Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 1
Så blev det den 1. oktober og starten på rejsen! Jeg havde egentlig været lidt ked af at rejse fra det hele i dagene op til, men da det først blev tid til at tage metroen til lufthavnen, var der også en god blanding af spænding og nervøsitet, og en masse "hvad-nu-hvis'er". Fik sagt farvel (hårdt), kom ind i flyet og 4 sæder til mig selv (det hele lysner lidt) og startede ud med Sådan træner du din drage 2 (så var alt godt igen).
Havde ellers godt hørt om de billige taxi'er fra lufthavnen, blev selvfølgelig hevet over til en af de dyre, og nåede ikke rigtigt at insistere før chaufføren havde fat i min taske - så det blev den fancy Audi et eller andet til hotellet. Fik også lige en fin bemærkning med om at kvinder da ikke kan køre bil (hvilket der måske i mit tilfælde kan være noget om ;)), da jeg spurgte ind til de lyserøde kvindelige taxier fra lufthavnen.
Dag 2
Zzz.. ups, vågnede først lidt for sent, var ude af døren ved middag og beslutte mig da for at gå den lille 1,5 km ned til metroen - det kunne virkelig ikke være så slemt som dørmanden syntes det var (hvad er ben ellers til for). Heh, det er det måske heller ikke når man går fra Holte st. og hjem, men krydsende motorvej, rundkørsel med 4 baner og timet helt rigtigt med den varmeste tid på dagen og 36-38 grader gjorde det nødvendigt med et pit-stop ved et mall med skøjtebane halvvejs igennem.
Morede mig lidt over skiltet med "no fish in the metro" et par dage, indtil det gik op for mig, det var fordi fiskemarkedet lå godt og vel lige ved siden af metroen - make sense now ;) også lugten.. Kørte til Dubai Marina, virkelig hyggeligt (lidt på trods af alle skyskraberne, kæmpe bygningerne og alle byggestederne der ligger lige ved), fandt en fin strand, friskpresset juice og deres version af Strøget - og så var det ellers Mall of Emirates! Og jeg glædede mig - kan jo desværre ikke shoppe, pengene skal jo gerne bruges på mad og hotel (lovede jo min mor jeg nok skulle huske at spise og ikke bruge pengene på alt muligt andet - haha, don't worry ;)). + at jeg var lidt stolt over mine kun 14 kg i rygsækken, har ikke rigtig lyst til den bliver tungere. Mall'et var seriøst dobbelt så stort som et amerikansk, lige sådan indrettet med alle de gode, KFC; McD, Dunkin' Donuts, Coldstone og en skibane! Døde dog lidt indeni, da jeg gik forbi en Nine West og ikke kunne købe noget L Det må jeg have til gode til New York! :D
Dag 3
Startede med lidt tid ved pool'en - der er pool på taget! :D Og så var det ellers udtjekning og afgang mod Dubais eneste hostel, hvor jeg havde overnatning de næste 5 nætter. Og det var godt, havde fået nok alene tid på hotellet, nu hed det dorm room (sød kinesisk room-mate, April), sandwich fra supermarkedet og sene snakke i receptionen J Den gamle mand i receptionen holder dog mit pas som gidsel, må lige prøve at få det tilbage her snart.
Afgang mod gold souq'en (deres guldmarked), der ikke som sådan var et marked, mere 40 guld butikker lagt ved siden af hinanden - og hvor var det vildt. En af de ansatte spurgte hvor meget jeg havde, om jeg ville købe noget. Han blev dog meget stille, da jeg sagde jeg måske kunne undvære 200 Dirham (300 DKK) og begyndte så grinende at forklare mig, at det jo er 22 karats guld og ægte diamanter, at priserne startede i de par tusinder. Så passede det mig lidt bedre, da taskesælgerne forsøgte at sælge deres falske Gucci tasker - i det mindste var de ret ærlige om at det ikke var den ægte vare ;)
I Bur Dubai souq'en forsøgte sælgerne sig med forskellige flatterede navne - ham der råbte Shakira efter mig, fik mig næsten ind i butikken ;) Ellers blev det til en smuk tur over Creek'en, og en hyggeligt gåtur rundt i deres områder Little India og Bastakiya, og så var det ellers tidligt i seng, var helt smadret efter den hårde dag (?) ;)
PS. når man rejser alene, er det godt at selfies er blevet det nye sort :D
- comments
Karina Kristensen Hejsa :-) Faldt lige over din rejseblog, glæder mig til at følge dig de næste 10 mdr, elsker selv at rejse, har rejst i usa, sydøstasien. Er du på andre medier? Instagram? Med venlig hilsen Karina
Mia Mange tak Karina :D Det er allerede en fantastisk tur, og dem man møder har så mange spændende historier! Læser også selv en del rejseblogs, der er også gode ideer at hente - har dog desværre ikke sat mere tid af i Asien.. Jeg er ellers kun på Facebook, i forvejen så dårlig til at finde tid til mere end det ;)