Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det blevet tid til at sige farvel til Sydney i denne omgang - om 3 timer tager vi bussen til Newcastle, der ligger ca. 3 timers kørsel nordpå, så nu starter vores rejse for alvor!
Vi har virkelig nydt den sidste uges tid i Sydney. Det har været en fornøjelse at bo hos Eva og Roger, og vi er begge blevet meget betaget af den smukke havneby. Hvor er det dejligt, at det også er her vi slutter turen af.
I går kørte Eva os til Blue Mountains, der ligger omkring 2 timers kørsel fra Sydney. Umiddelbart inden gjorde vi holdt i en lille by, der blandt andet husede en fin, gammeldags slikbutik, som vi blev vældigt fristede af.
Vejret var dejligt, og vi så klippeformationen De Tre Søstre, som ses på billedet - historien går på noget med, at en mand havde tre døtre, og en dag blev en væmmelig mand forelsket i pigerne, som han havde tænkt sig at bortføre. Derfor blev de tre søstre forvandlet til klipper af en troldmand, der dog desværre døde inden han nåede at ophæve fortryllelsen, og derfor står de der endnu.
Udsigten er dog fantastisk flot, og normalt ville man også kunne gå en lille vandretur ned til klipperne - desværre er det så varmt og tørt i området, at man af frygt for skovbrande har valgt at lukke nationalparkerne, hvilket betød at stierne var afspærrede.
Da vi kørte hjem igen endte vi med at holde i kø i over 2 timer på grund af en ulykke, og vi var derfor godt trætte, da vi kom hjem igen. Da det var vores sidste aften i Sydney, lavede vi mexicansk kyllingelasagne til aftensmad og drak champagne - en dejlig afslutning på en dejlig uge.
Nu har vi så pakket os sammen og ser frem til næste kapitel af vores store rejse down under!
- comments