Det er altså lidt vildt. Den ene morgen svømmer man med kæmpe hvalhajer, som er så store, at et lille dask med deres hale, ville sende mig til tælling, for næste morgen at ligge på bunden af havet og nyde synet af to søheste stille og rolig danse henover sandbunden, mens man selv kæmper med sin opdrift, bare for at ligge nogenlunde stille.

Jeg starter med hvalhajerne, for det var virkelig en vild oplevelse. Jeg må indrømme, det var med en vis ærefrygt jeg hoppede i vandet, velvidende at disse giganter svømmede rundt lige nedenunder mig og jeg lige om lidt, skulle snorkle rundt, lige ved siden af dem. Jeg har lidt svært ved at beskrive de tanker, der gik igennem hovedt første gang jeg så sådan en krabat komme imod mig. Men FÅÅÅÅRK!!!!! er er nok meget rammende. Altså de er virkelig store og de kommer virkelig tæt på, men påtrods af deres størrelse er de meget elegante og blide i deres bevægelser. Nogle svømmede hurtigt væk fra os, mens andre var mere nysgerrige og blev hængende i lang tid. Jeg ved ikke hvor lang tid, vi har svømmet med dem, men vil gætte på nogle timer. Imellemtiden havde Juv endnu en gang lavet os et lækkert morgenbord, som vi nød på dækket, mens vi alle snakkede om, hvor fantastisk en oplevelse vi lige havde haft. Mens vi spiste lækre mangoer, bacon, æg og kaffe fortsatte hvalhajerne med at svømme rundt om båden. Hvor vildt er det lige at kunne sidde på sin flade røv og spise bacon, mens man kan kigge ned i det klareste vand og se verden største fisk svømme lige forbi....det er så ret vildt. Det var hvalhajerne og så ikke et ord mere om dem, for ellers kunne jeg fortsætte i en uendelighed.

Sidst på eftermiddagen, satte vi kurs mod Dauin, hvor der skulle macrodykkes. Det tog nogle timer at sejle dertil, vejret var smukt og ret roligt vand. Jeg havde, for anden gang på turen, en af tjanserne ved roret. Nok har jeg kun prøvet at sejle i roligt vejr og uden at skulle forholde mig til noget, med sejl og hvad der ellers er, men indtil videre har det været meget sjovt at prøve. Det er faktisk meget dejligt, for man står bare og stirrer ud over havet, meget afstressende. Ikke fordi vi overhovedet er overbebyrdet eller stresset. Skipper Kim mener vi skider i bukserne, hvis vi slapper mere af......hvilket vist ikke var helt ved siden af, på det pågældende tidspunkt.

Modsætningen til hvalhajerne, nemlig søhestene så vi på vores første dyk i Dauin. Det er et specielt område at dykke i, fordi sandet er helt mørkt og derfor ( tror jeg nok) også et helt andet undervandsmiljø. Når vi dykker her er der ikke store flotte koraller med fisk i alle farver. Her bor der de mærkeligste skabninger i det mørke sand og imellem sten og de få koraller som findes der. Jeg har ikke prøvet denne slags dyk før, og havde det ikke været for vores virkelig dygtige divemaster, så havde jeg nok ikke set ret meget. Men han fandt bl.a en stor sort frogfish. Det er eb lidt sjov fisk, som sidder helt stille og nærmest ligner har forben. Jamen han viste alverdens små mærkelig krebsdyr, fine nøgensnegle, en fisk, som ligner tudse fra vinden i piletræerne og ikke mindst søhestene. De var bare så søde og fine at se på og vi blev hængende lidt, og beundrede deres yndefulde bevægelser. For sådan en forholdsvis newbie, som jeg er, kan det godt være svært at ligge stille i længere tid ad gangen. Så jeg er knap så yndefuld, når jeg begynder at baske rundt med armene, for at genfinde min neutralitet i vandet. Det var en kort historie om søhestene og deres venner i Dauin.
Den efterfølgende dag, tog vi til Apo Island, med et dykkerfirma, hvor vi skulle have 3 dyk. Jeg havde virkelig glædet mig til at komme lige netop derud. Sidst jeg var hernede, havde jeg en virkelig fed dag på Apo, hvor vi snorklede med skildpadder og så de fineste koraller. Revene rundt om Apo Island er alle beskyttede områder, og min opfattelse er, at de lokale går meget op i at denne beskyttelse opretholdes. Om det er beskyttelsen af området, eller bare sådan det er der, ved jeg ikke, men jeg har ikke set så store og farverige koraller før. Rigtig lækker dykning. Dauin og Apo er to steder jeg simpelthen bliver nødt til at udforske igen en anden gang, der var rigtig mange spændende dyk, jeg gerne ville have været på. Vi havde booket tre dyk på turen til Apo, men jeg måtte kapitulere efter to. Jeg var halvsløj unden vitog afsted, men under de to første dyk, blev jeg hurtig træt og frøs helt vildt, og i det hele taget, følte jeg mig ikke sådan rigtig frisk. Mens de andre havde deres sidste dyk, forsøgte jeg at hvile mig, men fik det egentlig bare mere og mere ringe. På sejlturen tilbage til mainland, som føltes som en evighed, aftalte jeg med de andre, jeg ville booke en overnatning i land. Jeg havde det pivringe og ville bare gerne sove i et rum der ikke var 45 grader varmt og i en seng, som ikke bevægede sig:o) Da vi kom i land fik jeg virkelig ondt og jeg var slet ikke forstående overfor den rare bartender, da hun forgæves forsøgte at forklare mig at man skulle booke overnatning i receptionen....ikke i baren. WTF!!!! Hvor er receptionen.....GOT DAMN IT, can't you just give me a ROOM!!! Charlotte havde vist set jeg havde fået lidt slagside, så hun kom mig til undsætning og fik slæbt mig til receptionen....guuud jøsses, hvor havde de mange forskellige bungalows at vælge imellem. Hvad må det koste, aircon eller fan.....GIV MIG NU BARE EN SENG....tænkte jeg, men var alligevel heller ikke villig til at betale den dyreste bungalow...hehe. Nå men jeg fik min bungalow og sagde tak og undskyld, men jeg havde bare pisseondt. Charlotte er jo sygeplejerske og hun ville gerne lige undersøgemig, bare for at udelukke blindtarmsbetændelse....derefter hentede hun Peter (medicinstud) og han ville ikke udelukke at Charlotte havde ret og vi nok skulle på sygehuset......! FUUUCK altså!!!
Jeg forsøgte at holde fast i min ide om det nok var en øm eller forstrukket muskel, fordi jeg havde frosset under dykningen og også lige havde sendt en offergave til Kong Neptun på vejen hjem. Set i bagklogskabens lys, er det nok godt jeg er bioanalytiker og ikke sygeplejerske, for det viste sig, som bekendt at være blindtarmsbetændelse. Dagen efter kørte vi på sygehuset og efter en undersøgelse, scanning og blodprøver blev det besluttet jeg skulle opereres. Hold nu kæft jeg var ked af det. Selvom jeg var glad for at skulle slippe for at have ondt, så var det bare lidt vildt det lige skulle ske her i Filippinerne....på den rejse jeg nok har set mest frem til nogensinde....for helvede altså. Men alt gik jo heldigvis godt, jeg var indlagt i 3 dage. Charlotte var så sød at blive og holde mig med selskab på sygehuset. Desuden var hun en kæmpe hjælp, da hun både sørget for at tage kontakt til min forsikring, hente medicin, smugle mad ind og generelt bare holde humøret oppe. Madsmugleriet skyldtes at lægen ikke tillod mig at spise før jeg havde haft gang i maven. Da vi nåede til søndag (tror jeg - jeg blev opereret fredag) og jeg ikke havde spist siden torsdag middag, hvilket jo kom retur,... var der ikke meget at arbejde med. C og min kontaktlæge fra forsikringen, kunne hurtig blive enige om at det ikke var smart, så jeg fik lov til at få lidt kiks til at starte med....og så kunne vi langsomt udvide derfra....ja tak:o)

Lige nu er vi på Malapasqua. De andre er ude at dykke, og da jeg ikke må komme i vandet endnu, har jeg god tid til at sidde og tænke over oplevelserne. Den korte beretning ville være. Her er virkelig dejligt, vi har masser af fantastiske oplevelser, vi spiser godt, hygger os meget og dykker de smukkeste steder. Og så har jeg svømmet med en hvalhaj og fået fjernet blindtarmen.
Håber i har det godt derhjemme.

Knus Mette