Profile
Blog
Photos
Videos
Sidste stop i Asien: Indien (1. apr.-13. apr.)
Ufatteligt varmt, storslåede monumenter, nattog, diarré og opkast, forfærdelig stank samt mødet med den uhøflige, respektløse, højtrøstede, snydende, uappetitlige, påtrængende (etc.) indiske befolkning
Status på hvad vi savner:
Mette: Mørk pålægschokolade, at toiletpapir er en naturlig bestanddel af ethvert toilets sortiment, bland-selv slik, en tyrker-salatpizza, frikadeller
Søren: Leverpostejmaden er nu opgraderet til en fuldbyrdet 'Dyrlægens Natmad', Tuborg Squash og/eller Faxe Kondi + Bassets Allsorts lakridskonfekt, et civiliseret land (læs: alt andet end Indien!)
Med en hotelreservation på, et for os, luksus hotel med pool, rum med A/C og western food var vi klar til at indtage Indien! Så tidlig morgen d. 1. april ankom vi til Varanasi station. Her blev vi mødt af en horde af påtrængende chauffører i deres autorickshaws, som ivrigt prøvede at fange vores opmærksomhed. Næsten råbende spurgte de, hvor vi skulle hen og slyngede priser ud, uden vi havde sagt et ord om, hvor vi skulle til, eller om vi overhovedet havde brug for en autorickshaw. Dette scenarie oplevede vi siden hver eneste gang, vi bevægede os mere end 10 skridt uden for vores hostels. Selvom de blot sagde 'Hello' til os valgte vi bevidst at undgå nogen form for øjenkontakt med dem og ignorerede enhver henvendelse fra deres side. Man orker ikke at de hænger over en...
Vi fik endelig pruttet prisen ned til den obligatoriske tredjedel (sjovt nok er alles taxameter uheldigvis gået i stykker). Vi har siden hen erfaret at det kræver mere end en god portion tålmodighed og vedholdenhed at få prisen pruttet ned til hvad der er fair - der skal afsættes omkring en halv time til at få pruttet prisen bare et par kroner ned, men det er mere princippet i at man ikke har lyst til at betale 200-300% mere end de lokale for den samme service!
Til gengæld var luksus hotellet i Varanasi bare lykken! Poolen var fantastisk og maden lige så. En super base for udforskningen af deres hellige flod Ganges samt de omkringliggende templer. Efter at have brugt hele morgenen og eftermiddagen i vores trygge hule, bevægede vi os hen ad eftermiddagen ud i Varanasis gader for at tage på en solnedgangs-bådtur på floden. Menneskemylderet var fuldstændigt overvældende at komme ud i. Det larmede så meget, at man blev nødt til praktisk talt at råbe til hinanden, og for ikke at blive splittet ad måtte vi holde i hånden. Endnu engang startede forsøget på at snyde os som turister, da de ville have 600 indiske rupees for en bådtur, som ellers kun burde koste omkring 100. Vi endte med at give 150, da vi ikke havde de obligatoriske 30 minutter til at få dem længere ned i pris - vi skulle jo nå solnedgangen. Det var så surrealistisk at se at lig blive brændt og aksen smidt i floden, hvorefter folk gladeligt hoppede ud og tog en svømmetur og lige sluttede af med at gurgle en mundfuld ligfyldt flodvand - føj!!
Da oplevelsen af den hellige flod skulle være en helt anden ved daggry, havde vi dagen efter bestilt en morgentur for at se solopgangen og alle de mange valfartende pilgrimme, som badede. Også mange lokale kom dertil for at vaske deres tøj! Herefter blev vi kørt til at 'Monkey tempel'. Af med skoene som man altid skal ved hellige monumenter. Vi stillede dem der hvor alle andre også stillede deres - hos en dame som ville holde øje med dem. På et skilt stod der det ville koste 5 rupees (lidt over 50 øre) pr. par. Da vi på det tidspunkt stadig rendte rundt med halvstore sedler var det mindste vi havde en 50'er. Herefter gav hun os 30 tilbage. Da vi pegede på skiltet var en fuldstændig ligeglad og sagde at sådan var det. Skiltet galt ikke! På trods af at alle de indfødte blot gav 5 rupees. Så blev Mette tosset og råbte af hende. Så gav hun os meget modvilligt og rigtig tvært 5 rupees mere, men det var jo 10, vi skulle have tilbage. Mette var meget tæt på at tage de 50 rupees og skride, men Søren hev hende væk. Der gik lige et par minutter eller ti før Mette var faldet ned igen. Ustandseligt skal de være grådige! Tilbage på hotellet fik vi morgenmadsbuffet og badede lidt mere i poolen, og så glemte Mette hurtigt alt om hendes 50 øre ;)
Med et nattog, denne gang på 'sleeper class', gik turen videre til Agra, byen som huser Taj Mahal. På det tidspunkt lovede vi os selv, at det skulle være sidste gang, vi rejste på 'sleeper class'. Omringet af ekstremt højtrøstede indfødte (uden nogen form for situationsfornemmelse) i en stegende hed åben kupé, vel at mærke i hver vores, blev vi overbegloet og peget fingre af. Det var her Mette for første gang lavede en stirre-konkurrence! Ud af øjenkrogen kan man sagtens fornemme, når folk bare stirrer på én, og det mest naturlige er, at man lige kigger igen. Det bure ligge dybt i ethvert menneske, at det er uhøfligt at stirre på andre, og bliver man opdaget i det, ville de fleste af os kigge væk igen - men sådan forholder det sig ikke i Indien. De er fuldstændig ligeglade og bliver bare ved med at kigge én direkte i øjnene. Og er der noget, som især kan pisse Mette af, så er det den attitude. Så op til flere gange har Mette blot stirret dem direkte tilbage i øjnene og til tider også svinet dem til på dansk og blot ventet på, de skulle give op, og det er lykkedes nogle gange ;) Proportionelt med antallet af gange det er sket, at folk har gloet på hende, er Mette blevet mere og mere hidsig, og til sidst på rejsen var der da også nogle, som har fik fingeren! Hun kan slet ikke ha' det.
I Agra fik vi fundet et hostel, noget morgenmad og fik os en god lur ovenpå rædselsnatten. Som ægte turister brugte vi to dage i Agra på at se dets mange seværdigheder. For at bygge spændingen op til Indiens varemærke og helt storslåede monument Taj Mahal (Taj'en), startede vi med at se "Baby Taj" - som navnet siger; en miniature udgave af den ægte vare. Derefter tog vi over på den modsatte side af den flod, hvor Taj'en ligger ud til - til en lille oase væk fra folkemængden. Her kan man for den nette sum af 11 kroner få lov at beskue vidunderets bagside. Her havde vi en stund helt for os selv, da vi åbenbart var de eneste, som var der på det tidspunkt - ret utroligt men rigtig skønt. Vi foldede Mettes tørklæde ud og sad i parken, som var vi på picnic og sad bare og betragtede den smukke udsigt. Fra vores hostels tagterrasse kunne man endvidere også indtage et panorama udsyn af Taj'en og de enorme beskyttende porte. Tagterrassen var et eminent sted for at tage billeder i forskellige belysninger, så knappen på Sørens kamera glødede intenst.
Tidligt næste morgen (kl 6!!) travede vi af sted mod østporten. Her blev vi mødt af en skare af andre turister, som nok også ville undgå den bagende middagssol. Selvom der var fyldt med mennesker, og det dermed var svært at få det perfekte billede, var det imponerende at se monumentet fra forskellige vinkler og badet i forskellig belysning i takt med, at solen langsomt dansede over himmelen. Man bliver sgu en smule overvældet af at indtage dens pragt!
I Agra besøgte vi også det kendte (og meget store!) Agra Fort, opført i rød sandsten. Gutten, som byggede Taj'en, blev holdt fanget her, efter at hans egen søn havde overtaget magten og smidt ham i fængsel her. Til gengæld er der en fin udsigt fra fortet over til Taj'en, som han så kunne glæde sig over og samtidigt mindes sin afdøde kone, som han jo havde opført dette mausoleum til ære for.
En luksus A/C bus bragte os efter 5 timers kørsel og 1 times forsinkelse til Delhi den efterfølgende dag. Da bussen trillede ind på busstationen, lyver vi ikke, når vi siger, at mindst 20 autorickshaw-chauffører omringede bussen. De hurtige af dem udpegede os få hvide turister, som var med og havde dermed råbt 'helle for', mens de pegede op mod bussens ruder - dermed var det bestemt, at vi skulle køre med netop ham, som havde udpeget os, og han havde åbenbart ret til at sige til de andre chauffører, at han havde altså spottet os først! Som et modtræk besluttede Søren og Mette sig derfor for, at den juleleg ville vi satme ikke være med til. På med tasken og så fik han ellers at vide, at vi ikke havde tænkt os at køre med ham, på en bestemt og måske lidt ond måde... Det tog os næsten en hel time før vi fandt en anden gut, som ville gå ned på en fair pris, men vi roste os selv for at være principfaste! De begrundede deres høje priser med, at der var ufatteligt langt til vores destination, men vi kunne selvfølgelig bare køre med taxameter i stedet. Men så skulle vi selvfølgelig betale for deres parkering, bagagetillæg osv. Og lur os om så ikke bare de små snydere havde taget en længere vej??!
Da vi blev læsset af 500m fra det hostel, vi havde tænkt os at bo på, var der en gut, som spurgte os, om vi nu også havde en reservation, og det skal man så huske at sige 'ja' til! Den "flinke" mand fortalte os, at hostelet lå lige i nærheden og pegede os hen mod det, han sagde var receptionen. Det viste sig dog bare at være et rejsebureau. Tricket er så, at fyren i rejsebureauet slår op på sin skærm og ser, at vores værelse desværre er blevet dobbeltbooket. Tilfældigvis kender han så et tilsvarende hostel, man kan bo på. Dermed får alle de involverede snydere en andel af den overpris, man får lov til at betale det nye sted. Heldigvis er Mette og Søren ikke så nemme at narre ;)
Efter en god nats søvn var vi friske til at udforske Delhi til fods så med et kort i hånden, begav vi os ud i de varme gader. Efter lidt traven omkring endte vi ved Indiens største moské men fik at vide, at den desværre var lukket for turister pga. bønner - vi kunne komme tilbage efter kl 14. Fint tænkte vi og besluttede os for at udforske det omkringliggende marked og snuppe en bid mad på en kendt restaurationskæde ved navn Karim's. Det skulle senere hen vise sig at være en kæmpe fejl!! Maden smagte super godt, og selvom kyllingen så veltilberedt ud, skulle vi nok aldrig have valgt en ret med fugl.. Med maverne fyldte begav vi os videre til Gandhi National Museum, og blev oplyst om denne betydningsfulde mand gennem både fotografier, breve og ejendele fra hans liv. Ejendele såsom nogle af de sjove små briller, han bar samt det blodbestænkte klæde han bar den dag han blev skudt i 1948. Derefter spadserede vi en tur hen til en smuk og meget idyllisk park, hvor et monument markerer stedet hvor Gandhi blev kremeret. Med et par billeder eller ti på Sørens hukommelseskort tog vi en cykeltaxa tilbage til moskéen igen. Denne gang var der heldigvis åbent for turister, men vi blev mødt af to pengegriske mænd, som mente, at vi skulle betale for at komme ind (og nej det koster ikke penge). Desuden var det pludselig heller ikke tilladt for mænd at gå i shorts, selvom de dækkede knæene. Det er ufatteligt at de vil være det bekendt, og man bliver virkelig bitter over at gå rundt med følelsen af, at alle forsøger at snyde én. Godt oppe i det røde felt blev vi enige om, at så kunne det også være liget meget med den skide moské.
Det viste sig at være en umulighed at få en autorickshaw til at køre os tilbage til vores hostel for en rimelig sum penge, så vi endte med at måtte gå hele den lange vej tilbage i den bagende sol, mens vi bandede over, hvor forfærdelige indere i virkeligheden er - Indien ville være et meget bedre sted uden alle de indere!! Allerede på gåturen tilbage begyndte Søren at mærke de første spæde tegn på, at noget var helt galt nede i maven. Selv efter et par timers hvil endte det med, at Mette måtte gå ud og spise aftensmad alene, da Søren ikke var meget værd. Det blev en nat uden megen søvn. På skift rendte vi begge på toilettet med både opkast og diarré :(
Næste dag havde vi arrangeret et madlavningskursus, som vi begge havde glædet os rigtig meget til. Vi havde det skidt med at melde fra i sidste øjeblik og syntes også, at maverne havde det bedre. Så vi besluttede os for at tage af sted og få det bedste ud af det. Det blev ikke nogen succes. Søren lå på en sofa det meste af tiden, mens Mette holdte ud og var med i sessionen på trods af mange sure opstød og rumlen i maven. På vejen hjem i taxaen havde Søren fået det lidt bedre. Til gengæld var den helt gal med Mette-musen, som 500m før vi skulle smides af kaster op - heldigvis havde staklen fået en pose at gøre det i.
Vi havde egentlig allerede checket ud fra vores hostel, da vi samme dag skulle med et nattog til ørkenbyen Bikaner, men vi måtte betale for en hel nat ekstra for at kunne hvile os i de 4 timer, der var, inden vi skulle videre. Det er ikke lige til at få byttet sine togbilletter i Indien, så der var ikke nogen vej uden om, selvom Søren nu også var begyndt at få feber. Vi fik fat på nogle plastikposer, lidt piller til maven og stjal noget toiletpapir fra hostelet og så af sted.
Det lykkedes os heldigvis at holde alt indenbords på togturen, og tidligt morgen steg vi så ud i Bikaners ørkenhede. Her havde vi arrangeret en kamelsafari ud i ørkenen med en overnatning under åben himmel. Ikke ligefrem hvad vi havde lyst til. Da vi ikke havde et telefonnummer på kamelmanden, kunne vi ikke rigtig ringe og aflyse. Vi havde aftalt at skulle blive hentet på stationen, når vi ankom, men held i uheld dukkede der aldrig nogen op. Vi fandt i stedet et hotel med tiltrængt A/C på værelset. Her brugte vi de næste to dage på at komme til hægterne. Vi blev inviteret ind i værtsfamiliens bolig til yoghurt og toastbrød for at prøve at få maverne op at køre igen.
I løbet af første dag fik Mette det pludseligt meget bedre og begyndte at få appetitten tilbage. Så aftensmaden bestod for Mettes vedkommende af ris, kartofler og grøntsager, mens Søren måtte se til med en syltetøjsmad i hånden. Sørens feber kunne kun holdes nede med panodiler, og han måtte igennem endnu en nat med mange toiletbesøg. Den efterfølgende dag lå Søren i sengen, mens Mette sad ude i en lille gård og læste og løste soduko. Selvom Søren stadig langt fra var på toppen, begyndte han at føle sult og vovede sig ud i kogte ris og grøntsager til frokost. Lettere rastløse efter et par døgn i sengen besluttede vi os for at tage med en taxa ud til Karni Mata templet, også kaldet rottetemplet, 30 km syd for Bikaner. Et tempel som helligere rotter! Så der løber altså rotter rundt overalt, og folk fodrer dem sågar. Da vi blev sat af med taxaen, blev vi også spurgt, om ikke vi skulle købe noget mad og drikke til dem - det kunne de glemme! Turister blev udstyret med et par papirstynde sko, da det ikke er tilladt at have sine egne på. De indfødte gik blot på bare tærer. Heldigvis løb rotterne ikke rundt om benene på én, men de løb da lige foran, og der var bare mange. Det mest ulækre var egentlig, at man gik i alle deres efterladenskaber, som man tydeligt kunne mærke gennem skoene. Puha! Flere steder lå der døde rotter, og det var bestemt ikke rart at trække vejret gennem næsen. De var egentlig ikke særlig tykke, selvom de blev godt ernæret, da alle var vilde for at give dem mad. Det siges, at spiser man af samme mad som dem, skulle det bringe lykke. Vi siger bare held og lykke med mavsen! Det må være ikke mindre end et paradis for en rotte at få lov at bo der.
Tidsprogrammet i Inden har været meget stramt, så vi har ikke haft mange nætter i hver by. Faktisk har den sidste uge af tiden i Indien bestået af skiftevis én overnatning i en by og én overnatning på et tog, men det er en smart måde at udnytte tiden på. Så med endnu et nattog var det af sted mod Jodhpur, den blå by. Stadig lettere medtaget af de sidste dages vrøvl med maven og Søren stadig med kramper i maven, orkede vi ikke at tage nogle steder den første dag. Vi var begge lidt trætte af at rejse og savnede vores mødre! Vi brugte derfor dagen på at sætte os lidt ind i, hvad der er at lave i Sydafrika og lave en plan over den tid, vi har til rådighed der. Det var egentlig meget rart at få lidt styr på det men selvfølgelig også lidt antiklimaks ikke at have lysten til at udforske byen, vi var kommet til. Så næste dag måtte vi tage revanche og begive os ud i byen, som vi på ingen måde kunne se skulle være blå! Søger man på 'Jodhpur' på google eller kigger på billedet i Lonely Planet, ser man et billede af en by, hvor alle huse er malet i en flot lettere mørk blå farve. Vi ved simpelthen ikke, hvor det billede er taget.
På en bakketoppe 125 meter højere end selve byen ligger det kæmpemæssige Mehrangarh fort, som blev bygget i år 1459. Noget skeptiske fordi vi regnede med, at vi som turister igen skulle blive snydt, gik vi hen til billetkontoret. Men overraskende nok var det intet problem at få studierabat, og helt GRATIS kunne vi få en guidet audiotur på engelsk. Så med hvert vores headset brugte vi et par timer på at komme igennem hele fortet og alle dets udstillinger. Vi var begge meget positivt overraskede over kvaliteten, længden på turen var tilpas og mængden af information ligeledes. For én gang skyld fungerede tingene bare, og så var det oveni købet spændende ;)
Til frokost besluttede vi os for at spise på en restaurant, som serverede western-style mad og ikke kun ris. Maden her var klart en smule dyrere, end hvad vi ellers kunne have spist for, men vi trængte til det. Man skulle derfor også synes, at det indiske klientel, som sad her, burde være ordentlige mennesker, men som alle andre steder gloede de helt vildt på os. Det blev igen for meget for Mette, som med bestemt tone måtte fortælle dem, at de ikke skulle bryde sig om kigge længere, da det var både uhøfligt og generende for os. Tænk at man er nødt til at fortælle dem det. Selvom de sad med mindre end én armslængde fra hinanden, og ingen andre i restauranten snakkede, så skal man da råbe - det er klart. Og smaske og bøvse hører sig også til. De er simpelthen så ucharmerende mennesker!
Vanen tro måtte der efter én overnatning i en by jo følge endnu et nattog. Denne gang til Mumbai - sidste stop i Indien og vores rejse rundt i Asien. Friske og veludhvilede, eftersom vi først ankom til stationen hen ad middagstid og ikke mellem kl. 5 og 6 som med vores andre nattoge, fandt vi hurtig en taxa ind til centrum. Vi følte det begge som om, vi var kommet til et helt andet land. Høje skyskrabere og palmer langs promenaden gav indtryk af, at vi var havnet i San Francisco. Mumbai, eller som byen førhen hed, og som den ældre generation stadig kalder den; Bombay, er så meget mere civiliseret og ren. Folk stirrede slet ikke i samme omfang, som vi ellers har været vant til. Det er jo også her alle de kendte Bollywood stjerner bor, så de er vant til at se stjerner ;)
På vejen i taxaen fik vi øje på et stort nyt flot shoppingcenter, hvor der lå flere kendte mærkevarebutikker - heriblandt Levi's, Nike, Mango og nårh ja, så også lige Rolls Royce og Ducati (for andre uvidende som Mette: ekstremt dyre bil- og motorcykelmærker). Uden et ord var der vist ingen tvivl om, at vi begge havde lyst til og brug for at tage ud at shoppe, men inden da måtte vi lige slå et smut forbi McDonald's, som vi også havde spottet på vejen. Mums det var godt. Lige bortset fra den mindre detalje, at man naturligvis ikke kan få en bid hellig ko! Så med et par McChickens og McFlurry var bunden lagt for ca. 5 timers powershopping! Fra at være langt under vores budget i Indien, fik vi lige vendt det til at være lidt over, og vi følte os da en smule utilpas, da vi væltede ind i taxaen med alle vores poser. Og alligevel var det en fed følelse at føle sig som Carrie fra Sex and the City (kommentar fra Søren). Men hvad kan man gøre, når ægte Levi's tøj koster 1/4 af prisen?! På tilbagevejen fik vi chaufføren til at stoppe ved McDonald's så vi lige kunne få en omgang take-away aftensmad. Powershopping og to gange forbi McDonald's på en dag - det kan varmt anbefales ;)
Med et nu mindre (måske lidt større end først antaget) problem med pladsmangel i vores tasker, måtte vi forbi Mumbais internationale postkontor den følgende dag. Mærkerne på vores nyindkøbte tøj blev klippet af, tøjet krøllet sammen og blandet med lidt gammelt efterhånden meget forvasket og svedgult tøj, for at vi forhåbentlig undgår at skulle betale toldafgift i Danmark. En pakke på 7,6 kilo proppet med tøj og souvenirs blev sendt med skib til Danmark. Vi fik ustandseligt at vide, at tingene ville komme meget hurtigere frem, hvis vi valgte at sende pakken med et fly, men hvad nytte har vi af det, når vi stadig har 2,5 måned tilbage af vores eventyr ;) Dagen fløj hurtigt af sted, da vi havde en del ting, vi skulle ordne - dels i forhold til vores videre færd i Sydafrika, og så var det hellere ikke lige til at finde det lidt mindre postkontor, som stod for at sende post og pakker med skib. Desuden er Mumbai ikke lige med på beatet hvad indgår internetcaféer eller for den sags skyld bare noget WIFI. Vi brugte det meste af 2-3 timer før vi tilfældigvis og heldigvis fandt et sted. Vi havde ellers haft planer om at skulle ned og gå en aftentur ved promenaden og se ud over vandet og langs kysten på alle de mange skyskrabere, men vi prioriterede i stedet at få noget aftensmad. Der lå en restaurant lige om hjørnet, hvor vi boede. Det var ikke lige til at se, at det faktisk var en finere en af slagsen, før vi stod indenfor med et menukort i hånden og en masse velhavende indere kom ind i deres fine tøj. Der stod vi i klipklappere og med en rygsæk på. Vi skyndte os derfor lige at op med tasken og skiftede til langt tøj og gik så ellers ind og spiste lækker mad, for hvad der svarer til i alt ca. 350 danske kroner. Så blev tiden i Indien og Asien ellers afsluttet med manér.
Hjem og pakke, sove et par timer og så ellers i lufthavnen. Vi havde et tidligt fly mod Addis Ababa, Etiopien, hvor vi med nød og næppe nåede med vores næste fly mod Johannesburg, Sydafrika. Herfra går turen over Cape Town, op igennem Namibia, Botswana, Zimbabwe, et hurtigt smut ind over Mozambique og Malawi, dernæst Tanzania og til sidst Kenya. Vi ser meget frem til at udforske Afrika de næste 2,5 måned inden turen går hjemad og eventyret får sin ende.
Efterskrift:
Mumbai er, som den eneste af de byer, vi har besøgt i Indien, klart et sted, der er værd at komme tilbage til (Taj Mahal er også et blik værdigt). Vi vil dog ALDRIG i livet nogensinde rejse tilbage til det nordlige Indien. Det har været noget af en hård prøvelse for vores forhold! Vi har konstant gået rundt og været irriterede, bitre og ikke mindst mistroiske over for alt og alle, og det holder bare ikke i længden. Og med en gang maveinfektion er det en utrolig dårlig cocktail. Desværre kommer sådan noget tit til at gå udover dem, der står en nær... Så skulle det ske, at vi nogensinde kom tilbage til Indien, ville vi nok flyve til Mumbai, se hvad vi ikke nåede, slå vejen forbi Goa og dernæst rejse til det sydlige Indien. Der er dog så mange andre steder i verden, som står før Indien på ønskelisten, så mon vi nogensinde kommer tilbage?!
Én ting er dog rigtig smart her i Indien og guld værd for turister. På alle varer produceret i Indien, er der påtrykt, hvad prisen er. Det er så genialt, for så er man som turist fri for at blive snydt på lige netop det punkt. Det ville næsten ikke være til at overskue, hvis man også skulle bruge energi på at diskutere priser på mad- og drikkevarer. Desuden har de et mærkningssystem på menukort og madvarer, hvor en grøn prik indikerer, et der er tale om et 'vegetarian' produkt og en rød, at det er 'non-vegetarian' - så smart. En anden positiv overraskelse var, at Indien langt fra virkede så fattig, som vi havde forestillet os, inden vi kom hertil. Det er virkelig ikke mange tiggere, vi har mødt. Tilgengæld er der dog et rigtig stort skel mellem fattig og rig, som tydeligt kan ses.
- comments