Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg blander muligvis nogle dage sammen, eftersom det er 10 dages tid siden vi sejlede fra Barbate mod Lanzarote, og der har været noget søsyge og diverse indover, men jeg forsøger så godt jeg kan J
Søndag den 6. juli, vågner vi op i Barbate, hvor vi ankom natten til søndag. Havnen er ekstremt stille og der er nærmest intet liv, bortset fra de spanske lystfiskere der står længere nede af broen og det lyder til at den ene blære sig mere end den anden omkring gårsdagens fangst. Men hvad ved jeg… jeg kan jo desværre ikke spansk. Men sjovt lød det.
Vi bruger søndagen på at forberede vores sejllads den næste dag mod Lanzarote. Dvs. der skal handles ind, der skal vaskes lidt tøj, og der skal bades!
Vi bruger formiddagen på at "vågne", slappe af og få spist morgenmad. Om eftermiddagen bevæger vi os op mod byen for at finde et supermarked. Men det samme problem som i Ayamonte hænder os nu engang. Om søndagen er ALT lukket i Spanien, og det er lidt en udfordring når vi ved at det næste sejllads kan tage mellem 7-10 dage. Dog havde Rikke og jeg, handlet godt ind i Gilbraltar (nogen ville måske mene for meget), men det blev da til vores fordel, mod Lanzarote. Vi finder et lille supermarked oppe i byen, som har det mest nødvendige til aftensmaden. Og vanddunke som var nødvendigt for turen videre.
Mandag den 7. juli går turen mod Lanzarote, og Mette havde allieret sig med 2 pakker søsyge piller, som jeg havde købt Gibraltar, i håb om at søsygen udebliver. Det gjorde den også indtil… Det blev aften. Igen startede opkasten L De første to dage gik fantastisk sejl-mæssigt (eller hvad man siger), vi sejler i gennemsnit 7 k*** og suser fremad. Bortset fra søsygen var det jo en forrygende start.
De første 2 dage kunne jeg ikke holde et måltid i mig og jeg kunne simpelthen ikke overskue at det skulle være sådan de næste fem dage også. Jeg droppede søsyge-pillerne eftersom de jo tydeligvis ikke hjalp, og 3. dagen var en god dag. Søsygen forsvandt om eftermiddagen (sådan da), og opkasten fremkom kun om aftenen denne dag. FANTASTISK! Så kunne vi jo sagtens sejle i to uger mere, hvis det stod til mig! Jeg kunne spise uden at bekymre mig om at det kom op igen, og det var lidt sjovere at sidde oppe og følge med i diverse.
At autopiloten ikke virkede, var ikke sjovt for Rikke og Allen. Det var nogle hårde nætter, hvor de selv skulle styre, og de sov på skift om dagen. Det var også i disse dage jeg havde min (hvis jeg selv skulle sige det) succes-oplevelse, jeg blev sat til at styre, for at aflaste de to andre en smule. Jeg følte mig en smule nervøs for det til at starte med, men efterhånden som jeg slappede mere af blev det også lidt sjovere.
Jeg tror, det er på 4. dagen om aftenen det uheldige sker. Der er ingen vind, så derfor får motoren lov til at arbejde for det. Indtil motoren egentlig bare giver op. Eller vi slukker den fordi den lyder som en der har en grim hoste. Det resultere i, at vi ikke kan tænde den igen. Så den nat lå vi helt stille, i Atlanterhavet, mellem Spanien og Lanzarote, ud for Afrikas kyst. Det var en hård nat for Rikke og Allen som skulle holde udkig hver 20. minut. Jeg sov jo hele natten, så bemærkede ikke så meget.
Om morgenen bliver jeg vækket, for at skulle styre lidt, imens Rikke sov. Der var kommet lidt mere vind, så de havde i løbet af tidlig morgen, fået sat Twin-sail op, og sat rorpinden fast, så det var egentlig bare at holde øje med kompasset og tilpasse roret når det var nødvendigt. Meget afslappende.
Imens skulle Allen kigge på motoren, som jo gerne skulle virke, så vi kunne komme lidt fremad.
Hvad der så sker, kan man spørge Allen om selv, men det resultere i at motoren hvertfald er helt færdig og kommer ikke til at virke, overhovedet, på denne tur.
Så vi kunne håbe på vind, og ja… - Håbe på noget vind!!
Som jeg husker det, kommer der lidt mere vind henover dagen, og vi kommer da en smule fremad ellers er den dag rimelig slørret. Der skete nok ikke det helt store den dag.
På 5. dagen vågner vi op til Lanzarotes bjerge på vores højre side, så lidt fremad må vi være kommet i løbet af natten. Jeg sætter mig op til Rikke som har morgenvagten og det går utroligt langsomt fremad, så langsomt at vi faktisk sejler baglæns.
Allen bliver vækket, efter at Rikke og jeg prøvet os en smule frem og tilbage med sejlene. Det skal siges at det faktisk fik os fremad, bare ikke så meget som håbet.
I løbet af formiddagen dør vinden igen. Fuldstændig. Så efter Allen har været en tur i vandet, eftersom båden jo ikke rykkede sig en meter, blev jeg spurgt om det samme. En smule nervøs men alligevel er jeg lidt nysgerrig og derfor hopper jeg i vandet, på 1000 meters dybde, uvidende hvad der kunne være under mig. Da jeg plasker rundt dernede og selvfølgelig holder fast i stigen, kommer der selvfølgelig vind i sejlene, så jeg kan da på ingen måder komme op i båden igen. Med en smule nervøsitet men alligevel meget sjovt, hænger jeg nu bag båden, mens den sejler 2-3 knob. De andre får vendt båden så vinden i sejlene forsvinder og Mette igen kan komme om bord på båden. Det var nu egentlig en fed oplevelse, at hænge der efter båden.
Vi er omkring 20 sømil fra Rubicon Marina, og det er ulideligt varmt. Igen ingen vind! Overhovedet. Den kom og gik som det passede den. Efter et par timers sejllads uden meget vind, kommer vi forbi en pynt, og vi kan se Playa Blanca og Rubicon marina. Glæden er ved at være stor, selvom båden igen står fuldstændig stille eller rettere vi sejler baglæns. Indtil… Der pludselig kommer en modvind som er den vestlige accelerations zone det er en vind der kommer ned af bjergene, og kan komme med 10 m/s, som er en del, hvis man sejler med fuldt sejl som vi jo gjorde, eftersom vi kom fra en smule vind.
Så at sidde ligeså stille og afslappet på baglugen, og blive ramt af den vind, var en smule udfordrende, da vinden hiver båden med fuldt sejl, mod venstre, så vi næsten lå sidelæns. Vi måtte pga. modvinden krydse hele vejen hen til Rubicon Marina, og da vi ingen motor havde, måtte der ringes til Marinaen, og få deres hjælp til at komme i havn. At sejle ind på sejl kan gå rimelig galt hvis der er meget trafik og det ville bestemt ikke være velset fra havnen.
Vi er nu kommet i havn, og ligger dejligt, dog med lidt blæsevejr, men det er også tiltrængt eftersom det er rigtig varmt hernede.
Vi nyder livet i poolen, på stranden, og på båden, og jeg glæder mig til de næste 6 uger, som skal nydes her.
Og så kommer min søde kæreste, Kim jo den 11. august! Yay!! Der er heldigvis ikke længe til. Savnet er nu ved at være stort!
Alt for nu, hav en fantastisk dag!
-Mette.
- comments
faster Ih... hvor er det spændende at læse knus til jer alle