Vi har taget hul paa de sidste dage paa Borneo, og har slaaet os godt ned i byen Kota Kinabalu, paa vores yndlings hostel, Step In Lodge. Hver morgen spiser vi en god portion havregroed og derefter haenger vi paa byens kaffebarer, gaar ture paa markederne, tager i biografen og generelt fjanter rundt.

Mange eftermiddage er brugt paa Starbucks. Her moedte vi en dag en hyggelig fyr fra Malaysia, Tea. Vi fik os en god snak og et fantastisk grin! Desvaerre naaede vi ikke at moedes med ham igen, inden dagene paa Borneo var sluppet op...

D. 20 september tog vi en minibus til byen Ranau. Her ligger Kinabalu Park, hvor vi skulle bestige bjerget, Mountain Kinabalu - vi var MEGET spaendte, og vores maver var godt proppede med sommerfugle.
I bussen fulgtes vi med en australsk gut ved navn Jason, som vi delte vaerelse sammen med paa vores guesthouse. Senere paa dagen slog tysker Markus sig til os i Ranau. Ham moedte vi i starten af vores rejse i KK, planlagde og koebte turen til bjerget sammen og loeb jaevnlig paa hinanden rundt paa oeen.
Vi kom alle tre rigtig godt ud af det sammen med Jason, saa Jason kom med paa vores bjergbestignings-hold. Saa aftenen foer vi skulle bestige bjerget, spiste vi mad sammen og spillede at par kortspil.

Vi ankom til The Kinabalu Park ca. kl. 09. Her fik vi alle 4 (Markus, Jason, Stine & Mette) en frokostpakke hver, bestaaende af sandwiches, 2 aeg, et par bananer og et aeble. Vores guide, som talte et ok forstaaeligt engelsk, koerte sammen med os til The Timpohon Gate (start), som laa i 1.866 meters hoejde; Mt. Kinabalu er 4.095 m hoejt.
Vi skulle foelge en sti op ad bjerget, hvor der halvvejs var et slags "trappesystem". Her skal det siges at nogle trappetrin var 10 cm, hvor andre var 50 cm. Det var haardt!!!
Hver 500-600 m laa der shelters, hvor man kunne tage sig et hvil, spise lidt frokost og chokolade inden turen foresat.
Der kom jaevnligt en regnbyge og jo hoejere vi kom op, jo koeligere blev der + luften blev tyndere, saa man blev hurtigere forpustet og maatte til tider hive efter vejret.
Efter 4 km blev det mere haardt. Der blev stejlere og terraenet blev mere klippe-praeget.
Vi kom op mellem skyerne og havde en fantastisk smuk udsigt! Det blev ogsaa mere og mere haardt at skulle tage kaempe skridt (udmattelsen begyndte at saette ind). Det foeltes naesten som at gaa i 6 timer, hvor man konstant laver hoeje knaelyftninger.

Vi var paa vores Resthouse ca. kl. 15.45, saa fik gaaet de ca. 6 km paa 6 timer.

Der var tidlig aftensmad buffet, og derefter gik vi paa hovedet i seng. Det var ikke meget vi fik sovet, vi laa faktisk alle 4 vaagne i det moerke vaerelse og hoerte paa regnen som piskede ned udenfor.
Kl. 02 stod vi op, og det var her meningen at vi skulle gaa det sidste stykke mod toppen, for at naa at se solopgangen kl. 06. Vores guide maatte beklage, at pga. voldsom regnvejr, ville det, af sikkerhedmaessige aarsager, ikke vaere en god ide at gaa det sidste stykke paa den vaade granit. Det ville vaere for glat + vi skulle have krydset et vandfald, som nu faldt for voldsomt og vandet ville gaa os til skuldrene.
Skulle vi alligevel vaelge at gaa de sidste 2,5 km op mod toppen, skulle vi skrive under paa at det var vores eget valg at gaa derop, og at de hermed fralagde sig al ansvar, hvis der skulle ske os noget. Saa vi valgte at blive nede. Det var virkelig en skuffelse, og vi er begge ret sikre paa, at vi vil vende tilbage om nogle aar og fuldfoere turen!
Senere paa morgenen gik vi ca. 50 meter laengere op for at tage billeder, og ellers gik turen nedad igen.

Det gik nemmere nedad, men det var anstrengende for baade ben, knae og hofter. Det var samtidig ogsaa glat og vaadt efter nattens regn. Men ned kom vi, og det tog os kun 3 timer.

Taxa tilbage til KK, og vi havde SAA ondt i ben, laar og hofter, da vi vaagnede naeste morgen!!! Vi kunne knap vende os om natten. Det er naesten synd I ikke kan se os gaa rundt hernede. Vi ligner to gamle koner, som lige har faaet hofteoperationer! Her 3 dage efter turen har vi stadig ondt, men det bliver bedre og bedre. Og hurra for det da!

Turen var FANTASTISK og vi har da ogsaa fundet os en bjerg i Vietnam man kan bestige. Saa de oemme ben har ikke skraemt os!

Vi rejser kl. 06 i morgen tidlig, og ser meget frem til at komme til Vietnam!

Haaber I alle har det godt hjemme! Her gaar det stadig fantastisk, og som Stine sagde tidligere i dag: "Vi har det altsaa for godt. Nogle burde skyde os!"

Farvel Borneo, hej Vietnam!

Mange hilsner fra globetrotterne!

Ps. Denne blog blev skrevet paa en netcafe, hvor der blev spillet Titanic Techno Remix. Vi haaber paa der er bedre musik i Vietnam!!!!!!!