Hey derhjemme.

Snorkling med havskildpadde, tjek. Svømme med hvalhajer, tjek. Så er vi kommet til FilippinerneJ Yay… Inden vi rejste fra Ho Chi Minh city, har vi brugt en del tid på, at læse om Filippinerne, for at kunne beslutte hvor vi skulle sætte vores smukke fødder. Vi endte med at vælge øen Negros, da vi her ville have mulighed for forskellige aktiviteter, som hiking, snorkling, se delfiner, ligge på stranden osv. Fra andre rejsende vi har mødt på vores vej, har vi hørt, at hovedstaden Manila ikke skulle være værd at bruge sin tid på. Vi fandt derfor en flyafgang til Dumaguette på Negros, som passede med vores fly fra Ho Chi Minh. Flyet var selvfølgelig en time forsinket, det er klart, og hvilket betød vi havde lidt travlt, da vi ankom til Manila. Hvem tager et uventet gebyr, for at komme ind i lufthavnen? Det gør de åbenbart overalt på Filippinerne. Ca. 5 dollar pr. person, når man skal flyve indenrigs. Dette skulle selvfølgelig betales med den lokale valuta (pesos), som vi ikke ejede! Til vores held, havde vi nogle dollars, som vi kunne veksle. Vi nåede flyet, og alle folk vi mødte på vores vej, var super søde og hjælpsomme. Især mændene er meget smilende, og i mødekommende. Efter at have rejst det meste af natten ankom vi til Dumaguette, og skulle nu til at tage stilling til, hvor vi ville bo. Vi valgte et hostel kaldet Harolds Masion, som de anbefalede i lonely planet. Vi fandt hurtigt ud af, at dette var et rigtig backpackers hostel. Lige noget for os! Efter vi havde smidt vores tunge tasker på værelset, tog vi et smut ned i byen, for at få noget morgenmad og se os lidt omkring. Hiking ved Twin Lakes, snorkling samt delfiner, var i vores hoveder, så humøret var højt da vi ledte efter forskellige turistinformationer. Vores humør blev dog hurtigt ødelagt, af nogle ikke særlig hjælpsomme medarbejdere, der ikke virkede som om, de ikke gad, at sælge os noget. De fortalte os, at der ikke er sæson for delfiner, at vi ikke kunne hike ved Twin Lakes, da vejen var blevet ødelagt af en tyfon, så at det eneste vi kunne var at snorkle! Det var på dejlig århusiansk, mega træls! På vej tilbage til hotellet, var vi ved at planlægge hvilken ø vi hurtigst muligt skulle flytte vores tasker over på. I receptionen mødte vi den søde ejer Harold. I frustration spurgte vi ham, hvad vi dog skulle foretage os på Negros. Som den søde, og meget imødekommende mand han er, begyndte han at fortælle os om alle de ting vi kunne give os til. Han mente bestemt, at vi sagtens kunne hike ved Twin Lakes, og ringede straks til en af hans venner der bekræftede dette. Derudover havde de lidt forskellige ture på hotellet, som blandt andet omfattede en tur, hvor vi kunne svømme med hvalhajer. Humøret steg, og vi var pludselig helt klar på at udforske denne ø!
Vi lagde stille ud, med den snorkling tur dagen efter til Apo Island. Vejret var fantastisk, og Harolds nye håndlavede båd var super lækker. Første tur i vandet var fantastisk. Vandet var helt turkisblåt, og der var masser af seje fisk. Pludselig peger Mette Gry på noget foran os, som Laursen ikke lige fatter i første omgang, men der lige foran os, ser vi vores første old man of the sea (havskildpadde) nogensinde - og den var mega stor. Det var en super fed oplevelse, og vi var helt høje af det, flere timer efter. Vi så et par stykker efterfølgende, der dog ikke var så fantastiske som denne kæmpe padde. Vi måtte straks hjem på facebook og ligge billeder af skildpadder på vores facebook. Gid vi dog bare havde et undervandskamera!

Vores kroppe havde fået lidt for meget sol på bådturen, så dagen efter ville vi tage til Twin Lake for at vandre lidt. Vi fandt en fyr fra Canada, der gerne ville dele denne oplevelse med os. Der var rimelig langt derop, så vi betalte et par motorcykel fyre, for at køre derop. Nogen steder var vejen rimelig ødelagt af tyfonen, så der måtte vi af cyklen, for at gå. Turen var lidt vild, og vi måtte lige bede chaufføren om at sætte tempoet ned en enkelt gang. Da vi endelig ankom til det, vi godt vidste, var to søer, fandt vi hurtigt ud af, at det var lidt sværere at komme hen til udkigstårnet som lå i mellem dem. Ikke nok med at tyfonen havde ødelagt vejen op til søerne, så havde den også gjort skade på det i forvejen ikke turist venlig sti hen til udkigstårnet. Man kunne dog leje en lille båd og sejle derhen, men blev enige om at vi godt kunne gå. Det første stykke, var ret besværligt, da der ikke rigtig var nogen naturlig sti at følge, og stene var selvfølgelig også mega glatte. Efter et stykke tid kunne vi se stien, og det blev nemmere at komme frem. Stenene var dog stadig meget glatte, og vi var begge ved at glide flere gange. Efter en halv time ca. nåede vi udkigstårnet i mellem de to søer. Her kunne vi nyde udsigten, som var super fin. En rigtig god og smuk tur, til trods for lidt besværligheder, med de ikke så fremkommelige veje og stier.

Nu var vi ved at være klar på hvalhajer og vi gik ned i receptionen, for at melde os på turen. Egentlig havde vi først fået at vide, at der ikke var plads til os, den dag vi gerne ville af sted, men med god tålmodighed og lidt held, endte vi med at kunne komme med på turen. Jubii! Vi var begge meget spændte men også lidt nervøse. Af andre som havde været på turen, havde vi godt hørt, at man giver hvalhajerne mad (rejer), og dermed "lokker" dem ind mod land således at os turister kan få lov til at opleve den enorme fisk. Der var derfor rigtig mange mennesker, både i vandet og på små både. Modsat den anden dag hvor vi snorklede med havskildpadder, så var sigtbarheden i vandet ikke særlig god. Vandet var lidt grumset og ret uroligt hvilket gjorde det lidt svært for os at orientere os. Vi kunne ane dem under vandet hvilket var helt fint. Men da vi pludselig lå ved siden af en fiskermands båd der gav hvalhajerne mad, blev det lige vildt nok. Vi havde aftalt at vi skulle blive sammen, men da vi begge kiggede ned og kunne se en mega stor hvalhaj komme direkte i mod os gik vi i panik og svømmede hver sin retning. Vi havde nu fået nok af hvalhajer og ville svømme tilbage til båden. Men da der var meget strøm var det ikke så nemt, da båden lå et stykke væk. Mette Gry fik krampe i læggen og vi endte derfor med at blive samlet op af en anden båd med folk fra vores hostel, da den lå tættere på. Vi er begge enige om at det er mega sejt at kunne sige man har set en hvalhaj, men er ikke en aktivitet vi har lyst til at forsøge os med igen. Det var lige vildt nok til et par tøse tøser som os. Bagefter sejlede vi hen til en lille ø kaldet Sumilion hvor vi kunne snorkle. Det var det klareste azur blå vand, med flotte koraller og helt vildt mange fine fisk. Havde en super god tur, selvom det var lidt overvældende med hvalhajerne.