Vi prøver at lære børnene om samarbejde. Vi prøver at lære dem hvor vigtigt det er, og hvor meget det kan betyde. Nogle gange skal vi som voksne mennesker også vende det imod os selv. Vi skal jo ikke kun lære børn, vi skal vise børn. Så det gjorde vi!

På Community Scout Youth Guidance Center, som vi i FSK samarbejder med, og også bruger mange timer ude, er der 3 andre danske studerende. Studerende som vi personligt har det godt med, og som vi selvfølgelig arbejder sammen med, når vi er ude på centeret.

I anledningen af, at det er halloween, havde vi i FSK planlagt et projekt ude på centeret. Vi ville tage ud til drengene og lave "græskar" hoveder med dem. Vi fortalte de andre studerende om det, og de fortalte så, at de havde tænkt sig at holde en halloween fest derude, en aften i løbet af den kommende uge. Jamen, skal vi så ikke slå os sammen? De ville gerne være med til vores projekt, og vi ville selvfølgelig gerne med til deres fest!

Fredag morgen tog pigerne og jeg ud til Carbon markedet. Vi skulle ud og finde priser på mad til det feeding program vi er ved at arrangere i Piertrice, og så kunne vi jo ligeså godt samtidig finde en pris på 50 græskar. Hernede er det ikke muligt at få de græskar som vi kender fra Danamrk, og da Kristoffer - Vores daglige leder - var hernede sidste år og lave det samme projekt, beslutte vi at gøre som han gjorde, bruge noget der hedder White squash. Vi var rundt og spørge forskellige steder, og fandt så et sted hvor vi kunne få 50 for 900 pesos - En rigtig god pris! Problemet var dog, at de i boden ikke ville være på markedet på søndag når vi skulle bruge dem og ville og komme og hente dem, så skulle vi købe dem der skulle de hentes i morgen (lørdag). Pigerne og jeg havde ikke mulighed for at hente dem, og Kristoffer havde også lagt planer hele dagen. Vi besluttede derfor i stedet, at vi ville mødes på Carbon markedet søndag formiddag, håbe på en ligeså god pris, og så købe dem der, inden vi skulle ud på centeret.

Søndag formiddag mødes vi så med Kristoffer, og fordi vi brugte langtid på at sidde fast i trafikken, har han allerede fundet "græskarne" og er i gang med betalingen. 1300 pesos. Øv! Men sådan er det - Vi fik dem, og det er vel i sidste ende det vigtigste.

Vi fik fat i en taxa og hjælp til at få alle "græskerne" ind i den - Og vupti, 10 minutter senere var vi ude på centeret. Drengene var som altid glade for at se os, men da vi åbner baggage rummet stiger begejstringen alligevel lidt J De prøvede det som sagt sidste år, og ved derfor godt hvad de/vi skal.

Vi får sat borde op ude i gården, børene kommer med "græskarne" og ligger dem op på bordet. Sprittusserne, skeerne og knivende, som vi IGEN får understreget at vi virkelig skal holde øje med (sidste år havde de manglet 2 knive da de var færdige, og det skal virkelig ikke ske igen), bliver fundet frem, og vi er nu klar til at gå i krig J

At se hvordan drengene, der normalt render rundt og gør rent, vasker deres tøj, rydder op, laver mad, vasker op, render rastløse rundt og leger med hvad de lige kan finde, og finde på, gik til den her opgave var helt fantastisk! At se hvordan de koncentrerede sig, og hvor meget engagement de lagde i det, og at opleve den glæde det gav dem, var fuldstændig uvurderligt. Det her var ikke drenge der synes det var sjovt i 10 minutter, mistede koncentrationen, blev rastløse og fandt på noget andet at lave - Det her var drenge der virkelig gjorde sig umage med først at tegne ansigtet, udhule det, skære i det, tegne lidt mere, skære lidt mere, og lidt mere, og lidt mere, for til sidst at stå med det i hånden, stolt vise det frem, og Mette vil du ikke godt tage et billede?

Selvom der var mange drenge, og selvom de var ivrige efter at lave deres "græskar", og derfor engang imellem måtte kæmpe lidt for at få enten en ske eller en kniv, så følte jeg at vi hele tiden havde styr på situationen. Drengene vidste jo godt hvad de skulle, og hvis de havde brug for hjælp var det ikke noget problem for dem at komme og spørge - Og slet ikke et problem for os at komme og hjælpe.

Jeg var meget imponeret over hvor umage de gjorde sig, og hvor langtid de rent faktisk brugte på det. At de formod at blive ved, og blive ved med at synes det var sjovt. Vi lagde mærke til, hvordan de hjalp hinanden. Hvordan de store hjalp de små, men også hvordan de lod fantasien løbe, og hvordan de blev inspireret af hinanden. Hvis en gjorde noget på sit "græskar" som de andre synes var fedt, så gjorde de det samme. Og for hvert "græskar" der blev færdigt, kunne vi bare se hvordan det hele tiden udviklede sig. De fik både skåret ar, nogle fik hatte/kasketter på, nogle fik sågar hanke i, og så var der en masse der fik øre og en pibe i munden. Drengene var virkelig oppe og støde, og de tog det hele til sig. De blev der, og de koncentrerede sig. Hele vejen igennem. De var så stolte når de var færdige, og at se deres glæde, oven på det arbejde de virkelig havde gjort sig, var så fantastisk!

Det var virkelig en fantastisk dag, med et projekt der blev taget så godt imod, fuldført til punkt og prikke, elsket af alle og med alle knivende samlet da vi var færdige ;-) Det var virkelig en god dag. En inspirerende dag, og en dag der igen tog røven på mig, og viste mig hvor lidt der for dem skal til.

Til festen havde de andre studerende havde informeret os om, at de til deres projekt - altså festen - ville medbringe maling til ansigterne, dej til snobrød, balloner til ballon dans, og snacks til den film vi skulle se. De havde snakket om en gyser film da det jo er halloween - Men JEG (helt personligt), kan ikke stå inde for at have vist en gyserfilm til børn helt ned i 8 års alderen. Det kan godt være, at de har set en før. Det kan godt være at de får lov til at se vilde action film og hvad der ellers høre til, men jeg har det sådan, at der er forskel på hvad de får lov til at se af andre, og så på hvad JEG viser dem. Hvad jeg skal stå inde for, og hvad jeg skal tage ansvar for. Derfor, da pigerne og jeg tirsdag aften havde set 'step up, all in', som er en rigtig fed danse-film, og kunne dokumentere at der ikke var nogle ikke-børne-venlige-scener, besluttede vi at tage den med ud til dem. Derudover havde vi snakket med Kristoffer om, at vi gerne ville købe burgere til drengene igennem FSK, som en ekstra prik over I'et, når der nu skulle være fest - Og det blev selvfølgelig godkendt J

Ikke bare var det fantastisk at kunne give drengene en eftermiddag med "græskar" hoveder, at få lov til 2 dage efter at være med til at give dem en kæmpe fest, var fuldstændig priceless!

Som skrevet havde de andre studerende b.la. købt ansigtsmaling, og dette blev dagens udgangspunkt. Børnene gik til den med fuld entusiasme, og der blev virkelig malet nogle flotte med uhyggelige ansigter. Som med "græskarne" havde de svært ved at stoppe, og derfor lod vi dem bare køre på til malingen var væk, og da den var det, var der tid til at rende rundt og lege og prøve at skræmme hinanden. Da solen var gået lidt på afstand og det var blevet lidt mørkere, var det tid til at se film. Danse filmen var som udgangspunkt ikke et hit, men det viste sig dog at ændre sig - Heldigvis J
Imens drengene så film, gik pigerne og jeg over for at købe burgere. Et stykke derfra ligger der en burger bar der hedder minute-burger. Her er det muligt at købe 2 burgere for en burgers pris - 30 pesos ……. Vi købte 56, og på grund af et tilbud de har derovre, kom vi af med 1.010 pesos. Tilbage på centeret var alle børnene heldigvis stadig optaget af filmen, og derfor besluttede vi os for, at gå rundt og dele burgerne ud.

Efter filmen gjorde vi klar til snobrød og ballon-dans, hvilket børnene var kanon gode til at hjælpe med! Da vi kun havde fået lov til at være på centeret indtil klokken 21, var vi lidt i tidspres, og det blev derfor til at vi kørte det hele af på samme tid, og så kunne drengene bare joine det, de havde lyst til.

Det kan godt være det i virkeligheden handlede om ballon-dans, men da man stod der, så på drengene, og så den glæde de havde i øjnene, blev det lige pludselig fuldstændig ligegyldigt med, hvad legen gik ud på! Det var noget med op for musikken, det var noget med at smadre en masse balloner, løbe så hurtigt man kunne, danse og hoppe og springe og løbe efter hinanden, og alt hvad hjertet ellers begærer, når der er høj musik og plads at løbe på. Det var simpelthen sådan en fantastisk dag og aften. Det var en dag der stadig giver mig gåsehud og smil på løben når jeg tænker tilbage på det. Det var en dag og en aften i drengenes tegn, og det var ikke til at sjule hvad de syntes om det.

Da klokken runde 20.30, begyndte vi at dele de forskellige snacks ud til dem - Der var ikke noget system, og flere af dem fik sikkert mere en 1 gang, for det røg bare ud til dem man i mængden stødte på, men det passede os alle sammen helt fint. Jo tættere vi kom på klokken 21, begyndte vi at rydde op og sige på gensyn - Og selvfølgelig tak for en fantastisk dag!

Her sker det så, at jeg IGEN, IGEN, IGEN, IGEN og IGEN, bliver mindet om HVORFOR det er jeg laver det jeg gør. En af drengene kommer hen og giver mig hånden, krammer mig, og siger: "Thank you so much Mette! Thank you so much for making us happy!" Jeg ved ikke hvordan andre ville reagere, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg tror måske jeg glemte at reagere. Han tog pusten fra mig. Fik hårene til at rejse sig, og tårende til at presse sig på. Han fik mig til at gå hjem, med det største smil på læben, og troen på at vi gør en forskel.