Efter hvalhaj turen var det tid til afslapning. I vores bibel (Lonely Planet), havde vi læst om et sted kaldet sugar beach, som skulle være helt fantastisk. Vi tog bussen fra Dumaguette kl. 8 om morgenen, og ankom til et resort, vi havde fået anbefalet af Harold kl. 14. Det var en laaaaang bustur, men meget smuk med havet på den ene side, og bjergene på den anden. Helt tilfældig (næsten da) stødte vi ind i Ina (Mette Laursens veninde) og Inas veninde Maja. Ina og Maja havde lidt tømmermænd, så vi spiste lidt mad sammen, og tilbragte ellers resten af dagen på stranden. Vi lavede egentlig ikke så meget andet, end at ligge på stranden, se solnedgang, spille lidt bordfodbold og spise. Meget afslappende må man sige. Men det kan jo også blive, lidt kedeligt i længdenJ Vi valgte derfor kun at have to nætter her, inden vi igen tog tilbage til Dumaguette. Denne gang fulgtes vi med et par københavnere, så busturen blev ikke nær så lang. Vi havde egentlig booket senge på dormet på Harolds Mansion, men da vi kom, var der pludselig 11 senge på værelset (der normalt er plads til 8). Når man lærer Filippinerne at kende ved man, at der altid lige er plads til en mere. Om det er i bussen, på motorcyklen eller på hotelværelset (åbenbart), det er lige meget. To af de andre piger på vores dorm, var dog ikke helt så tilfredse, og endte med, at blive ret sure over, at vi var så mange derinde. De skældte Harold ud hvilket resulterede i, at vi blev flyttet ud, og fik vores eget værelse. Endda et familieværelse (med egen balkon). Hvad kan man lærer af det? Hold dig ALTID gode venner med ejeren af hotelletJ Måske du bliver forflyttet til familieværelset.
Vi havde fortalt Ina og Maja, at vi boede på Harolds, og hvem stod på hotellet dagen efter. De to søde piger! Det var dejligt, at se dem igen, og de skyndte sig at melde sig på samme bådtur som os dagen efter. Det var nemlig tid til, at vi igen skulle besøge de dejlige havskildpadder, igen. Man bliver jo næsten helt afhængig. I den forbindelse, var et undervandskamera simpelthen en nødvendighed. Vi havde derfor investeret i et ret sejt Olympus undervandskamera, som skulle hjælpe os med at få fantastiske billeder af skildpadderne.
Vi havde en super hyggelig bådtur, og vi fik fantastiske billeder med både skildpadderne og af os. Der var så mange padder, så vi bare kunne ligge i vandet og kigge til alle sider. Det var fantastisk. Desværre havde vi ikke fået ladet kameraet ordentligt op, så det løb hurtigt tør for strøm. Vi nåede dog, at få vores billeder. Vi var meget tilfredse. Samme aften tog Harold os med på en Japansk, hvor der var all you can eat tema. Dejligt efter en lang tur på båden. Planen var, at vi tidligt næste morgen skulle videre mod Cebu city, hvor vi skulle fange vores fly til Palawan. Harold og pigerne fik os dog overtalt, til først at tage af sted om eftermiddagen, da der var et fantastisk vandfald, som vi bare måtte se. Vi fik os en private tour af Harold, der viste os vejen hen til vandfaldet. Noget af vejen var ret smadret af Tyfonen, der havde hærget for omkring 2 måneder siden. Han pegede på et tidspunkt hen mod et vandhul, og fortalte at der her havde ligget 4 huse. For at komme hen til vandfaldet, måtte vi gå ude i vandet og kravle over et par/mange sten da tyfonen også havde ødelagt stien her. Vandfaldet var fantastisk, og vi var de eneste der havde vovet os ud i at trekke derhen, så vi fik det hele for os selv. Det var virkelig hyggeligt! Vi havde nu fået set det meste, af det der er at se i Dumaguete og omegn, og det var nu tid til at komme videre til vores næste destination her på Filippinerne. PALAWAN..