Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi nået til det store USA og vi har det rigtig godt :)
Efter knap 20 timers transport fra Denpasar, Bali til Los Angeles, USA nåede vi endelig frem til det land, som vi havde glædet os så meget til!
Vi tog en shuttlebus ud til bilfirmaet, hvor vi havde lejet en bil til vores tre uger i Californien og omegn. Vi fik tildelt en lille (virkelig grim) Nissan cube og fik kørt til vores første motel, hvor vi fik et par timers søvn inden vi skulle ud og opleve LA, det viste sig dog at være sværere end som så at sove, da tidsforskellen tog hårdere på os, end vi først troede. De første mange nætter vågnede vi om natten og kunne ikke sove mere. Øv!
Nå, men vi fik brugt de første dage i gigantiske Los Angeles! Virkelig virkelig en fed by, men også ret forvirrende. Trafikken er et kapitel for sig selv og 6-sporede motorveje og tæt trafik er en hverdagsting. Trods startvanskelighederne i trafikken fik vi dog sneget os rundt til nogle ting i LA. Vi var oppe ved Hollywood skiltet, hvor der er en fantastisk udsigt over byen. Bagefter kørte vi ned til Kodak Theatre, hvor oscaruddelingen foregår og hvor man kan fortsætte ud på Walk of Fame, hvor vi slentrede ned ad gaden med de mange stjerner. Herefter kørte vi ud til Warner Bros studios, hvor vi skulle på en 2 timers rundvisning. Det blev en rigtig fed oplevelse, hvor vi fik set kulisserne til en masse kendte film og tv-serier, samt lærte en masse om hvordan de forskellige shows og kulisser bygges op og hvordan hele processen er på sådan et gigantisk filmset. Vi fik blandt andet set de originale kulisser fra Friends, Gilmore Girls, Batman filmene og mange flere. Rigtig god oplevelse!
I løbet af vores dage i LA kom vi også (et par gange) forbi et område med outletbutikker - og så var der ellers fest! Vi fik både købt bukser, shorts, trøjer, sko osv osv - mmmmmmh. Det var dejligt at få stillet shoppinggenet lidt.
Den sidste dag i LA brugte vi i Universal Studios, som er verdens største og mest travle filmstudie. Det var en ret vild oplevelse og vi fik hurtigt hele dagen til at gå. Vi fik en times rundvisning på settet, hvor vi fik set Wisteria Lane fra Desperate Housewifes samt flere af kulisserne til Jaws og rigtig mange andre film. Vi fik vist en masse special effects helt tæt på, hvorefter vi kunne se dem i de film, hvor de er blevet brugt. Ud over rundvisningen var der både 2D, 3D og 4D oplevelser overalt i parken, samt forskellige shows og forlystelser. Alt i alt en rigtig underholdende dag :)
Pt har vi bevæget os (en hel del kilometer) mere østpå, hvor vi skal udforske et par nationalparker, inden turen går til det berømte Las Vegas!!
Vi har dog måtte indse, at vores planlagte rute var lidt for optimistisk lagt, da vi ikke lige havde taget hensyn til jetlag og det faktum, at det jo faktisk kun er Jesper, der kan køre de mange kilometer! Det betyder, at vi ikke når helt så mange stop, men så har vi jo en god undskyldning til at komme tilbage en anden gang!!
Men ja, ellers nyder vi bare livet her i staterne! Vi er virkelig blevet imponeret over (ja, det lyder dumt) hvor amerikansk ALTING er! Alt herovre er XXL - og vi overdriver ikke! Størstedelen af amerikanerne er virkelig overvægtige, hvilket vi især fik set i universal studios, hvor vi så flere, som ikke kunne være i forlystelserne. (selvom de prøvede).
I går gjorde vi et stop ved en Burger King under vores lange køretur og bestilte hhv en mellem whopper menu og en mellem whopper JUNIOR menu. Det endte med at vi måtte levne, da mellem herovre (som minimum) svarer til en large derhjemme. De store portioner ses også i supermarkederne, hvor man nærmest kun kan få kæmpe portioner! Man kan ikke købe en almindelig pose slik, en almindelig pakke kiks eller en almindelig størrelse juice. Absolut alt er i XL portioner.
Og når ja, så koster en 2 liters sodavand omtrent det samme som en 0,5 liters vand. Stof til eftertanke!
Nu har vi næsten kun to uger tilbage og de indeholder et tæt pakket program, så det her er muligvis det sidste blogindlæg, inden vi vender snuden hjem til lille Danmark. Det er slet ikke til at forstå, at der snart er gået tre måneder og at vores store eventyr snart er forbi - meget mærkelig følelse! Vi glæder os til at fortælle jer om det hele, når vi kommer hjem - og til at vise jer de mange fantastiske billeder!
De allerbedste hilsner fra Jesper og Mia
- comments