Profile
Blog
Photos
Videos
Sidste stop: Kenya (17. juni - 26. juni)
Afslapning, solbadning, all inclusive, Karen Blixen museum, pakke for sidste gang
Status på hvad vi savner:
Mette: Mørk pålægschokolade, at toiletpapir er en naturlig bestanddel af ethvert toilets sortiment, bland-selv slik, en tyrker-salatpizza, frikadeller, en bytur med veninderne, koldskål, en dyne at putte i, et stort glas iskoldt mælk, blue jeans lakridser, Danmark og alt hvad dertil hører!
Søren: Leverpostejmaden er nu opgraderet til en fuldbyrdet 'Dyrlægens Natmad', Tuborg Squash og/eller Faxe Kondi + Bassets Allsorts lakridskonfekt, et civiliseret land (læs: alt andet end Indien!), en kylling-bacon bagel fra kantinen på CBS, selv at kreere ting i køkkenet gerne med brug af sifon, at spise mere frugt, en opvaskemaskine, flade ud foran fjernsynet,
Nå, mod vores gode vilje og med en krop som en 80-årig væltede vi ud af sengen 5.15, blev hentet kl. 6.00 og stod så spændt og ventede med vores billet til Mombasa i hånden i 45 minutter på at komme ind i bussen som blot holdt der og ventede. Et kvarter forsinket rullede vi af sted. Så langt så godt. Den første time valgte de at være så venlige at sætte et bånd på hvor en mand læste eller nærmest sang stykker af koranen. Det er bare løgn, tænkte vi. Måske fordi de selv blev trætte af den forfærdelige kattejammer stoppede de heldigvis efter en time og satte i stedet noget arabisk inspireret musik på. Stadig al for højt men dog mere tåleligt for Søren og Mette.
Efter 4 timers bustur krydsede vi uden problemer grænsen til Kenya men dog med en chauffør der var lettere desperat for at komme hurtigt videre. Med ordene om, "at Kenya ligger jo lige her" (hvilket Mette aldrig forstod meningen med) fik hun besked på at der ikke var tid til et lille hurtigt toiletbesøg. Nå nå! Så det var sparsomt med vand der efterfølgende blev indtaget af frygt for at skulle tisse. Det endte da også med at hun måtte holde ud uden nogen form for toiletmuligheder i alle 11 timer som busturen varede. Søren derimod nåede med nød at tisse mens Mette fik udstedt sit visum og senere da vi stoppede på en øde strækning uden buske til at dække Mettes lille numse.
Vi fandt hurtigt ud af hvorfor han tilsyneladende havde så travlt med at krydse grænsen til Kenya da der kort tid efter dukkede to kvinder frem fra bagerst i bussen som vi ikke havde set endnu. Et eller andet form for lusk havde der været på spil men vi blev ikke stoppet og vi havde jo vores på det rene. Kun de sidste 2 timer af turen var ad asfalteret vej og da det var ret varmt betød det at uanede med mængder af støv fra vejen hvirvlede rundt i bussen så man næsten ikke havde lyst til at trække vejret. Resultatet af turen blev da også en fuldstændig ukendelig taske hvor støvet havde sneget sig ind ALLE vegne. Helt umulig at banke ren og derfor grisede Mettes sidste rene hvide top til. Ih altså!
Vi havde fået at vide at vi ville være fremme kl. 16.00 så med et kvarters forsinkelse fra morgenstunden af regnede vi med at være fremme 16.15 i stedet. Men hey TIA (This Is Africa)! Der skulle lægges yderligere to timer til. Gab! Da vi troede at kampen Danmark-Tyskland ville blive spillet og vist kl. 19.00 (da Kenya er en time foran!) havde vi travlt med at finde det hostel vi havde planer om at bo på i Mombasa og dernæst et sted vi kunne se kampen. Og da vi ingen lokale penge havde måtte vi også lige nå at finde en hæveautomat. Heldigvis lå der et spisested/isbar/internetcafé med storskærm lige i nærheden, men da vi endelig kom derind viste de en gammel kamp. Så Søren hen og rive fat i manageren som sagde at de meget gerne ville skifte men at aftenens to kampe i gruppe B ville blive spillet samtidig og først starte 21.45. Det måtte vi lige konfirmere over en sms med Mettes far som sagde god for at han havde talt sandt. Godt vi skyndte os så meget. Med Søren der ikke var helt på dupperne efter Kilimanjaro og Mette med en begyndende forkølelse var vi ikke glade for nyheden om at skulle holde os vågne i mindst 4 timer mere - for selvfølgelig skulle vi se kampen. Vi fik os en bid mad og Søren en iskaffe og da klokken slog 21.45 tonede de danske spillere frem på skærmen. Sådan. Endelig. Det virkede dog lidt mærkeligt at de ansatte, kort tid efter kampen var fløjtet i gang, begyndte at sætte stolene op på bordene og vaske gulv. Stedet lukkede allerede kl. 22.00! En mindre detalje og nok så vigtig en af slagsen som var lidt mærkeligt ham manageren ikke havde nævnt da han sagde de gerne ville skifte kanal for os når kampen startede. Da han så Sørens noget fortvivlede udtryk tilbød han at vi kunne blive siddende til 1. halvleg mens de ryddede af, vaskede op og talte penge hvilket jo var rigtig pænt af dem. I pausen var det frem med lys og lygte for at støve 2. halvleg op. Det viste sig at være noget af en mission. ALLE barer viste den anden kamp Holland-Portugal, og var ikke parat til at skifte. Efter adskillige minutters leden var vi ved at opgive, men på tilbagevejen til vores hostel så vi et lille lokalt sted med kun 4 mennesker hvoraf 2 af dem var ejerne. De var godt nok også i gang med at se Holland-Portugal, men da vi fortalte vi var fra Danmark af og rigtig godt kunne tænke os at se dem spille, skiftede de straks. De var nemlig ligeglade bortset fra at de lukkede kl. 23.00 og klokken på det tidspunkt var fem minutter i. Skønt! Vi fik dog lov at bestille en øl og en vand og troede så at de var så flinke at holde åbent en halv time længere til kampen ville slutte. Men nej. 10 minutter før kampen ville ende skulle de ifølge Søren lige vælge at være nogle store røvhuller og smide os ud. Tak! Selvom vi godt vidste hvad klokken var slået for Danmark på daværende tidspunkt, nu hvor Holland også var bagud, var det stadig rigtig surt ikke at kunne få lov at se kampen færdig. Tilbage på vores hostel og med næsesprayen fundet frem, lykkedes det at få en okay nats søvn.
For de 85 kr. en overnatning kostede var der morgenmad med i prisen. To ikke ristede stykker toast med marmelade, en omelet samt en kop the. Med vores pengehungrende konti var det dog rart ikke at skulle ud og finde morgenmad. Dagen tilbragte vi mere eller mindre på internetcafé i forsøget på at finde ud af hvor vi skulle tage til, nord eller syd for Mombasa, til sol og afslapning. Vi ville også rigtig gerne have dykket en sidste gang, men i Kenya var det på dette tidspunkt ikke sæson. Turister ville heller ikke dukke op før starten af juli og fremefter. Det betød at mange steder ikke ville åbne før juli og der var derfor begrænset med muligheder. I sin søgen dukkede der pludselig et tilbud op på Mettes skærm som vi begge troede var for godt til at være sandt. Med 5 overnatninger på et resort 2 timers kørsel nord for Mombasa, ved Watamu Bay, kunne vi bo for 205 kr. pr. mand pr. nat. Men så var det jo også med all inclusive og pool med udsigt over Det Indiske Ocean. Haps den snuppede vi. Vi var dog en anelse skeptiske, da vi på Tripadvisor havde læst nogle ikke særligt pæne anmeldelser af stedet. Alle italienere havde derimod rost det til skyerne. Kunne det have noget at gøre med at Kenyas kyst nærmest er overtaget af italienerne?! Bl.a. Watamu Bay er et yndet rejsemål for italienske turister og resortet var da også italiensk ejet. Så alt stod som første sprog på italiensk, menuen var italiensk inspireret og selv personalet som var lokale fra området kunne snakke italiensk. Det havde dog sin charme.
Vi fik bestilt en billet til den følgende dag med en af Kenyas lokale minibusser, kaldet matatu, til hvid mands pris selvfølgelig! Samme aften vidste vi at Richard (tyskeren fra vores overland trip gennem Afrika) ville komme til Mombasa inden han skulle videre med en natbus til Nairobi. Så vi havde aftalt at mødes til en bid mad på samme sted vi havde spist alle vores måltider mens vi var i Mombasa - der hvor vi så kampen! Snakken gik med alt, hvad vi havde nået at opleve, siden vi tidligt lørdag morgen d. 9. juni var skiltes, da vi blev smidt af i Arusha for at starte vores Kilimanjaro trek. Richard nåede også lige at invitere os til julemarked i Wien, hvor han bor.
Vores matatu kørte til tiden næste dag, og vi var på det tidspunkt meget spændte på hvad der ventede os i Watamu. For som allerede nævnt var vi meget skeptiske men så alligevel kunne det kun blive så meget bedre end det vi kom fra i Mombasa (tjek selv billederne). Da vi tjekkede ind i Mombasa og en fra receptionen ville vise os vores værelse sagde han at de havde et lille problem - nemlig døren til toilettet. Man kunne vist roligt sige at de havde et problem og nok lidt større end blot et lille. Halvdelen af døren var ikke-eksisterende. Desuden sad den ødelagte håndvask inde på værelset og tapetet hang ikke rigtig fast på væggen. Vi accepterede dog værelset som beset dels fordi det var så billigt men også fordi vi troede vi havde travlt for at kunne nå at se kampen mellem Danmark og Tyskland.
Nå, men vi sad jo så i den her bus og var blevet lovet at vi ville blive smidt af i Watamu by hvorfra vi så kunne finde en tuk-tuk til resortet. 5 minutter før vi nåede den et stort t-kryds, i en lille by kaldet Gede, spurgte chaufføren hvor vi ville smides af. På swahili selvfølgelig. Heldigvis var der en flink dame som hjalp os med at kommunikere med ham og fortælle hvad vi var blevet lovet. Han sagde vi var nødt til at skifte til en anden matatu som ville køre os til Watamu. Han spurgte samtidig hvor meget vi havde betalt for vores billet og da vi svarede 500 shillings og Søren lige hævede stemmen lidt gav han os penge til den næste matatu eftersom vi selvfølgelig havde betalt overpris. Heldigvis var der en rigtig flink mand som også skulle af og videre samme vej som os som kærligt tog sig af os og betalte for os i den næste matatu så vi ikke blev takseret overpris igen. Fremme i Watamu fandt vi efter et stykke tids søgen en tuk-tuk og, så var Søren og Mette ellers godt på vej til det rene luksus, hvad vi på det tidspunkt stadig var uvidende, om ville vente os. Vi følte os dog lidt usle, da vi i en tuk-tuk med to store møgskidte backpacks. trillede ind på dette kæmpe resort efter vagten lige havde havde bekræftet med receptionen at vi var ventet. Det må ha' set en anelse sjovt ud for personlaet da tuk-tuk'en rullede ind. Som de også havde gjort i Arusha stod de klar med en vaskeklud og et glas juice og bagagen blev selvfølgelig båret ned til vores værelse. Eller rettere sagt bungalow med udsigt over havet og et spytkast fra poolen og restauranten. Da vi havde ramt lavsæsonen boede vi ikke mere end 8 mennesker på hele det kæmpemæssige resort. som havde hele 200 værelser til rådighed. Det betød at de naturligvis kun holdt denne restaurant, den ene af deres i alt fire barer samt den ene pool ud af tre åbne. Men det var nu også mere end rigeligt. Desuden ville det blive noget madsvineri og et kæmpe underskud for stedet at kreere buffet til os 8 hver dag til både frokost og aftensmad. Så i stedet fik vi hver dag en frisk menu hvorfra vi frit kunne vælge mellem 4 forretter, 8 hovedretter samt 4 slags tilbehør såsom pommesfrites, salat, kogte eller grillede grøntsager. Og så var der selvfølgelig også dessert bestående af frugt og et for hver dag stykke varierende kage. Vi kunne også vælge mellem en masse spændende kenyansk mad og så kunne vi ellers bare vælge så meget mad vi havde lyst til. De 4 forretter samt 8 hovedretter skiftede hver dag. Der var altid pasta samt frisk fisk at finde på menukortet. I løbet af vores 5 dage fik vi bl.a. oksecarpaccio, fiskecarpaccio med passionsfrugt hen over, tomatsalat, fiske- og kokossalat, red snapper, grillet entrecote, bøf stroganoff, fiske- og grøntsagsspyd samt lækre italienske pastaretter. Mums det var lækker mad. Kokken overraskede os gang på gang. Dertil fik vi serveret al den vand, sodavand, øl, vin eller spiritus som vi lystede. For man havde vel sit all inclusive armbånd siddende lige der om håndleddet ;) Til frokost og aftensmad fik vi hver gang oven i købet en lækker lille kurv med snack i; et lille stykke pizza, timianbrød, olivenbrød og grissinis. Vi blev rigtig forkælede og følte os meget tilfredse som vi sad der og blev vartet op velvidende at vi fik alt dette for kun 205 kr. pr. mand pr. dag. Bum bum! Også morgenmadsbuffeten var overdådig taget i betragtning af at vi kun boede os 8 - to par og en italiensk familie. Mettes søde tand blev rigtigt forkælet med alverdens kager, doughnuts, og småkager som kokken selv bagte. Det var noget hun kunne lide! Og fra 10-22 holdt poolbaren åben, så vi ikke skulle tørste. På vores værelse, som var indrettet med lækre italienske møbler, var der endda spredt friske blomster da vi ankom. En verden til forskel - tjek selv billederne fra Mombasa og Watamu.
At det var lavsæson i Kenya forstod vi hurtigt. Vejret var på ingen måde forudsigeligt og så blæste det helt vildt hver eneste dag. Imellem regnskyl og overskyet himmel lykkedes det dog Mette at få 13,5 times sol i løbet af de 5 dage vi boede der. Ikke helt de minimum 20 timer hun havde regnet med da vi ankom, men okay! Den resterende tid brugte vi på at skrive blogindløg fra Kilimanjaro, Søren ordne ting i forbindelse med Roskilde festivalen, som starter 3 dage efter vi lander, og ellers stenede vi en film og nogle afsnit af Langt fra Las Vegas på Sørens computer. 5 tiltrængte dage, selvom det efterhånden blev lidt kedeligt i længden.
I søndags tog vi så en taxa til Malindi, en større by lidt længere nord på, efter at være tjekket ud. Her fik vi arrangeret en natbus til Nairobi med afgang kl. 20.00 og ankomst i Nairobi 6.30. Vi havde lige 7 timer vi skulle have slået ihjel og besluttede os derfor for at lægge vejen en tur forbi stranden og bare flade ud. En ung mand fra busselskabet kunne da lige vise os vej. Selvfølgelig med den skumle bagtanke at ville have penge for det. Vi sagde at vi sagtens selv kunne finde vej men han fulgte alligevel efter os. Og ven af ham stødte til undervejs. Nede på stranden satte vi os for at spise de sandwiches som resortet havde været så søde at smøre til os og bum så sad de lige ve siden af os. Pudsigt de også trængte til et hvil på det tidspunkt. Vi prøvede pænt at ignorere dem, for vi havde jo sådan set ikke bedt dem gå med. Da de rejste sig samtidigt med os fik Mette på en pæn måde sagt at vi ville blive her et par timer, så ham bus-manden kunne snildt gå tilbage til sit arbejde. Det blev nemlig lige lidt for meget for hende. Han blev vist ret skuffet over ikke at få en skilling. Vi ved ikke om det er en dille de lokale har med at irritere turister og ikke have andet at tage sig til end at følge efter dem og tilsyneladende hjælpe dem med at finde vej og så forvente noget for det. I hvert fald skete det igen da det efter nogle timers afslapning begyndte at regne og en gut da lige kunne vise os vejen til en restaurant. Selvom vi takkede pænt nej insisterede han på at gå med og satte sig da også ned ved samme bord som os på trods af at vi hverken snakkede til ham eller bestilte så meget som en sodavand til ham. Pænt sagt røvirriterende. Da vi blot skulle ha' tiden til at gå spillede vi kort og bestilte lidt senere en pizza. Han endte med at sidde der i 3 timer og kunne da så lige vise os hen til busstationen hvor han jo tilfældigvis boede i nærheden af.
Vi ville lige nå at skifte til lange bukser og lukkede sko inden vi skulle med natbussen til Nairobi og Søren gik derfor først ud på toilettet mens Mette ventede og så efter taskerne. Ikke et ord sagde han til hende. Han havde vist godt gennemskuet hvem der var 'Good Cop'/'Bad Cop'. Selvom vi var blevet enige om at han intet skulle have fordi vi ikke havde bedt om hans hjælp og fordi det egentlig bare havde været mega irriterende at han havde fulgt efter os så længe, nænnede Søren ikke andet end at gi' ham lidt, da han spurgte om det mens Mette skiftede tøj på toilettet. Men det blev dog med en moralprædiken om at han en anden gang skulle sige til folk at han ville vise dem vej, men forventede lidt penge og acceptere hvis folk sagde nej. Før Mette kom ud var han fornuftigt nok forduftet..
Kl. 20.00 rullede bussen af sted. Hele vejen noget af en vild kørsel. Man skulle tro han var på akkord og derfor gik efter så høj en timeløn som muligt! Men vi kom sikkert frem - en hel time før tid! Vi var nu i Nairobi på vores sidste stop, før vi den følgende dag skulle i lufthavnen og på flyet hjemad mod Danmark, familien og vennerne.
Vi tjekkede ind på et billigt backpacker hostel som Richard havde anbefalet os, faldt hurtigt omkuld, sov i 4 timer og tog så ellers af sted mod Karen Blixen museet, som var det eneste vi havde planer om at ville nå i vores tid i Nairobi. Et super hyggeligt landsted med så meget charme og sjæl. Efter en lille times guidet tur rundt i hendes hus hvoraf de fleste ting stadig var originaler, tog vi tilbage igen. Efter aftensmaden var det tid til at pakke og omorganisere os så vi kunne få plads til det hele. Heldigvis må vi ha' 30 kg med hjem hver især så ingen bekymring om vægten. Tøj som vi alligevel aldrig ville bruge igen blev smidt ud, passet fundet frem fra gemmerne og så stod taskerne ellers klar til at forlade Afrika sammen med os.
På vores sidste dag inden vi her kl. 13.00 skal mod lufthavnen kunne Søren lige nå forbi en frisør for at få styr på den efterhånden ret vilde hårpragt han havde fået anlagt sig. Til kr. 35, hvilket også inkluderede hårvask og en omgang massage, var det næsten for godt til at være sandt. Og det var det også. Vi anede det ikke, men Søren var havnet hos helvedes-frisøren fra Nairobi. Det var aftalen at der kun skulle tyndes ud i pragten, og tages lidt af længden i nakken. Men idioten valgte at hive trimmeren frem, og det var allerede for sent at gøre noget ved det, da han hakkede en stor tot af rundt om det ene øre - tak for det! Han gjorde alt hvad Søren ikke havde bedt om, og lod være med at tynde ud i toppen, som var det primære mål med klipningen. Det var den mest forfærdelige frisør i hele verden, og var på alle mulige måder (og herfra skal Søren så lige af med sine frustrationer) inkarnationen af, hvad der er galt med afrikanere, hvis de ikke lige fatter, hvad man gerne vil have - de prøver at gøre det så godt, de nu kan uden at sige noget om, at de ikke fatter en meter af, hvor man vil hen. Det er præcis det samme, som når man for eksempel bestiller mad på en restaurant. De fortæller først en bagefter, at de er udgået for ris, og derfor har erstattet med brød, men først når de serverer for en - flot!
Nu sidder vi så og indtager sidste måltid før taxaen ruller ind og vi for alvor er på vej hjemad. Vi har en mellemlanding i Dubai før vi efter planen står på dansk jord igen kl. 7.00 i morgen tidlig. Det bliver så mærkeligt. På én og samme tid sørgmodigt, men også rart.
Vi glæder os til snart at se jer alle. Tak til alle som har fulgt med i vores eventyr. Vi har nydt at fortælle om alle vores oplevelser og glæder os nu over at ha' skrevet alle tanker og oplevelser ned som vi kan gemme som et minde for livet sammen med alle de tusinder af billeder vi har fået taget. Billeder som nu skal igennem et omfattende redigeringsarbejde. Men den tid den sorg. 5 måneders rejse ender i morgen med velkomst af vores dejlige familier, som har været så søde at arrangere brunch for os, indeholdende et par af de ting vi savner allermest, hvis vi er heldige!
De kærligste hilsner og på gensyn til mere eventyr når tiden og pengene tillader det. Søren og Mette
- comments