Profile
Blog
Photos
Videos
Så meget er oplevet, set og sket siden sidste opdatering....
Det meste kan I se under billeder. En enkelt "oplevelse" er der ikke billeder af. Den oplevelse, der står klares lige pt., så alt det sjove må I se på billederne.
I går aftes klokken ca 17.30 ville Claus og Malthe tage en lille svømmetur i den dejlige pool på dette hotel , det var rigtig hyggeligt, selvom vandet var koldt. Malthe ville op, gled på den glatte kant, faldt bagover og slog hovedet ned i kanten. Han græd selvfølgelig, men var tapper. Det blødte og så lidt dybt ud, så vi blev enige om at kontakte guiden og blive tilset af en læge. Ingen panik. Og kontakt til forsikringselskabet. Alt OK. SOS International havde dog ingen henvisninger til klinikker i det område vi er i, for selvfølgelig er vi lige i dag på tur til Mekong Delta, pænt langt fra storbyen.... Hmm... Men okay vi må på det offentlige børnehospital...
Tankerne farer... Om de billeder vores guide i Hanoi viste os af forholdene på et Hospital i Hanoi, hvor moren var indlagt. De lå to patienter i hver seng, og en under sengen, pga. pladsmangel. Og eneste måde at få bedre forhold var at putte dollars i lommen på lægen.... Vidste ikke hvad jeg skulle forvente... Tænkte tilbage på køen af syge børn med familier foran børnehospitalet i Cambodia...
Der er ingen privat klinikker her, så vi har ingen valg.
Taxaen stopper, og vi går få meter ad en gyde og bliver ehnvist til børneskadestuen. Vi kommer ind i et stort lokale i et viavar af senge, børn, forældre, sygeplejesker, og mange læger, der ligner nogen på Benjamins alder. Vi får hurtigt og venligt henvist en seng, der ikke har set rene lagner længe. Uden vores vietnamesiske guide havde vi på ingen måde hverken forstået hvad vi skulle, eller hvor. De kunne ikke et ord engelsk. Papirarbejde skulle ordnes.
Systematikken i undersøgelserne/patienterne her var ikke til at gennemskue. Læger gik fra seng til seng i grupper, og tilså sammen alle patienter..
på væggene var der firben og skimmel, der hang ledninger fra lofter, gulvet lignede 1. januar. Patienter, læger, sygeplejesker så meget trætte ud. Alt dette kunne vi pludselig se bort fra, hvis bare vi kunne være sikre på at behandlingen var ok.
En lægestuderende, formoder jeg, skulle tage temperaturen... MED ET KVIKSØLV termometer, under armhulen... Nå jaja, jeg ved han ikke har feber, så ok.
Godt guiden kan tolke for os.
Såret skal skylles af en venlig sygeplejerske i noget jeg tænker er jod. Meget rødt/gult og farver hele det smukke lyse hår. MEN PYT. Såret er rent (håber vi....) Lægen siger såret er meget dybt og skal syes. Øv men havde forberedt Malthe på at det var en mulighed. Han var tapper og modig som aldrig før. Og lagde heldigvis ikke megen vægt på de meget anderledes forhold end i Danmark. En læge er en læge for ham. Og en læge hjælper. Sådan tror jeg børnelogikken var på det tidspunkt.
Ventetiden bruger vores meget søde guide med at hjælpe nabosengen med at trøste en lille baby. Hvor har hun et godt hjerte. Og ville ønske man kunne gøre noget. De familier der sidder her, har ofte slet ikke råd til at være her, men barnet er syg. Man føler sig alt for priviligeret. Og føler vi kommer foran i køen fordi vi er turister. Det føles forkert, og godt på samme tid. Følelserne er i sving - op og ned...
Gudien trøster og trøster, mens farmoren lige er væk, men pludselig skal hun bruges hos os, og hun må, modvilligt kan jeg se, ligge babyen i sengen, og gå til os, for nu skal hun og Claus hente nål, tråd og medicin. Hvad ? Skal man selv hente det, med det syge barn? Svaret er JA. Og ingen penge - ingen nål og tråd, eller det der er livsnødvendigt. Vi er jo tre voskne, så ingen problem for os. Hun finder vej, Claus betaler, og jeg bliver hos Malthe. Guiden skæver efter farmoren - hun er ikke til at se. Guiden fortæller mig at farmoren skulle blande medicinen, og derfor ikke er der. Hun kigger indgående på mig og siger "Don't let anybody take the baby" Jeg kigger forbløffet på hende og må bede hende gentage " Do not let anbody get by you with the baby - watch her closely until the grandmom is back" HVAD ? Stjæler man da syge børn her? Og ja det gør man så....
Jeg er lamslået. Bliver kold overalt, så snart nogen nærmer sig babyen.
Heldigvis kommer farmoren!
Claus og guiden kommer. Vi er nu klar til den videre behandling, og bliver henvist til første sal i denne faldefærdige bygning. På første sal endnu en venteplads. Og flere papirer der skal underskrives. Claus joker med at det nok var adoptionspapirerne han havde skrevet under, for det var på vietnamesisk! HAHA.
Vi venter kort tid, og får besked på at det er os næste gang... Tror de andre har ventet i timevis... Samvittighenden nager....
Vi forklarer Malthe at lægen skal sy ham, og det hele skal nok gå. Han nikker lidt betuttet men ved godt mod. Sygeplejesken kommer og hente os. OS - troede jeg. Det viser sig at jeg har mistorstået. For der er ikke noget OS. Hun viser med fagter at Malthe skal have sko af, vi får dem af ham, og jeg kæmper med mine lortesandaler, så jeg også kan tage mine af inden det sterile rum. Forvirring. Og hun nærmest tager Malthe ud af mine hænder, og låser døre efter sig. Mit hjerter stopper nærmest.
Jeg forklarer, vist højlydt, at det jo er en fejl. Jeg skal jo med. Malthe ved ikke at han skal derind alene. Guiden er forvirret. Hvorfor svarer hun mig ikke på hvorfor dørens skal låses ???? Fordi jeg taler dansk, åbenbart...
Jeg kan hører Malthe råbe MOAR MOAR - tror jeg... Jeg siger til guiden, at hun må gøre noget! Hun går ind til sygeplejeskerne, der lover at tage Malthe ud igen, så jeg kan forklare ham, at han skal derind alene. Jeg gør mit allerbedste for ikke at tude! For han skal ikke se mig i panik og rystet, men rolig og smilende, så han er tryg ved det. MEN DE KOMMER SGU IKKE MED HAM. Og joken om adoption (som var sjov da den blev fortalt) og spædbarnet og farmoren nedenunder gør mig bestemt ikke mere rolig.
Det er meget lange minutter...
Malthe kommer smilende og med sygeplejesken i hånden. Lettelsen nærmest punkterer min krop.
Tak til Buddha, Shiva, Vishnu og hvilke guder vi ellers har stiftet bekendskab med de sidste 20-21 dage.
Alt det smukke vi har set og oplevet indtil nu, vil vi altid huske, og se billeder af, som ferieminder. Men indeni er det også helt andre oplevelser, der lagre sig.
Mange tanker om fattigdom, ulighed, mangel på lægehjælp og medicin, korruption, kommunisme - gør dette til en rejse og ikke kun en ferie.
Hvor er vi heldige i Danmark!
PS: JEG HØRTE SYNER, FOR MALTHE HAVDE IKKE SAGT EN LYD - "EN LÆGE HJÆLPER"
PPS: Malthe er i dag tilset af SOS Internationals samarbejdende klinik i Ho Chi Minh og alt er ok, og han sover sødt her ved siden af mig.
- comments
Trine Puhhhhh Mette. Godt i kom godt ud derfra, og den tapre knægt stadig har troen på at en læge hjælper. Men sikke en masse indtryk. Sikke en masse følelser! Puha!
Lone Winther PYHA - jeg får helt ondt i maven..... jeg kan levende forestille mig minutter som føles som hele år.... Dejligt at I nu kan komme videre.... Kram herfra
Anne Hinrichsen Det var da en grim oplevelse - godt at I alle kom derfra i god behold og med humøret intakt. I må have en rigtig glædelig jul og fortsat god rejse.
Mette Tusind tak for jeres hilsner :-) :-)