Profile
Blog
Photos
Videos
Botswana, Zimbabwe, Mozambique og Malawi (11. maj - 27. maj)
Krydse grænser, mokoros i deltaet, 'The Big 5', Victoria Falls, kulturarv, mange timers ophold i trucken, strand, dykning
Status på hvad vi savner:
Mette: Mørk pålægschokolade, at toiletpapir er en naturlig bestanddel af ethvert toilets sortiment, bland-selv slik, en tyrker-salatpizza, frikadeller, en bytur med veninderne, koldskål, en dyne at putte i,
Søren: Leverpostejmaden er nu opgraderet til en fuldbyrdet 'Dyrlægens Natmad', Tuborg Squash og/eller Faxe Kondi + Bassets Allsorts lakridskonfekt, et civiliseret land (læs: alt andet end Indien!), en kylling-bacon bagel fra kantinen på CBS, selv at kreere ting i køkkenet gerne med brug af sifon, at spise mere frugt,
Botswana
Kort tid efter at vi om formiddagen d. 11. maj havde krydset grænsen ind til Botswana med målet om at skulle på en 3 dages/2 nætters tur ud i Okavanga deltaet, måtte vi desværre holde og vente i 1,5 time på en lille færge, som skulle sejle os og trucken over på den anden side af en lille flod. Færgen sejler blot frem og tilbage hele dagen, og da man hverken booker en tid, eller folk kender til og/eller er ligeglade med køkultur, var der ikke andet for end at være tålmodige og vente på, at der blev plads til den store truck. Vel ovre på den anden side efter et lille kvartes sejltid havde vi 3 timers kørsel foran os, før vi endelig først på eftermiddagen stoppede og fik en god gang og meget tiltrængt frokost. Dernæst bar vi hver især de rygsække, som vi dagen forinden havde pakket til formålet samt pander, gryder, bestik og madvarer, som vi havde brug for de følgende dage, ned til en lille flodbred, hvor 5 mokoros (udhulede træstammer) og en speedbåd ventede på os. Madvarer, køkkengrej og vores guider blev smidt i speedbåden og sejlet af sted mod den ø, hvor vi skulle overnatte de følgende to nætter, mens vi andre fordelte os i de 5 mokoros. Godt lænet tilbage nød vi stilheden, mens vi næsten lydløst blev sejlet af sted gennem siv - høje såvel som lave - samt utallige vandliljer. Vel fremme ved lejren hjalp alle mand med at bære al grej op til 'køkkenet', hvorefter vi blev indlogeret i store, dejlige telte, som vi for en gang skyld ikke selv skulle sætte op. Luksus ;) En halv time senere mødtes vi alle i baren, hvor en lokal guide ventede på os for at tage os med rundt på en lille gåtur i området. Da Okavanga deltaet er hjem for mange flodheste, blev vi inden mørket faldt på lige informeret og advaret om, at de til tider godt kunne forvilde sig ind i lejren. Endvidere skulle vi ikke opsøge dem nede ved flodbredden, da de hurtigt ville kunne føle sig truede og derfor så let som ingenting kunne tromle os ned. En flodhest kan på landjord løbe rigtig hurtigt, og hvis vi stod mellem dem og vandet, ville vi ikke have en chance for at overleve. Så skulle vi tisse om natten, skulle vi gå to sammen og inden da først lyse rundt med vores lygter. Så vi et par skinnende øjne i mørket, skulle vi blive i teltet. Vores guide Bob fortalte, at engang blev en pige nødt til at lave nummer to i teltet, da hun på ingen måde kunne holde sig længere, og en flodhest blev ved med at rende rundt i lejren kun et par meter fra hendes telt. Så med den besked var det sparsomt, hvad vi drak i løbet af aftenen. Allerede da vi lagde os til ro, kunne man begynde at høre flodhestene omkring os, og da de er mest aktive om natten, hørte man dem også et par gange, mens man vendte og drejede sig i sengen i løbet af natten. Lyden af dem virkede dog til at være tættere på, end hvad de i virkeligheden var.
Den efterfølgende morgen stod vi tidligt op og uden morgenmad men blot med et par kiks i tasken og lidt vand, tog vi ud på en 2 timers mokoro-tur rundt i deltaet, mens solen langsomt varmede os op. Vi stoppede dernæst på en ø, hvor vi på gåben gik af sted på en times safari. Hver gang man tager på safari, oplyser guiden lige én om, at det jo ikke er sikkert, man ser noget. Der er ingen garanti. Der gik dog ikke længe før vi så to vortesvin (en af 'The Ugly 5' foruden gnuer, bavianer, flodheste og krokodiller). Som Pumba fra Løvernes Konge hoppede de listende rundt på tå gennem det høje græs og forsvandt lige så hurtigt, som de dukkede op. Ikke lang tid efter så vi 5 elefanter, som vi listede os lidt tættere på. Med et par hundrede billeder på memorykortet og en gåtur tilbage til der, hvor vi startede, var det tid til at sejle de ca. 2 timer tilbage igen. På tilbagevejen så vi 4 elefanter, som var ude at bade, men hvad mere spændende var, at en af vores guider opdagede en flodhest oppe på land. Den var desværre rigtig svær at se for træer og buske, så vi prøvede at 'jagte' den lidt for at få et bedre syn af den og nogle billeder. Lidt efter havde flodhesten besluttet sig for en lille dukkert, og var derfor gået ud i vandet. Forsigtigt, og efter Mettes mening måske lidt for tæt på, sejlede vi nærmere, men desværre var den ikke så villig til at posere for os.
Tilbage i lejren havde Patrick sørget for brunch til os. Ikke helt brunch som man tænker med æg, bacon pølser, frugt m.m., MEN der var pandekager, og det var lige noget Mette kunne bruge. Med maven fuld af pandekager og en gang pastasalat faldt vi omkuld inde i vores telt og sov et par timer midt på dagen. Skønt. Sidst på eftermiddagen sejlede vi endnu engang ud i mokoros - denne gang for for at betragte solnedgangen over deltaet med en øl/cider i hånden. Tilbage i lejren stod den på lækker aftensmad og bål, hvor der senere på aftenen livligt blev grillet skumfiduser og spillet poker.
Hvis man kigger på et kort, skulle det tilsyneladende give mening, at vi efter en tur i Okawanga Deltaet tog tilbage ind over Namibia for at slå lejr for en enkelt nat og dernæst endnu engang krydsede grænsen til Botswana. Så det var, hvad vi gjorde. Denne gang skulle vi dog ud af trucken og desinficere alle vores sko, mens trucken blev inspiceret for diverse ikke tilladte ting at tage med ind i Botswana. Uden problemer kom vi alle over grænsen, og trucken fortsatte sin vej mod Chobe Nationalpark, hvor vi skulle tilbringe to nætter. Altid rart med mere end én nat i en lejr, da man dermed slipper for at slå teltene ned og op igen ;) Chobe Nationalpark er den nationalpark, som har den højeste koncentration af elefanter. Man estimerer populationen til at være ca. 120.000, så dem skulle der være rig mulighed for at spotte.
Tidligt den første morgen i Chobe Nationalpark skulle vi møde op i receptionen 5.45 for at være klar til 3 timers jeepsafari. Godt pakket ind i lange bukser, tykke varme trøjer og tæpper tog vi ud på vores første safari i en jeep, hvilket var en anelse mere "ægte" og intenst end at spotte dyr fra en kæmpe truck. Vi var dog langt fra de eneste, som skulle ud på safari den dag, så det virkede en smule kaotisk, da klokken slog 6.00, og mere end 10 jeeps rullede af sted. Det smarte ved, at der trods alt var så mange andre jeeps, var, at de dermed kunne dække et stort område og kalde de andre jeeps over højtaleren, hvis nogen så noget interessant.
Vores guide besluttede at køre mod øst i parken, fordi der aftenen inden havde været en hel flok løver i dette område. Vi nåede dog ikke langt, før vi over højtaleren fik at vide, at nogle af de andre havde set løveflokken mod vest. Så med en hurtig u-vending kørte vi hen til en trafikprop af jeeps, hvor alle forsøgte at få et par gode billeder af løverne. De havde heldigvis et intern rotationssystem, så hver jeep fik lov at holde et par minutter, hvorefter man lod de andre komme til. Så vi ventede pænt på, at det blev vores tur. Vi fik en masse billeder, hvor mere end en løve prydede billedet.
Ønsket for dagens safari var klart at se de sidste to af 'The Big 5' - nemlig leoparden og bøflen. At disse to dyr sammen med elefanten, næsehornet og løven kaldes 'The Big 5' skyldes, at netop disse fem dyr anses for at være dem, som er farligst og sværrest at jage og nedlægge til fods. Af de fem dyr er det klart leoparden, som er sværest at spotte, så vi holdt øjnene godt åbne og kiggede konstant op i træerne, fordi vi håbede at være heldige at se én ligge og slænge sig. På turen rundt så vi (selvfølgelig) de sædvanlige mange antiloper og andre dyr, som ikke længere var nær så spændende at spotte, som dem vi endnu ikke havde set.
Efter et lille pitstop med en lille forfriskning i form af en kop kaffe eller te begav vi os videre på vores jagt efter dyr. Langs flodbredden så vi et skelet af en bøffel, som vores guide fortalte var blevet nedlagt og ædt af en flok løver for ca. 1 uge siden. Ikke en eneste trevl kød var tilbage. Efter at være drejet væk fra flodbredden begyndte jagten atter igen efter en leopard. På et tidspunkt var Søren ret sikker på, at han så en skygge af et dyr i et træ, men da vi kørte en smule stærkt på det tidspunkt, var der ikke mulighed for at nærstudere, og det kunne derfor bare have været en åndssvag bavian. Der gik herefter ca. 5 min før vores guide blev kaldt op over radioen om, at der var blevet spottet en leopard lige der, hvor vi netop var kørt forbi. Smart som vores guide var, tog han en parallel vej tilbage igen i håb om at fange leoparden, som var blevet set gå i den retning. Ud for netop det træ Søren så skyggen, bare lidt længere inde i parken, hoppede pludselig en leopard ud foran trucken, ikke mere end 10 m fra os. Helt overraskede var der desværre ikke rigtig nogen af os, som var klar med kammeraet, så ingen nåede rigtig at få et godt billede (men der er dog bevis på det), før den igen havde passeret os og nonchalant spankulerede ind i de tætte buske igen. TJEK! Ret sejt at vi var så heldige at se en :) Næste gang Søren ser den mindste skygge i et træ, er der vist ingen tvivl om, at der vil blive råbt rigtig højt om, at vi skal stoppe!
Lidt efter da rusen havde lagt sig igen, nåede Mette dårligt nok at sige til Søren, at de da nærmest havde set 'The Big 5' nu, selvom det kun var et skelet af en bøffel, da hun pludselig spottede én bag nogle buske - TJEK. Senere så vi dog flere bøfler, som vi fik meget bedre bileder af, men det var netop den bøffel, som gjorde, at vi kunne give hinanden high five på, at vi nu havde set 'The Big 5' - hvor svært kan det være! ;)
På vej ud af parken igen så vi en hunløve stå på lur for at nedlægge en stor kudu. Lige omkring den var der dog tre bøfler, som vores guide sagde ville hjælpe kuduen med at jagte løven væk, hvis den prøvede på noget. Løven gav dog ikke op lige med det samme. Vi brugte næsten en time på at iagttage, hvordan løven langsomt men sikkert sneg sig nærmere på dens bytte i ly af buske og træer. Kuduen anede ikke, hvad der foregik, men det må have været dens lykkedag, for bøflerne begyndte at bevæge sig hen, hvor løven gemte sig. Vores guide sagde, at snart ville løven opgive, da den alene ikke havde en chance mod kuduen, når der var bøfler, som ville jagte den væk. Det var spændende at se, hvordan denne hunløve med stor koncentration og selvbeherskelse kunne holde hovedet koldt i så lang tid i jagten på bytte, men til sidst blev vi nødt til at komme ud af parken, da vi allerede havde været der længere, end turen varede. Tilbage i lejren fik vi igen pandekager til brunch, og så var der ellers fri leg til at gøre, hvad man havde lyst til. Derfor fandt vi to liggestole ved poolen, som vi blev i, lige indtil vi skulle på solnedgangs-cruise på floden, som skiller Namibia og Botswana. Fra båden så vi både krokodiller, elefanter, store firben og flere forskellige slags fugle. En masse elefanter havde begivet sig ned til floden for at slukke tørsten, deriblandt en lille babyelefant, som har været under et år gammel (en tommelfingerregel siger, at en elefant er under et år gammel, hvis den ikke er højere end dens mors ben). Sådan som den legede og plaskede i vandet, kunne Søren ikke lade være med at tage både video og masser af billeder. Længere nede af floden var en stor flok flodheste ved at stå op, nu hvor varmen var ved at forsvinde. I sikkerhed på den store båd kunne vi komme ret tæt på og observere de store dyr, mens de viste tænder, når de gabte. Når først man har set en flodhests gab så tæt på, så betragter man dem bestemt ikke længere som store uskyldige og lidt nuttede dyr. Inden vi hoppede i land igen, vidnede vi endnu en flot solnedgang. Chobe var på det tidspunkt helt klart højdepunktet hvad angår safari.
Zimbabwe
Den 16. maj kørte vi et kort stykke vej, før vi nåede grænsen til Zimbabwe. Med et visum og endnu et par stempler i passer ankom vi en times tid efter grænsen til Victoria Falls - den lille by på Zimbabwe siden, som er opkaldt efter vandfaldet. Byen ligger så tæt på, at man rent faktisk kan se tågen fra det 107m høje vandfald, når man går rundt i byen. Vi blev smidt af ved et booking kontor, hvor vi så en dvd med alverdens aktiviteter. Specielt White Water Rafting så vildt ud, men desværre var vandet i floden for højt til, at det var forsvarligt. Virkelig ærgerligt da flere i gruppen, Søren inklusive, virkelig havde glædet sig til at kaste sig ud i de skummende bølger. I stedet besluttede Søren sig for at bruge pengene på en helikoptertur over vandfaldet den efterfølgende morgen.
Det meste af den resterende dag brugte vi på at hæve penge til både vores Kilimanjaro tur og til næste del af vores tur op gennem Zimbabwe, Mozambique, Malawi og Tanzania. Det skulle dog vise sig at være noget af en mission, da Søren havde mistet sit Visakort i Cape Town, og hans Mastercard har en lavere hævegrænse end Mettes. Så for at spare på gebyrerne måtte vi i banken de næste 3 dage med Mettes kort, og hver gang vi havde hævet, skulle vi tjekke alle sedlerne igennem, og ind og veksle de sedler, som ikke var helt friske og/eller af ældre dato og/eller skrevet på med kuglepen. Hold da op hvor brugte vi lang tid på at samle alle de mange kontanter! Der blev dog også tid den første dag i Vic Falls til at besøge et fornemt hotel (The Victoria Falls Hotel) til 'High Tee'. Richard havde hørt om hotellet fra en ven, og overtalte alle 10 i gruppen til at tage med. Hotellet, hvor en nat koster minimum USD300, er bygget i 1904 i gammel britisk koloni-stil med en fin have, hvorfra man kunne se tågen fra vandfaldet samt broen, som binder Zimbabwe sammen med Zambia. Selve hotellet havde virkelig en fin charme og karakter med en virkelig rar atmosfære, som kun blev bedre af de meget flinke og oprigtige ansatte. Der var endda en blind pianist, som spillede smuk musik for os ved indgangspartiet. Vi blev hurtige enige om, at folk i Zimbabwe er de mest flinke, vi har mødt i hele Afrika indtil videre! For dem, som ikke aner hvad 'High Tee' er, så kan det bedst forklares som en overdådig omgang små sandwiches, scones med flødeskum og syltetøj samt diverse små kager serveret til den te, man har lyst til at drikke. Alt dette bør indtages i smukke omgivelser, mens man hygger og taler med en fjollet britisk overklasse-accent - det hele meget britisk, og virkelig en oplevelse værd!
Vi havde alle aftalt at mødes kl. 18.45 tilbage i lejren for i samlet flok at gå ud og spise en afskedsmiddag. Vores tur op igennem Afrika består egentlig af to sammensatte ture; Cape Town til Vic Falls og Vic Falls til Nairobi. Det var derfor slutningen på første tur, og vi skulle sige farvel til seks af de andre, mens vi sammen med Richard (Tyskland) og Jenn (Irland) den følgende dag skulle byde to nye passagerer velkommende og fortsætte anden halvdel af turen med dem.
Bob og Daniel havde drukket stort set lige siden, vi ankom til Vic Falls, og var på dette tidspunkt af døgnet ret fulde. Vi troede alle, at de ville tage med ud at spise og sige farvel, men det var åbenbart ikke deres plan. Dem som sluttede turen havde alle samlet penge ind i tre konvolutter for at overrække vores tre guider nogle drikkepenge med et par ord som følge for at sige tak for denne gang. Bob med et computersleeve på hovedet og Daniel med et fjoget grin var det en anelse svært at tage dem seriøse. Ingen vidste rigtig hvor Patrick var, men han havde sagt tidligere, at han ville med os ud at spise, så efter Bob og Daniel havde fået deres konvolut overrakt, tog vi hen på restauranten, hvor et bord ventede på os. Patrick dukkede op lidt efter. Da vi alle havde bestilt mad rejste han sig pludselig, fordi han havde noget, han skulle sige. Med Bob og Daniels konvolutter i hånden havde de på ukollegial vis sendt Patrick af sted med beskeden om, at det var for lidt penge, og at de ikke ville tage imod dem! Man forstår jo ikk lige at man siger nej til knap 1100 danske kroner. Alle blev ret chokeret, og det satte hurtigt en stor dæmper på resten af aftenen. Især havde vi fire, der skulle med dem videre, en anelse svært ved at se, hvordan det skulle gå og følte os ret utilpas ved situationen. De havde åbenbart forventet minimum 3 dollar pr. dag pr. person. Vi følte, at vi nu havde valget mellem at give dem ingenting, fordi de jo alligevel ikke ville værdsætte det eller hoste op med 135 dollar til dem hver gange to, for at det ville blive fra os begge. Budgettet siger i hvert fald ikke, at vi lige har 405 dollar hver især til at give væk! Så vi ved endnu ikke helt, hvad vi gør :s
Dagen efter tog Søren og Richard på helikoptertur over vandfaldet. Det startede med, at de blev hentet ved campingpladsen, kørt ud til landingspladsen, hvor de blev vejet og tjekket ind, og efter en kort introduktion til sikkerhed, boardede de helikopteren. I de i alt 15min flyveturen varede, blev der imellem Richard og Søren taget over 200 billeder, 4 videoer og et par high-fives! Sikke en oplevelse! Det var virkelig spektakulært at se vandfaldet fra oven i Sørens første helikoptertur nogensinde. Da man gik derfra igen, var det dog ikke kun en kildren i maven, man havde; ens pengepung blødte også en hel del. Efter flyveturen indtog vi morgenmad ved poolen, og derefter gik vi på jagt efter flere 'lommepenge' og souvenirs. Om eftermiddagen tog vi endnu et smut på det fancy hotel, men denne gang til frokost - Mette med en kyllingesalat-sandwich og Søren forsøgte sig med ceasersalat med krokodille, som blev skyllet ned med frozen lemonade. Da vi havde spist os mætte, tog vi med Richard og Jennifer over i selve nationalparken, hvor man kan komme helt tæt på og opleve vandfaldet, som er et af verdens syv naturlige vidundere. Det var virkelig en fantastisk oplevelse, omend våd! Ved flere af udkigsposternes kom man helt tæt på, og blev sprøjtet helt til af vandmasserne, som nogle steder stod mindst 150m op , hvor vandet ramte ned. Søren var ret pjattet med al vandet, og rendte rundt og opførte sig lidt som en åndssvag i hans lækre nye gule Gore-Tex jakke! Vi så endvidere en statue af Mr. Livingstone - manden som er kendt for at opdage Victoria vandfaldet. Victoria vandfaldet ligger på grænsen mellem Zimbabwe og Zambi,a men da det ville koste mange penge for et visum til Zambia samt et double-entrance visum til Zimbabwe, nøjedes vi med at se det fra Zimbabwes side. Op til flere små regnbuer og én kæmpe prydede billedet, og fuldendte den meget bevægende oplevelse det var at betragte dette vidunder.
Da vi kom tilbage i lejren, kom Daniel personligt hen og fortalte os, at han ville forlade os, og at der i stedet i løbet af de kommende dage ville komme en ny chauffør. Vi fik at vide af omveje, at han åbenbart om natten, da han var om muligt endnu mere fuld, havde sagt ikke så pæne ting om en af de andre passagerer samt vores kok Patrick, og at ham passageren havde filmet ham. Hvad mere uheldigt var, at selv samme passager arbejder for et rejsebureau, som flittigt, i hvert fald indtil den dag, har gjort brug af firmaet. Det var egentlig nok det bedste, selvom ingen af os havde noget personligt imod ham. Det var en meget uprofessionel opførsel dagen forinden og ikke særlig heldigt for ham selv at han forværrede den senere. Han havde selv ringet op til sin chef og fortalt, hvad der var sket, og det valgte turfirmaet så at reagere prompte på. Til velkomstmødet for de to nye passagerer; Lucie (Sydney i Australien) og Donna (New York) var Bob ikke helt sig selv. Det var tydeligt at mærke, at han var meget påvirket af hele situationen, som han dog selv havde en stor skyld i at være havnet i.
Efter endnu et bankbesøg og nogle flere souvenir-butikker kunne vi lige presse en time ind ved poolen, før vi atter igen tog til 'High-Tee' og nød atmosfæren på The Victoria Falls Hotel sammen med Richard, Jennifer og Donna. Mette mente helt klart, at dette sted ville være noget nær det ultimative sted at holde sit bryllup! Efter et bad gik Søren omkuld allerede kl. 18.30 og sov helt til næste morgen. Det er hårdt at shoppe, ligge ved pool og drikke 'High-Tee'! Imens Søren boblede, tog Mette ud og spiste pizza med Richard og Donna. Richard havde aftenen forinden i sin brandert afværget en prostitueret (efter Richards beskrivelse så stor, at hun ville kunne slå ham ihjel ved blot at sætte sig på ham) ved at sige, at han var klar 'i morgen'. Det var først i løbet af dagen, det gik op for ham, at han da vist nok skulle have sagt dagen efter igen, fordi vi så ville være kørt. Så Richard lokkede Donna og Mette med på en længere omvej hen til pizzariet i håb om at undgå at møde hende. Ret sjovt, når manden i år fylder 40 ;)
Så var det tid til at tage længere øst på og fortsætte vores eventyr op mod Nairobi. Vores mål for dagen var Hwange National Park. Efter en 4-5 timers kørsel smed vi vores telte op og spiste frokost i den bagende eftermiddagshede. Kl. 14.00 blev vi hentet af vores safari-guide Andy. En sand personlighed med et knogleknusende håndtryk. Selvlærd og med meget stærke meninger om tingene. Andy kunne fortælle os, at flere af de ting, vi havde hørt fra andre guider, ikke var sande og med rationale forklare os, hvordan tingene rent faktisk hang sammen. De fire timer vi brugte den eftermiddag kunne sagtens have varet meget længere. Det var en sand fornøjelse at have en guide, som ikke bare agerede chauffør og pegede dyr ud for os, men som rent faktisk kunne give noget solid baggrundsviden, og som også fortalte om planterne omkring os og samspillet med dyrene. Vi var ret heldige og så en hel flok af de sjældne sabelantiloper samt et par hanløve-brødre, som lå og slappede af i skyggen af et stort træ. Dog var de ret langt fra os, så vi kunne ikke se særlig meget af dem igennem det høje græs. Så var der noget bedre udsyn, da vi ankom til et stort vandhul. Til at begynde med var der dog ikke meget action. Kun et par krokodiller, tre flodheste samt nogle zebraer og gnuer lidt længere væk. Der dukkede os et par giraffer op - den ene mørke end den anden, hvilket som tommelfingerregel betyder, at jo mørkere en giraf er, jo ældre er den. Andy mener dog bestemt, at også genetik spiller en rolle. Vi besluttede os derfor for at køre videre i jagten på andre dyr, men vi nåede ikke særlig langt væk, før en lille gruppe hanelefanter spankulerede ned for at slukke tørsten. I blandt dem var en stor, flot og gammel hanelefant - meget større end de andre. Mens vi sad der og observerede hanelefanten, kunne man pludselig høre en masse larm bag os. Ikke mere end 20m fra os krydsede op mod 30 elefanter i én samlet flok vejen og løb i hurtigt tempo ned til vandet. Der var både ældre og helt små, nærmest nyfødte elefanter iblandt. Lige pludselig vrimlede det med dyr omkring vandhullet - alle sammen inden for en 180 graders vinkel.
Vi blev smidt hjem i lejren igen kl. 18 til aftensmad, som stod og ventede på os. Efter at have pakket os ind fra top til tå og med soveposer op til ørerne tog vi kl. 20 igen ud sammen med Andy. Denne gang var Andy iført en stor varm kedeldragt og et vildt kraftigt spotlys. Vi kørte ud i mørket for at forsøge at finde nogle dyr, nu hvor de ville være mere aktive. Andy stoppede for at fortælle os lidt om stjernerne og deres position i den sydlige hemisfære. For eksempel er Karlsvognen vendt på hovedet i forhold til den måde, vi ser den. Ikke nok med at fortælle os om, hvor kraftig lampen, han holdt i hånden, egentlig var, gav han os da lige en hurtig smag for det, da han lyste os kort ind i øjnene og gjorde os mere eller mindre blinde i 5 sekunder. Dette gjorde han for at vise, hvad det egentlig var vi udsatte dyrene for, når han rettede spottet mod dem. Det første dyr vi fandt var en lille 'Silver Fox', som hoppede rundt i jagten på larver og den slags. Vi fandt også et par hyæner, som dog hurtigt forsvandt igen. En stor flok bavianer sad i et par træer langs vejen, og Andy forsøgte at skræmme dem væk. Andy hader bavianer, fordi, som han sagde, de ødelægger træerne ved at brække grenene af dem. Det var en kold omgang at sidde i en åben jeep om aftenen og få den kolde vind i hovedet. Derfor var vi glade, da vi stoppede ved en anden campingplads for at tjekke et vandhul ud. Der var både et stort bål man kunne vare sig ved, samt en bar, hvor vores guider havde sneget sig hen for at se Champions League finalen. Richard og Søren besluttede sig for at blive og se 2. halvleg af kampen, da resten af turen bare ville betså af en kold hjemtur til vores egen campingplads. Fornuftigt valg, da kampen gik i både overtid og dernæst straffespark, selvom pigerne på hjemturen fik et par flere hyæner at se plus en lille flok elefanter og endnu en Silver Fox.
I løbet af natten havde Andy hørt hanløverne brøle om kap, og vi havde også selv hørt dem om morgenen. Derfor begav vi os tidligt af sted på jagt efter dem. De forvirrede dog Andy en del ved at have splittet op, og det lykkedes os ikke at finde nogen af dem til trods for de friske spor, Andy viste os i sandet. Det var vist Andy, som var mest skuffet, da vi kom tilbage til lejren! Det var tydeligt, at han lever og ånder for, hvad han laver, hvilket smitter af på den oplevelse ,man får sammen med ham.
Efter en hurtig gang mad tog vi af sted mod Bulawayo. På vejen stoppede vi ved The Painted Dog Project, som er en non-profit organisationen med målet om at redde disse nært uddøde dyr. Et godt og gennemført initiativ, som dog appellerede noget mere til børn. Vi fik dog set de tre vilde hunde, de på daværende tidspunkt havde under behandling. Fremme i nattens lejr ventede vores nye chauffør Tim fra England.
Med to overnatninger i samme lejr havde vi én fuld dag i Bulawayo, som vi tilbragte i selvskab med den lige så entusiastiske medsammensvorne guide Ian, som i mere end 20 år har arbejdet sammen med Andy. Med Ian tog vi til Matobo Nationalpark - et kæmpemæssigt område med tonsvis af klipper i granit formet for mere end 2000 millioner år siden. Indtil for ca. 2000 år siden boede stammefolk her, som har efterladt sig hundredvis af hulemalerier, som viser tegninger af mennesker samt dyr. Nogle af tegningerne er af arkæologer dateret til at være op mod 200.000 år gamle. Ved hjælp af galdesyre og urin (det er i hvert fald hvad Ian mener) fra de dyr de spiste, var det muligt for dem at ætse tegningerne ind i granitstenene, således at man stadig den dag i dag tydeligt kan se tegningerne og detaljerne. Ian var den første safari-guide nogensinde i hele Afrika, og har ofte en anden menig om tingene end professorer, som aldrig har begivet sig ud i bushen. Det var klart, at Ian havde styr på bushen, og han kunne virkelig fange én og skabe en særlig stemning med alle sine mange historier og frustration over, hvordan bush-folket er blevet behandlet gennem tiden. Vi besøgte endvidere Cecil John Rhodes grav, som lå midt inde i nationalparken. Ingen af os vidste, hvem han var før 1,5 time senere. Rhodes (1853-1902), som var engelskfødt, var indtil sin død politiker i Sydafrika. Han var stifter af diamant firmaet De Beers, som i dag står for ca. 40 % af diamant industrien. Han var så rig, at han praktisk talt ejede 6 lande og lagde navn til to; Northern and Southern Rhodesia, som senere blev til hhv. Zambia og Zimbabwe. At han fik hans gravplads her midt i det helligste sted for de indfødte, var ifølge Ian et bevis på, at han var en meget vellidt mand iblandt de indfødte.
Hen ad eftermiddagen tog Ian os med på en 'walkingsafari' i jagten på både sorte og hvide næsehorn. Han viste os friske fodspor i sandet og mudderet omkring vandhuller, og man kunne tydeligt se, hvor der måtte ha' gået en, da græsset var helt trådt ned. Forsigtigt og så lydløst som muligt gik vi gennem det høje græs. Knap 2 timers søgen gav intet resultat :( Da tusmørket faldt på, og parken snart lukkede, måtte vi stoppe jagten og specielt til Ians store ærgrelse indse, at vi ikke fik set dem.
Næste stop på vejen nordpå var Masvingo. Her var vi på en 2,5 times guidet gåtur rundt i 'The Great Zimbabwe Ruins' - den største middelalderby i det sydlige Afrika, som landet nu har taget navn efter. Ordet Zimbabwe menes at stamme fra den korte form 'ziimba remabwe' - et Shona udtryk, som betyder 'the great or big house built of stone boulders'. Byen er ifølge 'de lærde' et bevis på, at Afrika nåede et civilisations-niveau, ikke tidligere tænkt, uden vestlig eller asiatisk indblanding. Konstruktionen startede i det 12. århundrede og fortsatte i mere end 300 år. Man mener, at her boede op mod 20.000 mennesker fordelt i tre forskellige arkitektturelle områder; The Hil Complex som blev benyttet som tempel, the Valley Complex for indbyggerne og the Great Enclosure af kongen. Oppe på en bakketopten var der et godt udsyn ud over resten af byen og dalen, og turen derop var faktisk ret hård. Vi skulle da også lige smugles forbi en lille souvenir-shop og en lille gruppe indfødte, som optrådte med et musik/danse nummer.
Vores sidste dag i Zimbabwe tilbragte vi i hovedstaden Harare. Vi var der desværre kun i 3,5 time, så vi nåede ikke rigtig at se noget. Vi gik egentlig bare lidt rundt og fik handlet lidt snaks til morgendagens lange tur gennem Mozambique og sad ellers og nød eftermiddagsolen i en park. Det var ikke mange hvide mennesker, vi så, men alligevel var de ikke synderligt interesserede i os, hvilket var rigtig rart.
På mange af de campingpladser vi har været på undervejs, har det været mulig at opgradere til et værelse, men som de fornuftig unge mennesker vi er, har vi syntes, at vi havde bedre ting at bruge vores penge på, og har derfor hver evigt eneste gang troligt slået vores telt op. Men i vores lejr i udkanten af Harare kostede det lige så meget at campere som at sove i dorm rooms. Så der var ingen tvivl om, at vi alle valgte en seng at sove i. Vi fik ét værelse til drengene og ét til pigerne. Vi blev endnu mere lykkelige over denne opgradering, da vi fik vide, at den følgende dag ville blive rigtig lang, og vi derfor skulle af sted 4.30! Skønt at vi ikke kl. 4.00 om morgenen skulle stå og pakke telte ned. Så med den besked gik vi alle tidligt i seng. Der var såmænd heller ikke en gang mere strøm tilbage, da klokken slog 20.00. Stedet kørte hver aften på generatorer, men manden i baren blev noget overrasket, da strømmen denne dag allerede gik kl. 20.00. Normalt havde de strøm til kl. 21.00. Vi vidste derimod godt hvorfor. Vi mente alle 6, at vores udstyr såsom kameraer, mobiltelefoner, musikafspillere og computere var ufatteligt vigtigt at få ladet op!
Mozambique
Alle mand var klar i trucken kl. 4.30 iført en masse tøj, da det var så koldt, at man tydeligt kunne se vores ånde selv inde i trucken. Med kun 6 passagerer var det så heldigt, at alle kunne ligge ned hen over to dobbeltsæder og få sig nogle flere timers søvn. Kl. 9.00 nåede vi grænsen til Mozambique, hvor vi alle uden problemer fik udstedt et visum. Crew'et sagde, at vi havde været heldige, for der kan hurtigt opstå problemer, så det tager meget længere tid. Vores "ophold" i Mozambique var egentlig bare at køre igennem for at komme op til Malawi. Desværre kan man dog kun lave et visum for minimum 30 dage, så det blev noget af en dyr fornøjelse. 85 amerikanske dollar for 8,5 times ophold i Mozambique svarende til ca. 1 krone i minuttet! Vi vidste det godt hjemmefra, så det kom ikke som en overraskelse for os, men hold op det var nogle sure penge at lægge.
Hen ad aftenen krydsede vi grænsen til Malawi som heldigvis ikke kræver noget visum. En 1,5 times tid efter, at vi uden problemer fik krydset grænsen, var vi efter 15 timer i trucken endelig fremme.
Malawi
Vi nåede Lilongwe, Malawis hovedstad, omkring kl. 19.30. Derfor blev det til en sen omgang aftensmad, og umiddelbart efter krøb vi til køjs. Næste dag havde vi ikke nært så langt. Dagen startede med at vi alle sammen tog med på et stort lokalt marked sammen med kokken Patrick for at handle ind sammen med ham. Patrick var i vante omgivelser og sagde til os; 'This Is Africa!' Alt indtil nu havde været så europæisk inspireret, at det intet havde at gøre med det "ægte" Afrika. Vi forstod hurtigt hvad han mente, da vi alle fik en mission, vi skulle udføre. Mens andre skulle finde kartofler, gulerødder og tomater, fik vi til opgave at skaffe to ananas og en vandmelon for færrest muligt penge. Der blev diskuteret priser frem og tilbage, men Mette er en hård krejler, og fik prisen ned på et endnu lavere niveau, end hvad selv Patrick ville have betalt for byttet. Ros til Mette!
Efter et frokoststop i den bagende sol senere var vi på vej mod Kande Beach ved Lake Malawi. Fordi søen er så stor, ligner det en hvilken som helst anden strand ud til det åbne hav. Derfor var det noget overraskende at hoppe i og opdage, at vandet var dejligt ferskt. Fordi vi havde to overnatninger, og derfor havde tid til at slappe af på stranden, mente crew'et, at vi skulle have en lille fest denne aften. Derfor var der købt ind til punch samt Carlsberg-øl i rigelige mængder. Carlsberg har et bryggeri i Lilongwe, så de er dejligt billige i forhold til importerede øl. Efter en omgang øl-bowling med en frisbee som stand-in, var Søren klar til at danse med på baren senere. Der blev også spillet bordfodbold, hvor Mette løb med sejren, og blev hyldet som en sand mester. Folk var virkelig imponerede over hendes 'skills'!
Næste dag startede for alle mand med tømmermænd, som delvist kunne repareres af en god omgang brunch, som Patrick stod for at kreere. Der blev lige tid til at nyde 1 time på stranden, inden vi hoppede i våddragte og tog tanken på ryggen for at dykke ned i det ferske vand. En smule anderledes at dykke i ferskt vand fremfor saltvand. Desuden var vi omkring 500m over havoverfladen, så der skulle et par små forholdsregler til, såsom ikke at stige op igen lige så hurtigt som normalt. Til vores store overraskelse var der masser af fisk, også en del som var meget farvestrålende. Søren nåede ikke at se det, men de andre på dykket, Mette inklusive, så en fisk snuppe alle dens babyer ind i munden, så de var uden for fare. Med store oppustede kinder jagtede den alle de andre fisk i omegnen væk for derefter at spytte ungerne ud igen. De fleste fisk i søen bruger denne forsvarsmekanisme. Søren var tilgengæld så heldig at se en Catfish under en stor sten, men de andre var allerede væk, og før instruktøren kunne guide dem tilbage til stenen, havde den gemt sig godt. Efter aftensmaden var det igen næsten lige på hovedet i seng. Det er hårdt at dykke med tømmermænd!
Vores næstsidste dag i Malawi brugte vi på at blive fragtet til Chitimba, 120km fra grænsen til Tanzania. Allerede lidt over 1 om eftermiddagen ankom vi til campingpladsen, hvor vi efter at have vasket vores tøj, smed os på stranden for at nyde solen. Det blev også til lidt plasken i det 27 grader varme vand med frisbeen.
I morgen går turen så videre til Tanzania. 12 dage tilbage med gruppen og så vil vi på egen hånd begive os til Kilimanjaro.
- comments