resortet, hvor vi spiste frokost, inden vi kørte videre op til Lake Mackenzie, øens største, tilgængelige ferskvandssø. Her holdt vi badestop i en times tid, så vi kom i vandet og nød det lækre vand, hvor vi ikke skulle bekymre os om hverken hajer eller stingers. Efter at vi havde badet, kørte vi tilbage til færgen, som grundet lavvande og kraftig vind havde ret mange problemer med at komme ud fra øen igen, men efter en times kamp kom vi endelig ud og kunne sætte kursen mod Hervey Bay igen.
Mandag kunne vi fejre Annes 20 års fødselsdag, så Kathrine, Line og jeg havde i hemmelighed købt diverse lækkerier til morgenmaden, så vi overraskede hende med pandekager, frugtsalat, yoghurt og müsli på et bord pyntet med fødselsdagsflag og balloner, og selvfølgelig et par australske fødselsdagsgaver. Resten af dagen blev brugt på lidt shopping, indkøb til lækker aftensmad, samt en hel masse pool tid og en enkelt film. Da vejrudsigten for natten stod på regn, valgte vi at rykke ind i et af campingpladsens backpackerrum, som egentlig bare bestod af to køjesenge. På denne måde kunne vi mandag aften pakke teltet sammen, så vi undgik at pakke et vådt telt sammen tidligt tirsdag morgen, hvor vi samtidig også skulle ud og køre ret langt.
Tirsdag stod vi derfor op og kunne pakke bilen med ene tørt bagage, vi sætter os ind i bilen, GPS'en er indstillet, vi drejer nøglen - og der sker ingenting! Pis og lort, Berta (ja, det kalder vi bilen, mens teltet hedder Prop ) vil bare overhovedet ikke starte. Vi prøver at starte den ved hjælp af en anden bil, men ej heller det virker. Til sidst må vi ringe efter hjælp hos RACQ, den australske udgave af Falck, som heldigvis kommer og hjælper os. Han konkluderer samtidig at ikke blot det ene batteri, nej begge batterier i bilen er fuldstændig døde og skal skiftes ud! Well, ingen kvaler, Spaceship betaler! Så vi kører til det opgivne værksted, hvor de erstatter begge batterier, og dermed kan vi, blot tre timer forsinkede, forlade Hervey Bay og køre til Rockhampton.
På den 6 timers lange køretur til Rockhampton fik vi booket et soverum på en campingplads, så vi kunne komme, smide vores ting på værelset, klæde om, hvorefter vi kørte ud til Rosslyn Bay Harbour, hvor vi spiste aftensmad på den hyggeligste havnerestaurant. Her oplevede vi virkelig hvordan service har en anden betydning i Australien end i Danmark - værten fulgte os ud til bilen med vores pizzabakker, hvori han havde pakket resten af vores pizzaer, uden vi overhovedet havde behøvet at spørge om det. Det er god stil!
Onsdag kørte vi så den sidste strækning op til Airlie Beach, endnu en køretur på godt 6 timer. Her var vejrudsigten regnvejr og tropiske tordenstorme, og efter at have kørt i regnvejr hele dagen, besluttede vi os for at booke os ind på et hostel for de to nætter her i Airlie Beach. Vi var så heldige at damen på vores hostel gav os et godt tilbud, så vi fik vores eget værelse med havudsigt for blot $25 per person per nat!
I dag, torsdag, blev vi vækket klokken 6.30 af brandalarmen og derfor også en evakuering af hele huset. Men heldigvis var det bare en falsk alarm, og vi kunne gå i seng igen. Klokken 9.40 tog vi afsted på et cruise ude ved Whitsunday Islands, hvor vi startede ud med et snorkelstop ude ved Border Island, hvor vi desværre ikke kunne se så meget, da vandet var meget uklart efter natten og morgenens uvejr. Vi så dog en havskildpadde, hvilket var ret sejt!
Derfra sejlede vi videre til Whitehaven Beach, hvor vi spiste frokost, gik en tur i regnskoven og badede lidt, inden en stor regnskylle brød løs, og vi satte kursen tilbage mod havnen i Airlie Beach. Men ja ja, vi tog oplevelsen med godt humør - hvor mange kan trods alt sige at de både har været på Whitsunday Islands OG WETsunday Islands?
Hele dagen har vi, når vi har været i vandet, været i stingersuits, sådan en laber heldragt i lycra, som skal beskytte os mod stingers. Som Rob sagde: "Hvis blot I svømmer med stingersuits, kan I kun, i det sindssyge tilfælde at I skulle blive stukket, blive stukket på fødder, hænder eller i hovedet. Det gør ondt som bare pokker, men i det mindste dør I ikke af det." Så ja, vi var ikke i tvivl om vi ville leje dragterne eller ej. Det var trods alt også en stinger, der stak Steve Irving i hjertet, og dermed dræbte ham. Dog er der i sommer kun 6, der er blevet stukket af stingers ved Whitsunday Islands, og så vidt vores guide kunne huske var der kun to, der var døde af det de sidste mange år.
Nu er vi ved at være sengeklar, inden turen i morgen går til Townsville, hvorfra vi skal med færgen ud til Magnetic Island og tilbringe de næste par dage der, inden vi kører videre op til Cairns.
Vi har efterhånden indstillet os på, at vi ikke kommer til at sove mere i telt på denne tur, grundet det tropiske vejr med regn og tordenstorme, men vi har det godt og vi nyder vores air-condition på værelset.
Jeg tænker på jer alle sammen, og jeg håber I har det godt! Tak fordi I følger med i mit eventyr! Jeg er gang på gang beæret over, når jeg hører, hvor mange der egentlig læser med, og jeg er meget taknemmelig for alle jeres hilsner.
- comments
Lone Skønt at høre alt nyt, æhh.... Læse nede fra dig, knus
Inger Hansen Hej Mia, ja vi er kommet idt bagud, men hvor er det spændede at læse om alt det du oplever og vi får lov at følge med :-). Fortsat god tur. Knus fra morfar & mormor