Profile
Blog
Photos
Videos
I dag var vi meget tidligt oppe, faktisk kl 04.00 fordi vi skulle hentes på hotellet omkring 4.45 da vi skulle ud og se nogle ruiner som hedder My Son (udtales Me son). Det er et ruin kompleks som ligger sydvest for Hoi An, og som har tilhørt Cham folket, og er bygget fra omkring år 300 og frem. Det er ligesom mange andre seværdigheder UNESCO beskyttet. Komplekset er meget ødelagt, da det er blevet bombet kraftigt under Vietnamkrigen samt ødelagt af naturen efter Cham folket forlod det. Komplekset er kun templer, så der har aldrig boet noget i komplekset. Cham folket kom fra hele oplandet for at bede til deres guder - Cham folket er hinduer.
Det var ikke nogen stor oplevelse at se My Son. Dette var dels fordi guiden var helt ekstrem ringe - dårlig engelsk og perverse og dårlige jokes. Desuden er der ikke meget at se, da næsten alt er ødelagt og intet er bygget op, men kun repareret eller understøttet. Vi var derfor ikke utilfredse over at vi kun havde relativt kort tid på stedet inden turen gik tilbage til hotellet hvor vi var tilbage kl 9.30, tids nok til at kunne nå morgenmad inden vi gik videre.
Vores næste stop på dagen var først og fremmest at bestille flybilletter til Ho Chi Minh City samt hotel og en tur vi skulle på inden afrejse fra Hoi A. Dette fik vi gjort og bevægede os herefter ud i byen for at se den gamle bydel og nogle af dens seværdigheder. Vi startede med at købe billet som gav adgang til fem seværdigheder som vi selv kunne vælge. Vi startede med Tan Ky huset som et et gammelt hus bygget i 18 århundrede, og selvom det er så gammelt er det meget velbevaret og man kan tydeligt se detaljerne i huset. Det var dog ikke så fantastisk som vi havde regnet med, da meget af huset - som er meget lille - fungerede som enten privat bolig eller personalefaciliteter. Så det var lidt en skuffelse, i forhold til hvad både Lonely Planet og hvad internettet har kørt det op til.
Vi gik herfra videre til den Japanske overdækkede bro, som er bygget delvis af japanerne. Delvis fordi de ikke byggede den hele vejen over den lille biflod som den går over. Den er desuden overdækket med tag, og er fyldt med smykke japanske detaljer over det hele. Den er utrolig smuk, såvel ude som inde. Herfra videre til Quang Trieu forsamlingshal (Cantonese Chinese Congregation). En forsamlingshal for kinesiske immigranter fra 1885 opkaldt efter området Cantonese. Den er utrolig smuk og har nogle flotte detaljer skåret ud i træsøjlerne og en fantastisk kinesisk have med en kæmpe drage statue i springvand.
Herfra gik vi lidt rundt i byens små gader, fik set på de mange silkebutikker. Vi fik også lidt at drikke på en lille restaurant der hed Mango, hvor vi havde udsigt over vandet, det var så dejligt da det var meget varmt og ingen vind.
Efter pause på Mango og lidt mere tid rundt i byens små gader endte vi det sidste sted vi ville se, nemlig et sted hvor de laver lanterner med silke eller snor, sko og mange andre håndværksting. Det var spændende at se, men som meget af det andet var det meget turistet - håndværkerne som laver disse ting sad der kun for turisternes skyld og de ville egentlig nok helst være fri, fordi der var ikke mange smil eller søde miner hos dem.
Efter alt dette var vi lidt trætte og gik tilbage til hotellet for at få en lur og et bad, inden vi tog ud i byen igen for at få lidt at spise. Vi havde egentlig ikke nogle planer for hvor vi skulle spise, så vi tog bare restauranterne langs floden og kiggede hvad de havde, indtil vi endte på en lille lokal restaurant der hed Thanh Hien. Og selvom det ikke var super fancy, men meget afslappet og lokalt og så var maden bare ekstrem god.
Der sad kun to par da vi kom, samt to fyre indenfor, og så personale som sad i den lille restaurant og spiste aftensmad. Men efterhånden som tiden gik væltede det ind med mennesker, og vi var faktisk ret enige om at det nok var fordi der i forvejen sad nogle vestlige på restauranten at folk kom ind.
Også denne aften var der muligheder for at købe lanterne og sætte i vandet, men nok ikke på grund af månefest, men nok mere en turist ting. Det var dog stadig hyggelig og vi gik derfor en tur langs floden først på Hoi An siden og derefter på den anden side af broen - An Hoi. Her er restauranterne lidt mere fancy og nye end på den anden siden som er mere autentiske, men der var stadig meget hyggeligt og vi fik ind på en nyåbnet isbar med "bland selv is" koncept, hvor man vejer det man tager og betaler efter vægt. Det var rigtigt lækkert og hyggeligt. Der var også en gade fyldt med en masse små gadeboder, hvor de solgte alt muligt mellem himmel og jord.
Efter at have vandret byen igennem i nogle timer, gik vi hjem og fik en god nats søvn inden turen vi skulle på næste dag.
- comments