Profile
Blog
Photos
Videos
Så fik vi igen lidt overskud til at få skreve på bloggen! I går fik vi lagt billeder og videoer ud af hvad vi render rundt og laver her i det nordlige Thailand. Vi har en masse at fortælle jer, så indlægget denne her gang bliver rimelig langt!
Vores tur til Chiang Mai startede med en 12 timers tur i nattog. Det var overraskende komfortabelt og egentlig også mege hyggeligt trods den lidt vilde AC og den gennemtrængende lugt fra toiletterne. Men vi nåede frem og blev mødt af dejlig morgensol på Chiang Mais banegård. Vi blev hentet af en taxa og blev kørt til vores hostel BMP house. Det var af lidt lavere standard end hvad vi kom fra i Bangkok, men ellers rigtig fint og hyggeligt. Dagen skulle bruges på at udforske byen og på mentalt at forberede os til næste dags trekkingtur, som vi umiddelbart ikke var så motiverede til. På vej ned til byen mødte vi en rigtig sød mand fra Singapore. Han gav os en masse gode råd og vi fik en lang snak. Hans kone var dansker og designer, og han henviste os til en skrædder i Chiang Mai, som han og hans kone ofte brugte. Vi gik derned og fik forhandlet et jakkesæt til Jesper på plads. Jesper fik taget de første mål, og om aftenen skulle vi derned for at få den første 'fitting', og så ville det ligge færdigt til vi kom hjem tirsdag efter trekking. Når ja, og så fik vi da egentlig også lige en times oliemassage den eftermiddag (hæhæ)
Søndag morgen gik det løs!!! Vi fik spist lidt morgenmad og så var det ellers afsted - tre dages trekking ventede. Vi kørte ud til vores første stop sammen med den gruppe, som vi skulle være sammen med de næste dage. Gruppen bestod af englændere, brasilianere og os. Vi stoppede ved en orchidfarm, som ikke ligefrem var overvældende. Derefter kørte vi videre til en slangefarm, hvor vi fik vist et show med slangerne. Herefter kørte vi op til the long neck village, hvor nogle af børnene er vist her på siden. Pigerne får ringe rundt om halsen allerede når de er 4-5 år gamle og herefter får de en ny ring ca. hver 2. år, afhængig af hvor smukke de er. Efter turen i landsbyen skulle vi køre et stykke op til en lille landsby, hvor vi fik vores frokost inden den virkelig trekking begyndte. (vi vidste slet ikke, hvad der ventede os). Kl 14.30 begyndte vi at gå, og der var sindssyge stigninger fra start. Ja, faktisk gik det kun én vej, og det var op. Vi hostede, prustede og svedte allesammen. (kiddesvej er vel 1/100 af hvad vi blev udsat for). Efter en times hårdt arbejde, var der pause ved en 7/11 (se album). Herefter håbede vi på en lidt mildere tur, men nej, tværtimod blev det bare værre. Mia fik krise ca. En halv time før mål og svor, at det her måtte være den ultimative udfordring nogensinde. Men vi klarede det!!! I 1200 meters højde nåede vi frem til vores mål, som var en lille stammelandsby. Vi fik indkvarteret os i den lille primitive hytte, fik leget med børnene i landsbyen, spist mad på hyttens gulv og sluttede dagen af med guitar, sang og stearinlys.
Mandag morgen stod vi op, trætte og ømme. Man ligger ikke ligefrem godt på de stykker bambus man får tildelt, og temperaturen i bjergene er tilmed meget lavere, end hvad vi havde været vant til. Selvom vi havde taget alt vores varmeste tøj med, var det bare ikke nok. Derudover havde guiden også gjort os opmærksom på, at vi nok ville fortryde, at vi ikke havde ørepropper med - og ja. Det lød som om at hønsene slog hinanden halvt fordærvede sådan ca. Hver time i løbet af natten. Omkring 10.30 forlod vi landsbyen for at bevæge os ud på dagens trek, som skulle føre os ca 500 meter ned ad bjerget. Selvom det nu kun gik nedad, var det også en udfordring. De to første timer bevægede vi os stødt nedad i meget tæt terræn og gennem umenneskelige små passager i brændende sol. Vi kom til et vandfald, hvor der blev badet og nydt frokost. Vores guider snittede spisepinde og foldede tallerkner til os, som vi skulle spise af. (se album) det var smadder hyggeligt. Vi gik videre og mødte to vandfald i løbet af den næste time. Herefter gik vi lidt over en time for at nå frem til elefantcampen, hvor vi skulle overnatte den sidste nat. Det blev hurtigt køligt, fordi campen lå lige ud til en brusende flod. Vi brugte aftenen ved lejrbålet, hvor der blev drukket øl og snakket.
Tirsdag morgen kunne trætheden virkelig mærkes. Det havde virkelig virkelig været koldt om natten, musklerne var ømme og larmen fra floden gjorde det svært at sove. Vi var efterhånden også nået til det punkt, hvor et toilet og et bad virkelig ville gøre godt. (man skal pludselig ikke så meget på toilet, når man ser standarden i junglen). Vi stod op og fik hilst på de søde elefanter, som var ankommet til campen. Efter morgenmaden skulle vi på elefantryg langs floden i en times tid - det var rigtig smukt og en sjov oplevelse. Herefter skulle vi riverrafte!! Det var fedt, og vi blev godt våde. Efter riverrafting skulle vi over på tømmerflåder, som skulle føre os det sidste stykke ned ad floden. Det var virkelig dejligt, og vi blev godt solbrændte. Vi nåede frem til målet og ventede en times tid, før der kom en bil og kørte os tilbage til vores hostel i Chiang Mai.
Det var skønt at komme hjem og kunne smide sig i en seng, bruge et ordenligt toilet og få taget et bad ovenpå de mange oplevelser! Det var de vildeste, hårdeste men også fedeste fedeste fedeste ting vi havde været igennem. Man fik virkelig overskredet nogle grænser.
Resten af tirsdagen bruge vi på at komme ovenpå igen og forkæle os selv lidt. Vi drak smoothie, spiste god mad, slappede af og fik lagt lidt billeder ind, som I nok har lagt mærke til. Nu er det blevet onsdag morgen, og i dag skal vi også bare nyde byen og de 30 grader udenfor. I morgen går turen nemlig til Pai, hvor vi skal nyde den smukke natur og sole os ved poolen.
De allerbedste hilsner fra Marie, Jesper og Mia
- comments
Susanne Er selv på vej til Chiang Mai igen - glæder os og vil gerne besøge den skræddder I omtaler . Men hvor skal vi finde ham? Fortsat god tur
MIa Hej Susanne. Skraedderen hedder Viengping Collection, og ligger taet ved natmarkedet :) God tur!