Profile
Blog
Photos
Videos
Vi måtte i dag tidligt op, for vi skulle jo ud at finde et nyt sted at sove, da vi ikke kunne blive på det lækre, men dyre, hotel en nat mere. Inden vi gik, var vi dog lige nede at få morgenmad, som vi fik på restauranten nede ved den pool der ligger ved stranden. Det var rigtig hyggeligt at sidde at spise den lækre morgenmad, mens man kunne nyde udsigten til pool og hav. Efter morgenbuffeten gik vi op for at hente vores tasker, og vi havde virkelig forventet (og frygtet), at vi den næste lange tid skulle gå fra sted til sted, for at finde et sted at bo. Overfor Best Western så vi et skilt, hvor der stod noget med nogle bungalows. Vi gik ind, og hvor var vi heldige. Der var et værelse, og prisen her er noget lavere end Best Western. Her giver vi "kun" 108 danske kroner for en overnatning, men det er stadig en meget høj pris. Men det skyldes nok, at det er mere turistet her på øerne, end i Chiang Mai, og Cambodia og Vietnam for den sags skyld. Desuden er der Full Moon Party, og derfor rift om værelserne. Vi valgte selvfølgelig at sige ja til den lille bungalow, for det var mega varmt, og vi regnede alligevel ikke med at kunne få andet andre steder.
Det er næsten som at bo på en campingplads, det er virkelig hyggeligt. Det er det første sted vi har boet, som ikke har et normalt toilet. Det her toilet, er som på mange restauranter og rastepladser. Når man skal skylle ud, skal man med en lille skål tage vand fra en balje, og så hælde vandet ned i toilettet. Vi skyndte os at hoppe i bikinierne, så vi kunne komme til stranden. Inden skulle vi dog lige ned til Same Same og bestille en billet til spisning inden Full Moon Party i aften. Pigerne havde nemlig vist os en seddel på Same Same, hvor man for 70 kroner kunne få en kæmpe buffet, og vores øje havde spottet "brun sovs". Desværre var der allerede udsolgt, 130 billetter var solgt. På vej til stranden mødte vi Rikke og Majbritt, og vi besluttede os for at tage ned på stranden sammen. Her fandt vi et godt sted, hvor der lå nogle af de piger Rikke og Majbritt har mødt på Same Same. Nogle af pigerne havde 2 billetter for meget, så vi kunne købe de 2 billetter. Det var bare så heldigt. Vi ville ud at bade, men vandet var virkelig mærkeligt. Det er som om der er noget der bider helt vildt, og det gør faktisk så ondt, at man ikke kan holde ud at være i vandet. Det er virkelig træls, når vi nu havde glædet os sådan til det. Derfor blev det en kort svømmetur.
Efter nogle hyggelige timer på stranden, tog vi hjem for at komme i bad, så vi kunne være tilbage på Same Same til buffet kl. 19.00. Da Mette havde været i bad, og kun stod i trusser, så hun at en af fyrene der bor ved siden af, kom op af vores trappe med en stor bunke vasketøj. Hun tog et håndklæde op om sig, og han trådte så ind i vores hytte. Først da Mette begyndte at grine, gik det op for ham, at han var gået forkert. Han var virkelig pinlig berørt over situationen, og skyndte sig ud igen. Det var virkelig sjovt, og hold da op vi grinede. Vi kunne også høre, at der blev grinet fra hytten ved siden af. Desværre var alt strømmen i byen gået, og det betød så, at det var meget svært at se noget på vores værelse. Vi måtte gå udenfor, for at få en klat mascara og en elastik i håret. Vi har aldrig taget i byen før, uden at kunne se, hvordan vi så ud. Det var begyndt at blive så mørkt, at vi ikke kunne se, om der var mascara klatter rundt om øjet, men vi måtte satse på, det sad som det skulle. Da vi kom ned til Same Same, var der allerede mange mennesker, og der var virkelig varmt, fordi vi sad så forfærdelig tæt, og der var ikke strøm til at sætte blæserne i gang. Mens vi ventede på maden blev klar, kom lyset pludselig, og alle begyndte at klappe og skåle. Endelig var maden på den store buffet klar, og hold da op noget lækkert mad. Vi smagte det hele, og ja vi kan starte fra en ende af: kartoffelmos, kartofler der har været i ovnen, svinekød, oksekød, frikadeller, brun sovs, noget kylling med grøntsager, forårsruller, salatbar, broccolisalat og hvidløgsbrød. Vi tror vi har husket det hele. Det er det bedste mad vi endnu har fået, bedre end det vi fik på den dyre restaurant i Chiang Mai. Efter maden og en kold øl, fandt folk deres maling frem, og vi gik i gang med at male hinanden over det hele, men der blev drukket øl og buckets. Vi snakkede, ligesom i går, med rigtig mange danskere, og det var virkelig dejligt at kunne være sammen med en masse danskere og samtidig høre dansk musik. Vi følte slet ikke vi var i Thailand. Mette faldt i snak med en pige, der også hedder Mette, og jo længere tid de snakkede, jo mere fandt de ud af, at de minder om hinanden. De har begge en kæreste der hedder Michael, er lige gamle, har samme navn og havde ens trøje på. Hun rejser med en pige der hedder Sari, og vi snakkede hurtigt alle fire godt sammen. Sammen med Mette, Sari, Rikke, Majbritt og en masse af de andre danskere, tog vi ned til stranden, hvor det rigtige Full Moon Party bliver holdt. Det var vildt mange mennesker, og der var musik og barer alle steder. Vi prøvede en rutsjebane, hvor der ikke langt fra selve rutsjebanen var en fakkel med en stor flamme. Den prøvede vi, og heldigvis ramte vi ikke ilden. Vi var på stranden i et par timer, og utrolig nok, lykkedes det os at holde sammen hele aftenen uden at blive væk for hinanden, selvom mange af de andre blev væk fra hinanden. Da vi kom ned på stranden var vi en stor flok, men vi blev efterhånden færre og færre, fordi nogle gik hjem og andre gik andre steder hen.
Da vi var ved at være trætte, fandt vi et sted, hvor man kunne købe grillet kylling på spyd. Vi skulle lige have lidt natmad. Det smagte okay, men det var godt nok dyrt! Det kostede 50 Baht (ca. 9 danske kroner), og i Chiang Mai var det vidst omkring 20 Baht. Ikke fordi 9 kroner er særlig meget, men nu vi har været af sted så længe, regner vi jo ikke længere i danske kroner, men kigger på, hvad priserne er i Baht. Og her var det jo over dobbelt så dyrt. Da vi kom tættere på vores hotel, var der et andet sted, hvor de også solgte noget kylling på spyd. Her kostede det kun 20 Baht. Til gengæld var det også så dårligt, at vi ikke spiste det. Der var ikke meget kylling over det, det smagte bare af fedt. Da vi endelig kom hjem, var vi mega trætte, så vi orkede ikke at gå i bad, for at skylle sand og maling af kroppen, det må vente til i morgen.
- comments