Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme
Så har jeg oplevet noget mere her på (det jeg betegner som verdens varmeste sted) Filippinerne.
Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde da der sker så meget nyt hele tiden. Hver dag er et nyt eventyr.
Men jeg skal jo starte et sted så, mine damer og herrer - I sidste weekend var BEMA (Birgitte, Ellen, Mia og Anne) på tur til den store dejlige solskins ø, Bohol. Vi tog en færge derover (ca. 1½time) og da vi ankom til havnen blev vi bogstavligtalt overfaldet. Vi blev overfaldet af alle mulige filippinerne som enten ville køre os hen til et hotel eller som ville have os med på rundtur. Samtidig var der også folk der ville sælge os solbriller. Puha, uoverskueligt!
Da vi endelig fik sneget os ud igennem myldret af mennesker kom vi med en taxa til Alona Beach. Alona Beach ligger på en lille ekstra ø(Panglao) der hænger sammen med Bohol. Det tog ca. 30 min at komme derhen. Da vi ankom til stranden gik vi i krig med at finde et sted at bo. Det var en længere process. Det ene sted var for dyrt og det andet var dyrere. Lige inden vi var ved at kaste håndklædet i ringen fandt vi et fantastisk resort. Vi gav 11000 pesos for at bo der fra fredag til mandag i en hytte. Hvis man dividerer de 11000 pesos med 7.5 får man det i danske og ja så var vi 4 personer til at dele. + vi fik morgenmad, håndklæder, rengøring osv gratis.
Efter vi havde smidt vores ting inden for døren så hoppede vi straks i poolen. Der lå vi så et par timer og kogte. Hvis ikke det var i poolen så var det i vores eget sved oppe på liggestolen. Føj! (det var vidst mig der havde det værst) haha.
Dernæst gik vi ud og fik arrangeret tur til dagen efter og så stod den ellers på aftensmad. Nede på stranden var der masser af fiskeboder ude foran resturanterne, så man kunne gå hen og vælge hvad man vil have og så lavede de det på grillen. Det skulle vi selvfølgelig! Så vi fik klasket alverdens fisk på grillen og fik et herligt måltid mad.
Dagen efter (lørdag) stod vi op kl 5.30 for at komme på delfintur. Det var lige tideligt nok, men vi klarede mosten! Vi så delfiner i spandevis og de hoppede op og snurrede rundt om sig selv. Det var som at se flipper, selvom de ikke sagde nogen fjollede lyde. Turen tilbage til øen lå vi alle 4 på båden og snork-sov. Vi skulle jo være friske til kl 9 for der skulle vi på heldagstur.
Første stop på heldagsturen var ved Bohols berømte spøgelsesaber. Det er verdens mindste abe ( eller faktisk så ved man ikke helt om det er en abe endnu). De var smadder-søde, så der blev taget en masse billeder. Samme sted som aberne var, var der også en flyvende lemur, den hang i en pæl og hyggede sig - så vi fik lov at nusse den på ryggen :) Det kunne vi godt li'!
Næste stop var et andet område med dyr. Fjollede aber, ørne m.m. Men værst af alt - til stor skræk - se billederne - en kæmpe slange. Ellen var den eneste seje som turde at holde den. Vi tre andre var små pivede børn som kun rørte lidt og holdte den sammen. Puha! Jeg kan godt love jer for mit hjerte det bankede der ud af. Birgitte og jeg holdte den sammen og den var simpelthen så tung og fuld af muskler. Rigtig rigtig ulækker! Den kunne vi ikke li'!
Inde i det lille jungleområde var der en zipline (en slags svævebane). Den fik vi også en tur på henover nogle fine små rismarker. Det var dejligt med lidt vind i håret efter en grimme oplevelse med slangen.
Da vi var færdige i den lille zoo tog vi videre til chocolate hills. Chocolate hills er for jer som ikke ved det, et stor område af helt runde bakker. Når det er sommertid bliver bakkerne helt brune - så det ligner chokolade. Eftersom at det er regntid på nuværende tidspunkt så vi fik ikke så meget chokolade ud af det, men vi skulle op af en masse trapper for at få den bedste udsigt. Jeg håber de er lidt brunere når Far, Jp og Gulle kommer på besøg (om ca. 7uger).
Det var en hård tur op af alle trapperne ved chocolate hills så vi tog lige på en flydende resturante ned af en flod bagefter. Efter vi havde spist (buffet) holdte båden indtil en lille tømmerflåde hvor nogle lokale sang, spillede guitar og dansede for os. Det var rigtig fint, men vi tænkte over hvor mange gange de stakkels mennesker havde gjort det på blot den ene dag og fik ondt af dem. De så heldigvis glade ud, det hjalp os lidt!
Resturantbåden var ikke sidste stop, vi havde to mere. Vi skulle se den ældste kirke i Filippinerne, hvilket jeg synes var utrolig smuk og fantastisk og så så vi nogle gamle skulpturer.
PUHA, en lang dag, en lang tur, vi var SÅÅÅÅ trætte.
Om aftenen var vi igen ude og spise (surprise) og derefter blev Anne og jeg og fik et par øl. Birgitte og Ellen skulle op tidligt dagen efter for at dykke. Anne og jeg kom i snak med en ung gut som arbejdede henne på den resturante vi spiste på første aften. Vi lavede en aftale med ham om at vi skulle på scootertur dagen efter og se lidt mere i mens de to andre tøser var på dykkertur.
Søndag da vi vågnede lagde Anne og jeg, os ud i solen og stegte og tog derefter på tur med vores nye ven John. Han viste os nogle lækre steder og vi kørte rundt på scooter i et par timer. Eller det vil sige Anne og John gjorde, jeg sad skiftevis bag på dem begge for jeg kunne da slet ikke håndtere sådan en elektrisk-cykel. Puha!
Om aftenen hyggede vi alle 4 tøser os og fik et par øl oven på vores dejlige weekend.
Mandag gik turen hjem og da det var helligdag valgte Birgitte, Anne og jeg at tage direkte fra færgen til arbejde fordi alle børnene naturligvis ville være hjemme i stedet for i skole. Her startede vi så en temauge. En uge med fokus på miljøet og hygiene. Børnene lavede husk at vaske hænder - plakater og dagen efter samlede de skrald.
Den dag med skrald var jeg ikke med, for jeg var sjovt nok, for en sjælden gangs skyld - SYG! Infektionen i mit øre var ikke gået væk så jeg blev ramt at en meget grim omgang feber og måtte endnu en gang på hospitalet. Da jeg fik udskrevet en recept med mit nye antibiotika gik jeg ned på apoteket for at få det. På det første apotek kom en lille dame ud og sagde: "Vi har kun 3 piller tilbage af den slags du skal have" - Flot, jeg kan jo ikke bruge 3 til noget når skal bruge 14! Nå men videre til hovedbygning for at komme til det store apotek, men heller ikke her havde de den antibiotika. Så det endte med at jeg til sidst hævede stemmen og bad apotekeren om at ringe op til min læge og få ham til at finde noget andet antibiotika så jeg kunne kom hjem i min seng. Den lille apoteker kunne ikke forstå at jeg ikke gad lede videre på andre apoteker i byen når jeg var syg. - Det er ikke altid vi forstår hinanden lige godt hernede.
Selv når vi er ude at shoppe skal man have tålmodigheden med sig. For det første så er alle butikkerne fuld af servicemedarbejdere, men de laver ikke en skid. De står bare og kigger på hinanden og triller tommelfingre. Oppe ved kasserne kan der stå 5 medarbejder hvoraf det kun er en som betjener kunder. De andre står bare og kigger på køen der vokser. Det er lige til at gå ud af sit gode skind over. Men hvis man spørg pænt vil de godt betjene en selvom de har travlt med at stene.
Nyt fra praktikken:
Vi har fået inddelt vores børn i grupper så vi hver især (Anne, Birgitte og jeg) har nogle børn vi kigger ekstra efter. Vi observerer deres adfærd, udvikling, relationer osv. Det er rigtig rart, lærerigt og spændende!
Nyt fra huset:
Svanna (Hjørring sem) og jeg snakker meget med drengene ude fra gaden og var i går for første gang omme bagved vores hus for at se en af drengenes hjem. Meget trist og sølle, men hvor er de dog nogle glade og omsorgsfulde mennesker. Faren til en af drengene er fantastisk, og jeg glæder mig til at min egen kære Far kan drikke en øl med ham og spille en gang billiard.
Det var alt for nu!
Send mere slik! Hahahahaha
- comments



Østerhaab Hej Mia. Det er utrolig interessant læsning. Bliv ved med det - vi suger alt til os.
Nadja Ih hvor jeg elsker at høre nyt fra dig Mivse! Det lyder som en fantastisk tur I havde - vildt spændende og lækkert! Er ked af at høre om dit øre igen-igen. Håber snart det bliver helt godt! Sejt du lige fik fortalt dem, at de skulle finde nogle piller til dig - det var da også utroligt, at det kunne være så svært! Lavede forresten et par gå-film med Arthur i går. Sender dem i løbet af weekenden! KÆMPE KRAMMER til dig