D. 18. februar koerer vi fra Arequipa til Colca. Undervejs holder vi ind ved nogle udsigtspunkter og sidst paa eftermiddagen ankommer vi til vores idyliske hotel omgivet af flotte bjerge og dale samt en lama i baghaven. Om aftenen er vi henne og bade i noble varme kilder taet paa hotellet. Vandet var utrolig varmt i forhold til den kolde og regnfulde luft, men da vi foerst kom i vandet havde vi slet ikke lyst til at komme op i kulden igen.
Naeste dag staar vi op kl. 5 om morgenen og koerer mod Colca Canyon som er en af verdens dybeste dale og hvor den store condor lever. Desvaerre er der meget skyet og diset, saa vi kan stort set ikke se nogen dal. Paa tilbagevejen holder vi ind ved nogen udsigtspunkter hvor vi heldigvis faar set den store fugl med et vingefang paa op til 3,1 meter. Nu gaar turen mod Cuzco og paa vejen kommer vi helt op i 4,9 km hoejde, hvilket ogsaa indebaerer pludselige snebyger. Vi holdt derfor i koe et par timer og ankom foerst til Cuzco midt paa natten.

D. 20 februar bruger vi dagen paa at lade op til Lares Trek og faar lejet nogen regnbukser, da vi faar at vide at det kan blive en meget regnfuld tur. Kl. 6 naeste morgen koerer vi mod startstedet paa ruten, og begiver os afsted paa de foerste 4 timers vandring. Vi laegger haardt ud med opadgaaende bjergvandring og pga. hoejden bliver vi hurtigt meget forpustede. Stierne er meget mudrede pga at det har regnet saa meget, saa derfor bliver vi noedt at gaa paa de stejle bjergsider, hvilket ikke goer det mindre haardt. Vi bliver derfor meget glade da vi ser frokostteltene i det fjerne, som er blevet sat op af nogen af de hjalpere vi har med paa turen. Vi har i alt 17 maend med til at saette telte op, lave mad og styre de heste og lamaer der baerer vores bagage.
Efter frokost naar vi det hoejeste punkt paa turen og vi befinder os oppe i 4,3 km hoejde. Vi faar nogle kraftige regnbyger, og vi maa udstyre os med vores laekre regnslag, som vi bliver meget glade for paa denne tur. Omkring kl halv seks ankommer vi meget traette til lejren, og bliver taget imod med varm kakao og kiks med honning, mmm. Efter aftenensmaden gaar vi direkte i seng i vores telt. Vi er godt pakket ind da det skulle blive ret koldt.

Naeste morgen bliver vi vaekket kl halv syv med varm kakao paa sengen/i soveposen hvilket er tiltraengt efter en meget kold nat (ca. 3 grader). Vi faar valget mellem en kort nedadgaaende rute paa tre timer eller en laengere opadgaaende rute paa seks timer. Vi vaelger selvfolgelig den lange rute som de seje piger vi er. Efter frokost har vi heldigvis kun en times gang til teltpladsen. Denne ligger ved nogen varme kilder og her er ogsaa rigtige toiletter, det er vi glade for! Vi faar vores kakao og herefter aftensmad og gaar paa hovedet i seng.
Naeste morgen bliver vi hentet af bussen kl. otte og koerer i et par timer. Vi faar igen valget mellem en tre timers lang gaatur til frokoststedet og den nemme loesning at tage bussen derhen. Vi vaelger igen gaaturen og paa vejen ser vi en inkagrav der er 500 aar gammel. Om eftermiddagen koerer vi med tog op til en byen Machu Picchu.
D. 24. februar staar vi op kl. 4 om morgenen! Meget treatte.. Vi tager en bus op til Machu Picchu og bliver vist rundt af en guide. Det er meget overskyet og regnfuldt men senere paa formiddagen klarer det heldigvis op. Her er rigtig flot og det er meget faccinerende at opleve. Da vi rigtig har faaet blod paa tanden efter Lares Trek beslutter vi os for at bestige bjerget Wayna Picchu hvorfra der er en rigtig flot udsigt over Machu Picchu. Turen viser sig dog til at vaere lidt mere kraevende end hvad vi havde regnet med, og vi er totalt faerdige da vi langt om laenge naar toppen.
Hen paa eftermiddagen koerer vi tilbage til Cuzco hvor vi faar os et herligt bad og noget rent og toert toj paa. Naeste dag bruger vi paa at slappe af og lade op til vores tur til Titicaca Soeen.

D. 26. februar bruger vi hele dagen paa at koere til Puno. Vi har faaet vores gamle truck tilbage som har vaeret til reparation i mellemtiden. Der gaar dog ikke laenge foer trucken overopheder endnu engang og vi maa koere tilbage til en by hvor den kan komme paa vaerksted. Efter fem timers ventetid i en meget lille og kedelig by, kan vi endelig koere videre og ankommer til Puno sidst paa aftenen.

Naeste morgen staar vi op kl. syv og bliver koert ned paa havnen i cykeltaxaer. Herfra sejler vi ud til sivoerne Uros. Oeerne flyder paa vandet og vi faar forklaret hvordan oeerne er opbygget og bliver vist rundt i beboernes huse. Vi faar ogsaa glaeden af at blive ifoert deres meget farvestraelende toej og sejler i sivbaaede rundt mellem oeerne.
Herefter sejler vi hen til det lille samfund Luquina hvor vi to og to bliver indlogeret hos smaa familier. Vi skal bo ved Victor, hans kone Lucrista og deres tre boern. Vi faar vores egen lille lerhytte med to senge der bestaar af ler, en sivmaatte og en tynd madras. Vi faar serveret frokost i koekkenet der ogsaa er en lille lerhytte med lerbaenke og et ildsted. Vi har desvaerre lidt problemer med kommunikationen. Victor har ellers fortalt at han godt kan snakke engelsk, men det oplevede vi ikke rigtig. Vi maatte derfor benytte kropssprog og Victors lille parloer. Om aftenen bliver vi iklaedt deres traditionelle toej og Lucrista laver fletninger paa os. Og saa skal vi til fest! Der er musik og dans og vi skal selvfolgelig laere deres traditionelle dans. Efter en begivenhedsrig dag gaar vi hjem i seng, og vi er lykkelige for at der er en elektrisk paere i vores hytte.

D. 28 februar: Efter vi har faaet serveret morgenmad af Lucrista sejler vi mod Taquila Island. Vi hoerer lidt om deres kultur og spiser frokost paa en lokal restaurant. Vi sejler tilbage til Luquina hvor der skal afholdes det aarlige karneval om eftermiddagen. Vi bliver igen iklaedt deres toej og samles med hele samfundet paa plaene hvor et trea er blevet pyntet op. Dette skal senere faeldes – vi sammenligner det med en slags slaa katten af toenden. Inden dette sker bliver der drukket igennem og danset omkring traet. Efter en lang dag kommer vi tilbage til vores lerhytte hvor stroemmen uheldigvis er gaaet. Lucrista maa derfor lave mad moerke og har kun en lille flamme i en lerskaal til at lyse for sig. Vi fandt derfor heller aldrig helt ud af, hvad det egentlig var vi fik til aftensmad.

D. 1. marts siger vi farvel til vores familie og koerer afsted i trucken mod La Paz i Bolivia. Her befinder vi os nu, men tager afsted mod saltsoerne imorgen. Vi gruer lidt for denne tur, da det skulle blive ned til -10 grader om natten.