Mit sidste blogindlæg bliver en opsamling af den sidste halvanden uge, hvor jeg har været i både Cairns og Sydney.

Jeg landede i Cairns søndag den 13. juli efter en meget mærkelig flyvetur med intet mindre end det mest ubehøvlede flypersonale, jeg nogensinde har oplevet. Men humøret blev hurtigt bedre efter jeg landede i Cairns, et af mine absolut ynglingssteder her i Australien. Cairns er ikke stor og prangende, men der er en hel speciel atmosfære i byen, og så er der jo det fantastiske Great Barrier Reef lige i "baghaven". Jeg tog en bus ind til byen, hvor jeg checkede ind på mit hostel, og senere hen i Prodive's dykkerbutik, så jeg var klar til min dykkertur mandag morgen. Herefter stod resten af søndagen på ren hygge og afslapning i solen. På mit værelse på hostlet mødte jeg en ung britisk kvinde, Antonia, som jeg kom godt ud af det med, og vi besluttede os for at lægge os ned til lagunen nede på Cairns Esplanada, for at nyde det lækre vejr og solen. Så her blev eftermiddagen brugt med snak og en lille smule teori læsning for mit vedkommende, inden mit Advanced kursus ude på båden. Til aften tilbød vores hostel gratis grill aftensmad, og som alle ved, så er der altså meget få ting bedre end gratis mad Aftenen blev herefter brugt på Cairns Nightmarket, hvor vi gik igennem nogle af alle de ting, de sælger dernede.

Mandag morgen ringede mit vækkeur så klokken 5.30, da jeg skulle være oppe ved dykkerbutikken allerede klokken 6.20. Her checkede jeg så ind, satte mig i en af busserne, og så satte vi kursen mod havnen, hvor vi hoppede på båden til en lækker morgenmad. Turen ud på revet var alt andet end behagelig, og utrolig mange blev søsyge, dog undveg jeg at blive søsyg, da jeg havde taget tabletterne fra morgenstunden. Heldigvis!

Disse tre dage på revet skulle denne gang bruges på at udvide mit dykkercertifikat, således at jeg må gå fra 18 meter til 30 meters dybde, altså at jeg er Advanced Open Water Diver. Min instruktør, Josh, samlede holdet da vi kom ud på revet, og på holdet var vi 7. Vores første dyk var bare et fundive, altså et frit dyk uden instruktør, så jeg lavede en buddy-gruppe med to andre fra Advanced kurset, Dave og Lochlan, og så hoppede vi ellers i vandet. Og hold nu op, hvor var det godt at være tilbage i vandet!

Vores andet dyk var så en del af kurset, nærmere bestemt vores navigationsdyk. Så sammen med Josh svømmede vi ned på bunden og skulle så lave en række øvelser, for at forbedre vores navigation. Det tredje dyk var vores "bouyance"-dyk, altså et dyk der fokuserer på vores evne til at holde os i vandet uden hverken at flyde op eller synke ned. Det var nogle meget sjove øvelser, hvor vi blandt andet skulle svømme gennem ringe i forskellige højder kun ved hjælp af vores vejrtrækning, altså skulle vi kunne styre om vi flød opad eller sank nedad ved hjælp af vores vejrtrækning. Derudover skulle vi blandt andet også forsøge at flyde i vandet over en ske, hvor vi kun måtte røre skeen med vores regulator (mundstykke). Josh og de andre fik et godt grin, da vi skulle holde os på samme sted i vandet i et minut, da mine vægte gled rundt, så jeg endte med at vende både på siden og på hovedet. Men jeg formåede at holde mig så samme sted.

Til aften skulle vi så ned på vores natdyk, hvor vi igen skulle vise at vi skulle navigere, denne gang i mørke. Alle tre dyk gik godt, og vi var efter dag et allerede et godt stykke inde i kurset. På båden foregår tingene nogenlunde ens, dag efter dag. Du dykker, kommer op, tager dit udstyr af, skifter fra badetøj til almindeligt tøj, spiser, føre logbog, skifter til badetøj, tager udstyret på, hopper i vandet til næste dyk. Så da jeg endelig ramte puden første dag gik der ikke mange sekunder, inden jeg sov.

Anden dag blev vi vækket til vores første dyk. Første dyk var vores dybe dyk, hvor vi i Advanced kurset skulle helt ned på 30 meter, så der var ingen morgenmad inden, det var bare direkte i vandet. En af faktorerne, man som dykker skal være opmærksom på i dybderne, er at man kan få narcosis. Overordnet er det bare en tilstand, hvor man ikke er helt sig selv. Nogle dykker går i panik, mens størstedelen får en følelse af eufori. Det er ikke alle, der rammes af fænomenet, og aftenen forinden havde Josh og jeg siddet og joket med det. Selvfølgelig er jeg så den eneste, der bliver ramt. Heldigvis med den gode slags, så jeg bare var utrolig fjollet dernede. Da Josh skulle teste os på bunden med noget basis matematik, endte han med at grine så meget af mig, at han tabte hans regulator.

Efter det dybe dyk var det tid til vores sidste dyk i kurset, som for mit vedkommende var et undervands fotografi dyk, så jeg og to andre fra holdet brugte vores dyk på at tage billeder. Ganske underholdende.

Herefter vi var certificerede Advanced Open Water Divers. Men hvorfor stoppe der? Tre af gutterne fra holdet og jeg besluttede os for at tage kurset Nitrox, hvor vi lærer om at dykke med en ilt blanding med større procentvis indhold af oxygen, frem for nitrogen. Dette giver os kortere intervaller mellem dykkene, samt længere tid på bundet. Så det brugte vi et par timer på tirsdag eftermiddag, hvorefter vi fire var certificerede Enriched Air Divers.

Herefter stod den så bare på frie dyk, så Dave, Lochlan og jeg tog på udforskning. Til aften var det tid til vores andet natdyk, denne gang uden instruktør. Her var vi fire i vores gruppe, og vi var først i vandet, hvilket klart er at foretrække på et natdyk. Vi så hajer, og så vi kom ned på bunden, fandt vi, som de første, en af de mest kendte beboere på Great Barrier Reef, nemlig Brian. Brian er en kæmpe stor skildpadde, cirka på størrelse med en Toyota Aygo.

I løbet af dagen havde jeg døjet lidt med mine ører, og da vi kom op fra natdykket gjorde de rigtig ondt, og min hørelse på venstre øre var stærkt nedsat. Dette betød desværre også, at jeg ikke kom ned på næste morgens morgendyk. Dog prøvede jeg at tage med på andet dyk, men her blev jeg nødt til at afbryde dykket, da jeg ikke kunne udligne trykket på bunden. Herefter var det slut med dykning for mit vedkommende på denne tur.
Mit venstre øre gør stadig en smule ondt, så jeg skal hjem og have det tjekket hos lægen, inden jeg skal dykke igen. Forhåbentlig er det okay!

Vi kom tilbage til fastlandet onsdag eftermiddag, og jeg brugte resten af min eftermiddag med to af pigerne fra båden, Jana og Brooke. Til aften mødtes vi med instruktørerne og nogle af de andre fra båden til aftensmad. Torsdag morgen stod jeg tidligt op, sagde farvel til pigerne, hvorefter jeg blev hentet. Sidste ting på min to-do liste skulle nemlig krydses af; bungy jump!! Og nej, mor og far vidste det ikke inden . Jeg kom ud til tårnet, som er placeret oppe på et bjerg med udsigt over Cairns, så omgivelserne var jo helt perfekte. Da jeg kom op for enden af trappen og så ned, tænkte jeg godt nok: "Hvad laver du Mia?!". Men da der pludselig stod tre unge fyre bag mig, tænkte jeg, næ nej du. Instruktøren talte baglæns fra 5, og på 1 slog jeg hjernen fra og hoppede. OG HOLD NU OP, HVOR VAR DET VILDT!!! Det skal helt sikkert prøves igen engang! Efter mit bungy jump brugte jeg resten af dagen ved lagunen, inden jeg mødtes med Antonia til aftensmad og hyggede med hende resten af aftenen.

Fredag vågnede jeg op til en sms fra TigerAirways, som jeg skulle flyve med fra Cairns til Sydney; flyet var tre timer forsinket. Oh well, værre er det jo ikke. Jeg tog lidt senere ud i lufthavnen, og så satte jeg mig ellers og ventede ... lige indtil den næste sms tikkede ind; flyet var aflyst. Jeg kiggede mig omkring, og ingen af de andre så videre forstyrrede ud, og eftersom meddelelsen endnu ikke var blevet sagt over højtaleren, tænkte jeg hurtigt. Jeg lød ud i ankomst hallen, greb mine tasker, spænede op til afgangshallen, hvor jeg var så heldig at få en billet på et Qantas fly til Sydney samme aften. Dagen var reddet! Ikke nok med det, men da jeg kom op for at aflevere min bagage, så spurgte den søde mand bag skranken, om ikke hellere jeg ville have den éne billet, han havde tilbage til afgangen én time senere. Øh, jo tak!
Så jeg nåede stadig til Sydney fredag aften, og satte kursen ud til Maibritt og Ulrik, et dansk vennepar af Jacob og Jane, som meget venligt havde tilbudt mig en overnatning. Så her brugte jeg natten til lørdag, hvor jeg så satte kursen mod Austinmer, for at komme ned til Barbara og Steven Kennard. Her havde jeg to overnatninger, så jeg fik pakket mine ting, jeg fik hygget med deres to døtre, og jeg fik slappet af. Søndag havde Barbara inviteret nogle venner på besøg til dansk frokost, så søndagen blev brugt i køkkenet, hvor jeg hurtigt blev chefen og så hjalp Barbara til. Alt endte dog vellykket, og vi kunne servere gule ærter, forloren hare, svinemørbrad med æbler og svesker, syltede rødbeder og gammeldags æblekage. Mærkelig sammensætning, men det var alle de ting, Barbara gerne ville lave, og det smagte godt.

Mandag tog jeg toget tilbage op til Sydney, nærmere bestemt Hornsby, hvor jeg nu har tilbragt mine sidste to dage i Australien hos min søde veninde, Marianne. I går brugte jeg på at gå Sydney tynd, for lige at få sagt farvel til byen, og aftenen brugte jeg på at hygge med Marianne.

Og nu er det så nu. Dagen, som jeg har så utrolig mange blandede følelser omkring. Jeg forstår slet ikke, at mit år i Australien allerede er slut. Jeg er forelsket i det her fantastiske land, i menneskerne, i kulturen, i det hele. Men samtidig så trækker det i mig for at komme hjem til min familie, til dansk sommer, til en ny lejlighed, til en ny begyndelse med studiestart.
Det her år har uden tvivl været det mest givende i mine hidtil 21 af slagsen. Jeg har udfordret mig selv, jeg har stået på egne ben, jeg har lært, jeg har grint, jeg har grædt, alt i alt er jeg vokset som menneske. Minderne og venskaberne tager jeg med mig hjem i hjertet, og hvis mit hjerte kunne vejes, så var der overvægt. Hold nu op, hvor har jeg fået oplevet meget. Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg har holdt mit løfte til mig selv gennem året, om at når jeg nu sætter kursen mod Danmark, så er det uden at fortryde noget som helst. Hvert menneske jeg har mødt på min vej, har lært mig noget og bidraget på deres helt egen måde til mit eventyr.
Gennem mit år har jeg oplevet folks åbenhed og hjælpsomhed, specielt mine to fantastiske værtsfamilier i henholdsvis Sydney og Perth. Jeg har formet venskaber for livet, som for altid vil gøre mit hjerte rejselystent, for at komme ud og se alle sammen igen, og ikke mindst for at møde nye spændende mennesker og kulturer.

Det er med tårer i øjnene, at jeg nu forlader Sydney, men det er med et smil på læben. Det er ikke bare en rejsedestination, jeg forlader, det er hjem. Hvor føler jeg mig priviligeret over at jeg har kunne kalde Australien for hjem i et år. Jeg er rig på oplevelser og indtryk, og jeg er klar til at komme hjem til Danmark. Foran mig ligger en rejse på 31 timer, inden jeg i morgen klokken 17.05 kan give min smukke familie en kæmpe knuser i Aalborg Lufthavn.

At rejse er at leve, og det kan jeg kun give H.C. Andersen ret i. Den Mia, som forlod Danmark for et år siden, er ikke den samme, som om 31 timer lander i Danmark igen, men jeg vil vove den påstand, at hende der kommer hjem, er ny og forbedret. Jeg er stærkere, og jeg kender mig selv så meget bedre.
Af hjertet tak, fordi I alle sammen har fulgt med i mit eventyr. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen, til at fortælle om mine oplevelser og til at være hjemme igen. Det har været det mest fantastiske år, men nu venter det mest fantastiske gensyn.
Farvel til Australien, og vi ses lige om lidt, Danmark.