Andet stop: Sumatra, Indonesien (13. feb. - 25. feb.)

Jungle, orangutanger, vulkaner, dykning og photoshoots

Status på hvad vi savner:

Mette: Mørk pålægschokolade og at toiletpapir er en naturlig bestanddel af ethvert toilets sortiment

Søren: Rugbrød med leverpostej, måske med en rødbede eller to

Rejsen til Sumatra gik gennem Malaysia, hvor vi havde én enkelt overnatning på Penang (Georgetown). Vi ankom ret sent, så vi endte med at købe aftensmad i 7eleven - Cup noodles og en masse snacks! Taxaturen til lufthavnen næste morgen bød på en guidet tur på halvøen af en meget venlig chauffør. Søren var i hvert fald lidt ærgerlig over ikke at have tid til at agere turist på Penang.

Fra at være kommet fra Thailands venlighed blev vi straks efter at være landet i Medan mødt af aggressive taxachauffører, som alle ville have lov til at køre os til landsbyen Bukit Lawang, som åbenbart er det eneste mål for turister på Sumatra!! Vi konsulterede turistinformationen uden for lufthavnen, for at høre hvor meget en taxatur til busstationen ville sætte os tilbage. De var tydeligvis med i hele setup'et om at snyde turister, for vi endte med at slippe hele 50 kr. for noget som nok nærmere burde have kostet en tredjedel. Turen tog kun 15min, men allerede efter 5min var chaufføren sulten, og spurgte om vi ikke lige kunne holde ind ved en restaurant og spise frokost. Søren ofrede sine dyrt indkøbte 7eleven-mandler for at afværge hans forsøg på at fuppe os endnu mere. Under hele turen havde han et fjoget grin på, og ved flere lejligheder rullede han lige vinduet ned, viste sit 'taxa-skilt' og grinede til andre indfødte. Efter flere forsøg på at overtale os til at køre med ham hele vejen til Bukit Lawang, eller i det mindste lade hans bror gøre det, endte det med at vi blev smidt af ved en stor trafikeret vej, som på ingen måde lignede en busstation. Alle de lokale omkring os pegede og grinede af os, som om de også var med i fupnummeret. Vi fandt dog en venlig kineser (altså ikke en indfødt!) i hans smykkeforretning, som hjalp os med at komme med en bus til landsbyen.

Efter knap 3 timers bustur ad fuldstændigt smadrede veje, ankom vi til den lille landsby Bukit Lawang, som huser et rehabiliteringscenter for orangutanger, og som samtidigt er afgangsstedet for jungletreks ind i nationalparken. Vi var allerede på bussen blevet shanghajet til at hoppe på et af disse treks. Sjovt nok kunne den venlige mand på bussen også hjælpe os med at finde et sted at bo - vi siger tak! Uden at få nogen form for kvittering gav vi manden hvad der svarer til 800 kr. for en 2-dags tur ud i junglen, og så krydsede vi ellers fingre for at der var nogen som hentede os næste morgen.

Det endte med at blive en helt fantastisk tur, med en super engageret og sjov guide. Allerede efter en halv time havde vi spottet de første to grupper aber samt en stor majestætisk hanorangutang, som bare slappede af på en lian oppe mellem trækronerne, lige over junglestien. Det blev ikke den eneste orangutang vi fik at se - to hunner med hver deres unge udløste omkring 200 billeder fra Sørens kamera. En lille flok gibbonaber fulgte efter os hen til vores lejrplads nær en flod, som passerede gennem Bukit Lawang længere nede. Trætte efter mere end 8 timers jungletrek belønnede vi os selv med at tage en dukkert i et lille vandfald tæt på lejren. Dagen efter slappede vi af ved flodbredden og raftede så senere ned til landsbyen på slanger fra lastbildæk. Bukit Lawang byder udover de venlige mennesker og jungletreks ikke på meget andet, så vi tog videre til bjergbyen Berastagi i 1300m højde.

Med en hviledag imellem fik vi besteget to vulkaner (Gunung Sibayak og Gunung Sinabung) på henholdsvis 2094m og 2450m, via stejle og til tider utroligt glatte junglestier og klippevægge. Udsigten var dog det hele værd, selvom Mette var lidt pivet og syntes det var hårdt for hendes lår.

Til gengæld var det super god træning som en forsmag på trekking i Himalaya..

Vi var så heldige at bo lige ved siden af en moske som hver morgen kl. 5.00 brægede ud, hvilket satte kvarterets hunde til at gø i kor. Det var jo bare herligt på vores hviledag!

Der kommer ikke mange udenlandske turister til Berastagi, så folk var meget interesserede i os - specielt børnene, som med et smil udbrød 'Hello Mister' når de så os. 'Hello Mister' er i Berastagi åbenbart universelt for både at hilse på mænd og kvinder, men fik stadig Søren til at blive mindst en meter højere. Det var her vi fik taget vores første billeder sammen med de indfødte. Det skulle senere gå hen og blive lidt af en plage...

Efter en bus til lufthavnen i Medan fløj vi en times tid for at komme helt op til den nordligste by på Sumatra - Banda Aceh, et af de steder som blev hårdt ramt under tsunamien i 2004. Heldigvis er meget blevet bygget op igen med hjælp fra NGO'er og andre lande. Selv på flyveturen lagde folk mærke til os, da vi som nogen af de eneste var lyse i huden. Det er tydeligt at de ikke er nær så vant til turister som i Thailand. Én anden hvid var der dog på flyveren, som Mette var hurtig at fange, for at høre om ikke vi skulle følges ind til centrum. Det viste sig at hun skulle besøge en indonesisk veninde, og derfor blev hentet af familien. Vi fik et lift ind til byen - helt gratis ;)

Vi havde ikke ventet at det var en så udpræget muslimsk del af Sumatra vi var landet i. Mette var ikke begejstret for at få at vide at hun hellere måtte dække skuldrene til - det var ulideligt varmt for den stakkels pige. Oveni hatten var de om end mere interesserede i os end de var i Berastagi. Konstant var der mænd som pegede, grinte og sagde ting til os (på indonesisk!), kvinder som udpegede os for deres børn, og teenagere som ville tage billeder af os, og det var sjældent de tog sig den ulejlighed at spørge om lov først. De ansatte på hotellet vi overnattede på optog endda en video af os på mobilen mens vi stod og snakkede med receptionisten - flabet!

I Banda Aceh er der opført et imponerende museum for tsunamien i 2004, med form som en stor båd. Det var så imponerende at vi bare blev nødt til at besøge det to gange - måske det også havde noget at gøre med at vi kom der kort før lukketid den første gang. Indgangen er et aflangt mørkt rum med 20 meter til loftet, med rindende vand ned af begge vægge - virkelig god stemningssætning! Alle de lande som har været med til at give støtte efter tsunamien ramte, har fået opført små monumenter som minde. En båd som blev skyllet ind i land og landede ovenpå et hus er ligeledes gjort til et monument, som et minde om alle de mange tusinder som mistede livet, men også de 59 mennesker som båden redede ved at ride på bølgen ind i land. På vej ud til den strandede båd på taget, købte vi morgenmad ved et gadekøkken, og satte os langs en stille grusvej for at spise den. En ældre herre kom forbi på hans scooter, og inviterede os hjem på en kop kaffe på hans lille veranda. Hele familien kom ud for at hilse på, og selvom det ikke var meget vi kunne kommunikere med hinanden, var det super hyggeligt at sidde i deres sofa og indtage morgenmaden - sikke en gæstfrihed! Og så var kaffen gratis ;)

Et besøg på Country Steak House løb op i 190 kr. for os begge, men så var det også tre-retters + kaffe. Det gjorde underværker med en veltilberedt bøf! Så var det ellers med båd ud til Pulau Weh, som er en ø ud for nordspidsen af Sumatra - et sandt dykkerparadis! Men der var godt nok heller ikke meget andet at lave end at slappe af og dykke. På en lille strand lå 4 små restauranter, et dykkercenter og 3-4 steder man kunne sove. Den første dag lejede vi en scooter for at tage ind til byen og hente forsyninger samt se os lidt omkring. Det blev en kort tur - der var rent ud sagt intet spændende ud over under havets overflade, men allerede på vores første dyk får Mette set den skildpadde hun havde sat næsen op efter :) Der var fyldt med virkelig store, flotte koraller, masser af kæmpe store moræner, løvefisk, skorpionfisk, Nemofisk (klovnefisk!), papegøjefisk, gule trompetfisk og også gule pufferfish. Og nårh ja, så var der også lige en samling af fem farveskiftende blæksprutter, hvor to af dem vidst nok parrede sig - vores guide sagde i hvert fald at de var 'making honeymoon'!

Indonesien er klart et besøg værd, hvis man har lyst til at komme lidt i rampelyset og ikke har alt for mange penge - her er billigere end i Thailand! Uovertruffen natur og dyreliv både over og under havoverfladen.

Et hurtigt smut til Kuala Lumpur, og så indtager vi ellers Vietnam de næste par uger. Mette ser meget frem til at vise Søren rundt, og Søren glæder sig til mere massage.