Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen i dag skiller sig ikke ret meget ud fra dagen i går. Jeg tog ind til byen i formiddags for at finde en billig boghandel. Jeg kunne se på min bog, at jeg ville blive færdig med den i dag, så jeg var nødt til at finde en ny. Desværre er boghandlere ikke noget, det ligefrem vrimler med i Surfers Paradise - det er ikke lige det folk kommer for, og det er heller ikke helt den aldersgruppe/type af mennesker, der kommer her. Men i indkøbscenteret lykkedes det mig alligevel at finde et bogudsalg, som solgte ubrugte bøger for 5 dollars (25-30 kr.). Der var endda et tilbud som lød på, at hvis man købte to bøger, fik man den tredje gratis med. Der var faktisk nogle meget spændende bøger iblandt, men ikke ret mange jeg kendte. Jeg endte alligevel med at købe to og fik en krimi med i købet. Så nu løber jeg i hvert fald ikke tør for læsestof på resten af turen. Jeg skal bare selv slæbe rundt på dem...
Da jeg kom tilbage lagde jeg mig på stranden, som igen i dag var rigtig lækker - lige indtil det begyndte at blæse op. Det var ikke en kold vind, så det blev ikke for koldt, men sandet fløj omkring, og jeg fik sand i næsen, munden, ørerene og alle andre steder på kroppen - ikke i øjnene dog, for jeg havde solbriller på Men det betød, at jeg opgav at ligge mere ved stranden. Så er det jo strålende, at mit hostel har en swimmingpool med tilhørende liggestole! Poolen er dog lidt til grin. Den er nærmest bare en lille vandpøl, og så ligger den i skygge hele dagen, så den bliver ikke rigtig brugt, men liggestolene er hele perfekte, og man kan ligge i sol hele dagen, hvis man lige rykker lidt rundt en gang imellem. Så der lå jeg resten af dagen.
Her til aften har jeg ikke lavet noget. De to piger, jeg bor på værelse med er fra Holland og Melbourne. Pigen fra Holland rejser rundt ligesom mig - hun er bare på vej op, hvor jeg er på vej ned. Pigen fra Melbourne skal deltage i de Uni-games jeg talte om i går, og vi har aftalt at mødes, når jeg kommer til Melbourne om nogle uger. Den hollandske pige rejser til Brisbane i morgen, og jeg har givet hende nogle tips til, hvad der sker i Brisbane og længere nordpå, mens hun har givet mig tips til, hvad der sker sydpå. Vi tre har faktisk bare siddet og snakket hele aftenen. Det har været enormt hyggeligt, og det er rigtig ærgerligt, at hollænderen rejser i morgen, og jeg rejser søndag. Men Elise, som bor i Melbourne, har jeg dog en aftale med om at lave noget sammen, når jeg kommer dertil, så det glæder jeg mig til.
Det er faktisk alt, hvad der er at fortælle fra i dag. I morgen lyder programmet på præcis det samme som i dag og i går, så den up-date bliver nok heller ikke så spændende.
Men hæng på alligevel, for når jeg kommer til Byron Bay bliver det vildt!! Der kommer til at ske en masse, som jeg glæder mig rigtig meget til!
Hav det godt så længe!
Knus
- comments
Din far Set og læst, og du er stadig udvalgt blog.
Mor Hej Mettchen! Så er jeg tilbage fra Dresden og har netop læst dine blogs fra ugen der er gået. Dejlige og spændende rejseoplevelser, skal jeg lige love for. Jeg har også meget at fortælle fra min tur, men jeg sender en mail til dig. Vi havde en fin tur, men selvfølgelig lidt ærgerligt, at der ingen netadgang var på "Andreas", når man nu havde al den fine teknik med. I øvrigt var der mange andre ting, der ikke var i orden denne gang, hvilket er for dårligt sammenlignet med den pris, vi betaler for at bo der. Så vi har allerede fundet et andet og bedre sted til næste år :) Jeg skal til at pakke ud og have gang i vaskemaskinen, men som sagt skriver jeg en mail til dig. P.s. Pips har fulgt lidt med over skulderen. Knus fra Mums
Ynglings Tanten Hej Mette. Man bliver nu i så godt humør når man læser din blog. Tak for det. Glæder mig til at læse om dine oplevelser i Byron Bay. Det lyder vildt spændende. Her er vi nu færdige med soklen og det er begyndt at ligne en tilbygning. Knus fra alle specielt fra din ynglings tante