Efter en varm nat, på det hidtil dårligste værelse, startede vi dagen med at flytte over på den anden side af gaden. Vi var igår blevet lovet et værelse på 1 sal, da det kun er på første etage der er wifi. Da vi kom hen på hotellet, fik vi i stedet et værelse på 3 etage, hvilket vi blev lidt irriterede over. Vi aftalte med dem i receptionen, at hvis et værelse på første etage blev ledigt, skulle de reservere det til os. Inden vi blev hentet med bussen, gik vi hen til den restaurant hvor vi spiste igår aftes, for at få noget morgenmad. Vi fik en lækker omelet med grøntsager, samt et flute.

Damen der sidder ved turistkontoret, på hotellet, fulgte os gennem morgentrafikken hen til bussen. Ligesom hende damen vi gik med igår, tog hun lidt hårdt fat i vores mormorarme, for at hjælpe os igennem trafikken, selvom vi selv synes det går meget godt. Kun 1 gang, er Louise blevet ramt af styret af en scooter.

Efter lidt ventetid, skulle vi med en minibus. Førstehåndsindtrykket af vores guide var godt, og det vidste sig, at det er den bedste guide vi indtil nu har haft. Han var 24 år, og havde på universitet studeret kinesisk og engelsk, så hans engelsk var rigtig godt, og samtidig var han morsom. På vejen fortalte guiden at der bor over 8 millioner mennesker i Ho Chi Minh city, og at der er ca. 4 millioner scootere, eller motorbikes, som de kalder dem. Derudover, fortalte han, at bilerne er 3 gange dyrere end de er hos os, fordi der er så mange afgifter og importafgifter på bilerne.

Første stop var et sted, hvor handicappede ved håndkraft lavede skåle, billeder, vaser osv. Der var en stor butik, hvor vi turister kunne købe alle de smukke, håndlavede ting. Vi kørte videre til Cao Dai temple, som er et tempel for religionen caodisme, som er en blanding af mange forskellige religioner. Der er tre hovedreligioner, som hver har en farve. de tre farver er blå, rød og gul. Templet er rigtig stort og farverigt. Der er mange detaljer i arkitekturen, og det bliver vedligeholdt og gjort rent, således der hele tiden er pænt og rent. For at komme ind i templet skulle vi have skoene af. Vi var ved templet lidt før middag, og kl. 12.00 startede messen, som vi overværede ovenfra. Kvinderne sad i den ene side, og mændene i den anden. Da messen startede, bevægede de sig alle ud midt i det lange tempel. De hvidklædte troende stod/sad på snorlige rækker. Det var et smukt syn, når de gjorde alle ting i takt, fx bukkede. Det var dejligt at stå at se på det, ikke nok med, at der var stille (ingen scootere der dytter, og ingen gadesælgere der siger "buy something"), der var også en helt speciel stemning i templet, der gjorde at vi blev helt afslappet. I templet mødte vi Rikke og Maibritt, to danske piger vi lærte at kende i Hanoi, da vi alle boede på Jysk. De bor også i Ho Chi Minh city, tæt på os, så vi aftalte at spise aftensmad sammen.

Efter besøget i Cao Dai, fik vi frokost, og turen fortsatte til Cu Chi tunnellerne. Her så vi først en dokumentar om Vietnam krigen. Efter filmen gik vi en tur i skoven/junglen hvor vi så hvordan de lavede tunnellerne, hvordan de lavede krudt og vi så nogle af de fælder de havde lavet for amerikanerne. Vi holdte en pause, og hvis man havde lyst, kunne man købe nogle kugler og skyde med de våben der blev brugt under krigen. De gav nogle enorme brag, vi hoppede et par meter op i luften af bare forskrækkelse, da først skud lød. Til slut var det muligt at komme ned at gå et stykke i de i alt 250 km lange tunneller. Tunnellerne er inddelt i 3 niveauer, jo længere ned man kommer, jo lavere og smallere bliver tunnellerne. Man bestemte selv, om man ville ned, og man kunne efter hvert niveau vælge at gå op. Vi valgte selvfølgelig at gå alle 100 meter, og dermed igennem alle tre niveauer. Vi var kun fire ud af de i alt 20 der var i gruppen. Det sidste stykke var virkelig lavt, vi kunne næsten ikke være der, så vi har nok set rigtig sjove ud, da vi forsøgte at kravle igennem.

Efter tunnellerne var det kaffetid. Vi fik dog ikke kaffe og kage, men grøn te og noget vi ikke helt kan huske hvad er, men det var i hvert fald noget man spiste under krigen. Vi fik at vide, at man ikke må spise det med honning, for så sker der noget, der gør, at man kan dø.

Vi har jo undret os lidt over, hvorfor det er, der ligger gravsten over det hele, og derfor spurgte vi guiden. Han fortalte, at det er fordi man i Vietnam begraver familiemedlemmerne på familiens jord. Man bestemmer selv, om man laver graven foran, bagved eller ved siden af huset, for man bestemmer jo selv over sin jord. Nogle af gravene er helt tilbage fra Vietnam krigen, mens andre er helt nye. Det at man begraver familiemedlemmer på sin grund gør, at man ikke så ofte køber og sælger jord, men jorden går i arv til næste generation.

Tilbage i på hotellet havde de ikke fået et værelse på 1 sal, i stedet fik vi et værelse på 2 sal. Da vi så småt var i gang med at pakke ud, blev vi enige om, at vi ikke ville betale for aircondition, for det var køligt nok uden. Vi gik derfor ned og sagde, vi ikke behøvede aircondition. Det vidste sig så, at det rum vi havde fået, kun blev lejet ud med aircondition. Vi valgte så at flytte op på tredje sal igen. Vi ville have et bad, men der var kun 1 håndklæde. Vi måtte derfor endnu engang ned i receptionen. Den unge fyr i receptionen sagde, han ville komme op med et om 5 min. Louise tog et langt bad, og han var stadig ikke kommet. Endnu engang, måtte vi ned i receptionen, og manden havde åbenbart glemt os. Vi var nu ved at være ret trætte af hotellet, for værelserne og specielt badeværelset, er ikke noget at råbe hurra for. Vi fik langt om længe et håndklæde, og kunne nu tage ned i byen for at mødes med de to danske piger. Vi fandt et hyggeligt sted, hvor vi fik noget lækkert mad. Der er jo mange gadesælgere i Vietnam, og selv når man spiser, kommer de ind på restauranterne med alt deres skrammel. I dag oplevede vi dog noget, vi endnu ikke har været udsat for. Vi fik et stykke papir med et telefon nummer, man kunne ringe til, hvis man havde lyst til at få en kvinde. Prisen var 100 $.

Efter maden gik vi en tur i byen, og tog så tilbage på hotellet, hvor vi nu har pakket taskerne endnu engang, for i morgen går turen til Mekong deltaet i et par dage, hvorefter vi drager mod Cambodia. Godnat og sov godt.