Noj, en skuffende dag paa vandet!!

Vi havde gladet os til, at vi skulle ud og sejle i bugten, hvor vi skulle sejle i grotter. Eller... Det var hvert fald, hvad vi havde faaet at vide. Vi sejlede i en lille baad ud til et sted, hvor vi skiftede over til en anden baad, hvor de blev roet af mennesker. Her kunne der sidde mellem 6 og 15 mennesker i, alt efter baadens storrelse. Vi naaede lige at sejle under en grotte, som nok narmere kan betegnes som en lille hule, inden vi var inde i en bugt. Det var den smukkeste udsigt, som mindede om en blanding af bjernene i Avatar og King Kong. Men efter 1 minut satte roforeren sig ned og begyndte at slappe af. Der gik ikke lang tid, for vi fandt ud af, at det var det grotte, vi skulle se. MEGET skuffende!

Da vi kom tilbage til baaden, var der forvirring om, hvorvidt vi maatte bade fra baaden eller ikke. Det endte med, at vi godt maatte, men vi fik ikke lov til mere end en halv times tid, saa blev vi hentet op igen. Guiden fortalte senere, at personalet havde varet sure over, at vi ikke ville kobe nogle souvenirs af dem og ikke havde givet dem drikkepenge. Derfor sejlede de os tidligere tilbage til fastland, end planen egentlig var. Vi forstaar stadig ikke deres holdning, for hvis de bare havde varet sode aftenen for og ikke kastet souvenirs i hovedet paa os eller holdt saa meget oje med os paa dakket, saa havde de nok faaet nogle drikkepenge. Saa det endte med at kore rundt i en ond cirkel.

Men vi kom sikkert ind til fastland, hvor vi fik frokost. Efter frokosten blev vi indlogeret paa hotel i hovedstaden Ha Noi. Det var ogsaa her vi saa Anne igen. Hun havde ventet alene paa hotellet, mens vi andre var ude at sejle. Hun var blevet saa frisk, at hun godt ville kunne fortsaette turen med os andre.

Inden aftensmad skulle vi ud og veksle penge og hold da lige fest for et virvar. Vi regnede med, at guiden kendte et ordentligt sted, hvor man uden problemer kunne faa vekslet sine sidste riel til dollars, men det var ikke lige tilfaldet. Til at starte med ville de se vores flybilletter. Bagefter ville de se kvitteringer for de belob, man havde havet. Men naar man vekslede, skulle man gore det med en person, der havde en kvittering. For paa kvitteringen stod kortnummeret, og de to ting skulle passe. Der var saa meget rod i det hele, at vi endte med at staa nasten en time efter lukketid, og da vi gik havde jeg og en anden stadig ikke faaet vekslet vores penge.

Men med nogenlunde humor tog vi videre paa sightseeing i byen, hvor vi blandt andet saa den rode bro. Om aftenen slappede jeg af paa varelset med min roomie Janni.