Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle
Jeg beklager at I ikke har hørt fra mig i lang tid, men internettet i Paihia var rigtig langsomt, så det ville tage en krig at overføre billeder.
Men nu er jeg kommet til Danmark i går, og jeg blev modtaget med flag og knus da jeg kom rullende ind med toget på Århus Banegård. Jeg kom hjem til solskin og en kæmpe frokost med rugbrød (mums!), farmors deller, leverpostej osv. - you name it! Det var skønt!
De sidste tre uger i Paihia var fantastiske, vores engelsklærer, Patrick, var utrolig dygtig og vi var alle rigtig glade for hans måde at undervise på, han forstod sig godt på unge mennesker. Så skoletimerne fløj af sted og pludselig skulle vi tage afsked med Patrick, og sige goddag til vores maorilærer, Judy. Maoriundervisningen var ikke som sådan en undervisning, men vi fik et indblik i deres forhistorie via danse, som vi lærte og skulle ud og optræde med. Det var en kæmpe oplevelse og bare rigtig sjovt!
Når vi ikke var i skole, nød vi tiden på stranden, tog på surferkursus, var ude og ride, cyklede ture, var ude og snorkle eller tog på en bådtur, hvor vi holdte fastelavnsfest og var ude og kajake om natten. Så inden vi havde set os om, var der gået tre uger og vi skulle til Auckland, hvor vi skulle være de sidste fire dage inden vi skulle vende næsen mod Danmark. Tiden i Auckland blev brugt på at shoppe de sidste gaver og bare nyde tiden sammen inden vi blev spredt for alle verdens vinde…
Afskeden var hård, men heldigvis gik flyveturene stærkt, vi skulle jo nå at snakke al det vi kunne..
Så som I nok alle har regnet ud, så har jeg haft en helt fantastisk tur, det har været en oplevelse for livet, og nok også en af de allerstørste. New Zealand er et fantastisk smukt land, har en venlig og kærlig befolkning og så har det bare været så ubeskriveligt fedt at rejse sammen med så mange unge mennesker, som har støttet en i tykt og tyndt.
Tusind tak for alle jeres beskeder og kommentarer, det har været super dejligt at høre fra jer. Jeg glæder mig til at se jer herhjemme.
Mange kærlige hilsner fra
Mette
- comments